Jamen, er verden da gået af lave!?

For 200 år siden dyrkede man jorden som sine fædre og sine fædres fædre. Okserne trak ploven og sæden blev spredt med håndkraft. For den, der ville rejse, var hastigheden sådan omkring hvad én eller to hestekræfter kunne frembringe. Al kommunikation foregik med en løbers hastighed.

Da David var konge i riget Israel for omtrent 3.000 år siden pløjede man også med okser, rejste med hestehastighed og kommunikerede med en løbers formåen. Sådan har det faktisk været gennem alle de århundreder, ja årtusinder, civilisation har eksisteret. Så langt tilbage, vi kan registrere, har det været sådan.

Men sådan er det ikke længere. Det 20. århundrede blev et århundrede, der ikke lignede noget andet i menneskets historie. Næsten fra den ene dag til den anden ændrede verden sig, og i dag pløjer vi med en stålmaskine, vi har proppet med 200 heste' - vi rejser med lydens hastighed og vi kommunikerer med lysets hastighed…

… men sammen med alle de goder, vi frembragte for at gøre livet lettere og søde tilværelsen, kom også alle forbandelserne. 1. verdenskrig (1914-18) var vel den begivenhed, der for alvor afsluttede den gamle verdensorden og begyndte den nye. For første gang i verdenshistorien oplevedes en så omfattende krig med så omfattende ødelæggelser og tabte menneskeliv. For første gang skulle tab ikke tælles i hundreder eller tusinder, men i millioner. Et sanseløst blodbad, der kun stoppede, fordi man på begge sider af fronten løb tør for soldater.

Dette var krigen, der skulle ende alle krige. Men i stedet blev det krigen, der med sit eksempel affyrede startskuddet til det blodigste og uhyrligste århundrede i menneskets historie. Mange så verdenskrigen som en rensende ild, der skulle opbrænde det gamle og føde det nye, hvor menneskehedens uskyld og den teknologiske fremgang kunne gå hånd i hånd.

Men - som nogen har udtrykt det - det var ikke blot mænd, der døde i mudderet i Europas skyttegrave: Den naive drøm, den romantiske forestilling og håbet til fremtiden døde også.

Efter krigen kom den store depression, så kom endnu en verdenskrig, frygteligere end den første og med langt flere millioner af liv som omkostning. Nazismen kostede millioner af liv, Stalinismen kostede millioner af liv, og Maoismen ligeså. Efter 2.verdenskrig kom den kolde krig, der delte verden i to. Nu var man ikke bange for store hære, men for to mænd, der hver stod med en finger på en rød knap, der kunne udløse et atomragnarok. Mange små krige opstod verden over i kølvandet på den kolde krig - krige, der til den dag i dag tilsammen har kostet flere liv end hele 2. verdenskrig.

Og hvor har alt dette efterladt os? Hvor står vi i dag? - Tja, i dag er der en hel del flere end de oprindelige to, der står med en finger på en rød knap. Og nogle af dem er efter sigende ikke til at stole på. Der er krige og konflikter overalt. Befolkningstilvæksten over hele kloden er eksploderet. Vi har skabt en kronisk hungersnød bl.a. på det afrikanske kontinent, som ikke er set før i verdenshistorien, og som ikke er til at knække. Vi er i dag så mange mennesker på jorden, at enhver naturkatastrofe, der for 100 år siden ville have gjort lille skade, i dag dræber tusinder.

Vi frygter pesten, der én gang for alle skal rense ud i verdens befolkninger, og er derfor på konstant udkig efter Ebola, Marburg og anden virus, der truer med ødelæggelse. Tiden, hvor vi troede, at vi en dag kunne kurere alle sygdomme og dårligdomme, er gået, og vi har opdaget, at en sådan tid kun hører hjemme i miraklernes verden, og ikke i det lægevidenskabelige univers. Vidundermedicinen penicillin er på tilbagetog, og gamle sygdomme genopstår sammen med resistente bakterier.

100 års forurening har nået "point of no return" (et punkt, hvor det er for sent at vende udviklingen). Vi har forurenet floder og vandløb, vi har overfisket havene, vi har forurenet luften. Vi fælder og brænder livsvigtig regnskov. Og ikke nok med det; men det er stort set kun den vestlige verden, der har gjort dette. Nu vil Asien have, hvad vi har, og alt det, vi har forurenet for at nå til, hvor vi er i dag, er blot en brøkdel af den forurening, der skal bringe bl.a. Kinas milliardbefolkning op på samme økonomiske og sociale niveau.

