Ødelæggelsen af det jødiske kvarter i Jerusalem 1948

Af Simon Griis

Mange har den opfattelse, at jøderne kom til det hellige land i årene op til 1948 og skabte nationen Israel. Før den tid boede der stort set kun palæstinensere. Derfor kan det være svært at forstå historien om den dag i 1948, da arabere jagede jøderne ud af Jerusalem, hærgede deres hjem, plyndrede deres butikker og jævnede deres gravpladser med jorden.

Virkeligheden er, at der fandtes ældgamle jødiske samfund i Jerusalem, Hebron, Tiberias, Jaffa og andre byer. Jøder har været i Jerusalem gennem alle tider. Man talte ikke dengang om jøder og palæstinensere. Man talte om palæstinensiske arabere og palæstinensiske jøder.

Da kejser Hadrian i år 134-35 besejrede det jødiske Bar Kokhba oprør, rensede han hele landet for jøder, og forbød dem indrejse i området. Tænk på det billede, som males for vore øjne i evangelierne, om det jødiske samfund i det hellige land på Jesu tid. Hele dette billede slettede Hadrian; Ingen jøde måtte længere bo, hvor de havde boet siden Moses’ tid. Judæa og de omkringliggende provinser gav kejser Hadrian som en hån mod jøderne navnet ”Syria Palæstina” efter jødernes gamle fjender filistrene. Jerusalem jævnede han med jorden, byggede en ny romersk by ovenpå og gav den navnet Aelia Capitolina.

Der gik helt til det fjerde århundrede, før jøder igen kunne bosætte sig i Jerusalem. Med et noget mere moderne ord, kunne man sige, at allerede Kejser Hadrian tænkte i ”Judenfrei” områder. Til gengæld voksede det jødiske samfund i Jerusalem fra det fjerde århundrede, og blev igen en fast bestanddel af byen i mange århundreder frem i tiden. Det jødiske samfund var der, da det Ottomanske rige residerede over området fra 1517, og da Palæstina blev et britisk mandat fra 1917.

Da Israel vandt sin selvstændighed i uafhængighedskrigen i 1948 mod 5 arabiske nationer, tabte jøderne samtidig deres ældgamle ret til at bo i Jerusalem. Jordanske styrker erobrede det, jøderne kaldte Judæa og Samaria, og navngav det Vestbredden. Jerusalem, der indtil da i århundreder havde været under tyrkisk og engelsk overherredømme, faldt i jordanske hænder.

Jordanerne startede en systematisk udrensning af jøder i Jerusalem og hele området Judæa og Samaria. Det ældgamle jødiske kvarter blev hærget, butikker plyndret og de gamle jødiske gravpladser blev jævnet med jorden. Vestbredden og Jerusalem blev endnu en gang gjort ”judenfrei”, denne gang ikke af en romersk kejser men af jordansk-arabiske soldater.

Jordan proklamerede Vestbredden som en del af Jordan, og begyndte at annektere området. I perioden fra 1948 til 1967 var Vestbredden under Jordansk herredømme. I den tid talte ingen om palæstinensiske araberes rettigheder, ingen talte om en selvstændig palæstinensisk-arabisk stat, og i den tid fik ingen jøde lov til at besøge det eneste jødiske helligested i verden; Grædemuren.

Den 28. maj 1948 overgav Jerusalem sig til jordanerne. Det var en frygtens dag, en lidelsens dag og en sorgens dag for det jødiske folk i almindelighed, og for det gamle jødiske samfund i Jerusalem i særdeleshed.

 Jødiske familier venter i det jødiske kvarter på at blive eskorteret væk fra deres hjem af 

arabiske soldater efter Jerusalems overgivelse i 1948.

 Det jødiske kvarter efter arabernes plyndring og ødelæggelse.

 Jødiske familier forsøger at komme ud af Jerusalem, der er omringet af arabiske styrker i 1948

 Flygtende jøder forsøger at komme ud af Jerusalem gennem Zions Port.

 Jødisk pige flygter fra sprængningerne, da arabiske soldater sprænger dele af det jødiske kvarter.

 Araberne sprænger sig vej ind i Jerusalems gamle bydel, og besejrer byens forsvar.

 Sårede jødiske soldater på hospital efter Jerusalems overgivelse i 1948.

 Ældre jødisk mand venter på at forlade sit hjem og komme ud af det besatte Jerusalem.

 Jødiske familier evakueres ud af Jerusalem

 Såret jødisk soldat under behandling. Jerusalem 1948.

 Den arabiske legion angriber det jødiske kvarter.

Rabbi Ben Zion Hazzan Ireq overgiver Jerusalem, 28 March 1948