OL Hykleriet i London anno 2012

I år er det 40 år siden 11 israelske atleter blev myrdet i en terroraktion ved OL i München. Bag massakren stod den palæstinensiske terrororganisation Bag gidselaktionen stod ”Sorte September”, som også havde forbindelse til modtager af Nobels fredspris Yasser Arafats Fatah organisation.

Det ville være en god lejlighed ved OL i London på 40 året for OL massakren at mindes dem, der blev dræbt under OL i München. Den internationale olympiske komité har da også fået flere forespørgsler, men de har kategorisk nægtet – Måske fordi arabiske lande meddelte, at de ville boykotte OL, hvis der blev et minuts stilhed for jødiske israelere?

OL åbningsceremonien egner sig ikke til at mindes en så tragisk begivenhed, hedder det bl.a. som begrundelse. Det hindrede dog ikke den olympiske komité i ved åbningsceremonien alligevel at holde et minde for britiske døde. Hvor hyklerisk er det? Endnu mere hyklerisk bliver det, at man ved OLs åbningsceremoni i 2002 holdt et minde for ofrene for terrorangrebet 911. I 2010 under vinterolympiaden i vancouver, mindedes den internationale olympiske komité også ved et minuts stilhed atleten Nodar Kumaritashvili, som døde under træning.
Selvom hverken ofrene ved 911 eller de britiske døde har noget med OL at gøre, kan de mindes i en åbningsceremoni, men ofrene for et terrorangreb ved et OL kan ikke mindes? Hvad er den egentlige grund? Den internationale Olympiske komité havde endnu en begrundelse for afslaget. De ønskede ikke at blande politik og sport. De må dermed mene, at ofre for Al-Qaedas terrorangreb kan mindes uden at blande politik og sport, mens ofre for Sorte Septembers angreb ikke kan mindes fordi det ville være at blande politik og sport.

I øvrigt vil enhver, der så London OLs åbningsceremoni nok give mig ret i, at det var den måske mest politiske åbningsforestilling siden – ja, altså, i mange år.

Præsidenten for den palæstinensiske olympiske komité Jibril Rajoub sendte et takkebrev personligt til formanden for den internationale olympiske komité Jacques Rogge, og udtrykte tilfredshed med Rogges afgørelse. Han skrev bl.a. at sport er en bro for kærlighed, for enhed, og for udbredelsen af fred mellem nationerne, og at sport ikke må blive brugt til at sprede racisme.

Uhyggeligt, som der kan vendes op og ned på tingene, når terroren omtaler sig selv med ord som kærlighed, enhed og fred, og samtidig udtrykker, at det ville være racisme på 40 års dagen at mindes 11 uskyldigt dræbte OL atleter bare fordi de er jødiske israelere.

Det uhyggelige er vel ikke så meget, at Jabril Rajoub kan finde på at skrive sådan noget. Det uhyggelige er, at formand Jacques Rogge, og hele den internationale olympiske komité synes at mene det samme.   

Massakren i München i 1972 er den største tragedie, der er sket ved de olympiske lege i nyere tid. At de 11 atleter blev skudt, skyldes kun, at de var jøder og israelere – og nu 40 år efter, vil nogen sige, at den eneste grund til, at de ikke kan blive mindet er … at de er jøder og israelere.

N.B.: Det palæstinensiske flag blev ved åbningsceremonien båret ind af judo udøveren Maher Abu Rmeileh, som bor … Nope! Han bor i Øst Jerusalem.




OL flaget på halv ved et minuts stilhed for de 11 atleter i 1972. Det kom ikke til at ske i 2012, fyrre år efter tragedien.

Klik her for at se TV indslag om OL massakren 1972

Læg mærke til speakerens ord i den sidste del af dette filmklip. Næsten de samme ord, som nu er vendt 180 grader og brugt mod ofrene.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.