Og nu ved det 21. århundredes begyndelse har vi set World Trade Center styrte sammen efter et terrorangreb, vi har set krig i Irak, en tsunami i Asien, der tog tusinder af menneskeliv og en naturkatastrofe i det sydlige USA. Og vi oplever en global opvarmning, der på ganske få år vender op og ned på naturen - og denne opvarmning kommer fuldstændig bag på os. Det er helt sikkert, at aviser, blade, TV og radio ville være fulde af beretninger om den globale opvarmnings forestående destruktion af verden som vi kender den, hvis det ikke lige var fordi, at medierne konstant fortæller os, at både meteorer, fugleinfluenza og fanatiske islamister i disse dage løber om kap for at være den første årsag til menneskehedens tilintetgørelse. Der har i sandhed aldrig eksisteret hundrede år som de sidste hundrede år.

Så om du spørger mig om verden er gået af lave, må jeg svare: "Ja, verden er så sandelig gået af lave!" Men det, der kan trøste mig er, at Jesus allerede for 2.000 år siden forudså disse begivenheder, og også lærte os, hvordan vi skal forholde os. Jesus lærte, at der engang i fremtiden skal komme en verdensgenfødelse, og at alle de ting, vi nu har set, kun er veernes begyndelse (Mat.24.8). Om veernes begyndelse sagde Jesus bl.a.: … folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, … Og store jordskælv skal der være, og pest og hungersnød både her og der, og der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen. … Og når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme; thi dette må først ske, men enden kommer ikke straks. … Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen.



For 20 århundreder siden udpegede Jesus de ting, der i særlig grad er kommet til at kendetegne det sidste århundrede, og som adskiller det fra alle foregående tider. Han satte sin profetiske finger på de specifikke punkter, der har gjort vor tid så forskellig fra den tid, han levede i. I det perspektiv er Peters forudsigelser af de sidste tider ret spændende. Han siger i 2. Pet.3.3-5: Og først og fremmest skal I vide dette, at i de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: "Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse." De, der påstår det, er jo blinde for … Om nu disse spottere havde sagt at "… fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var …" for 10.000 år siden eller 6.000 år siden eller 1.000 år siden eller bare 200 år siden, så havde de jo stort set haft ret, og de ville ikke have været blinde.

Men disse spottere skal fremstå lige før Herrens genkomst, i den allersidste tid - I en tid, der på ingen måde ligner fædrenes. Intet er, som det plejer at være. Intet er, som det ellers altid har været gennem hele menneskehedens historie. Derfor siger Peter, at disse spottere er blinde, og ser ikke, at verden er gået af lave. Med dette som grundlag fortsætter Peter i vers 11-15: Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men efter hans forjættelse venter vi "nye himle og en ny jord", hvor retfærdighed bor. Derfor, I elskede! da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred; og I skal betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje.

Peter lærer os, at når vi ser alt dette ske, når alt ser ud til at gå sin opløsning i møde, da bør vi bevare roen og vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt. Alle disse frygtelige ting er ikke, hvad vi som Guds børn ser frem mod. Det er ikke, hvad vi venter. Peter siger: "Da I venter dette …" hvor "dette" henfører til de nye himle og en ny jord, hvor retfærdigheden skal bo. Vi ser altså forbi vor egen tids forfærdelige begivenheder, forbi veernes begyndelse og den store trængsel. Vores hu står til Kristus, der skal føde verden på ny.

Jesus siger at mennesker skal frygte og dåne i rædsel over det, vi i vor tid ser: Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes (Luk.21.25) Men han siger (først og fremmest til hans eget folk jøderne, men dernæst generelt til alle, der kender Gud og oplever veernes begyndelse): Og når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme; thi dette må først ske, men enden kommer ikke straks. Luk 21,9-10 Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig Luk 21,28

Paulus fortsætter hvor Jesus slap, og underviser om den Ånd, vi som Guds børn og lemmer på Kristi legeme har modtaget. Det er ikke en frygtens ånd, så vi sammen med verdens befolkning skal jamre os over de mange farer, som lurer. Nej, vi modtog en Ånd, der … … giver barnekår, og i den råber vi: "Abba, Fader!" Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Rom 8,15-16 Og vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede. Rom 8,28 Alting virker til gode for dem, der elsker Gud. Også selvom "alting" som nu kan virke sorte og dystre. Vi ved, at der hænger en tyk dyne af angst hen over vor verden i vor tid.

I disse år er det specielt den globale ophedning, fugleinfluenzaen og den aggressive fremfærd i nogle muslimske kredse, der vækker bekymring. Spørgsmålet er nu; Hvad skal vi sige til det? Spændende nok var det lige præcis det spørgsmål, Paulus stillede… og selv besvarede: Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Rom 8,31

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.