Noah, en meget god film



Af Simon Griis

Noah er da en god film. Fed fed fantasy, og et budskab til den moderne verdens mennesker om at der til deres ødelæggelse af jorden er vedhæftet en uundgåelig og uomtvistelig domsudslettelse, hvorigennem kun nogle få vil blive frelst - vegetarerne.

Det er ikke en bibeltro film, men det er en film, man kan snakke om med sine ufrelste venner. På den måde er den mindst lige så god som Ringenes Herre, Narnia og Matrix.




Så mange betragtninger og etiske dilemmaer i denne film. Evige konflikter beskrevet i Kain og Abel, i profeten Jonas, i Jobs ulykke, i Davids hårdtprøvede liv, og alle disse skrevet ind i denne episke mytefortælling om Noah.

Vegetarer lever længst, en mand går i stykker, når han ved et paradigmeskifte opdager, at verden (og Gud) ikke hænger sammen, som han var overbevist om, og kvinden er den, der i tider med mandens religiøse vanvid og bersærkergang, forbliver bærer af kærligheden, trofastheden, den jordnære fornuft, og den sande guddommelige åbenbaring - for ikke at sige livet selv.

... og åbenbarer filmen et mysterium? "Folk siger vel i Herredet at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker". I Bibelen har vi den underlige beretning om Noa, der falder i druk, da han har vundet den endegyldige sejr, men ingen forklaring på, hvorfor han gør det. Er det, som filmen foreslår, i virkeligheden fordi han er desillusioneret og forvirret, og ser sig selv som en fiasko som mand og gudsmand?

Noah - altså filmens Noah, som intet har med Bibelens Noah at gøre - er villig til at ofre alt for Gud og for den opgave, han mener, Gud har lagt på ham, men samtidig har han det utroligt svært ved det. Det er et stort personligt offer, han må bringe, og en stor pris, han må betale for at udføre det, han mener er etisk rigtigt.

Og stadig, det er altså en fantastisk skildring af kræfter, der kan slide en mand i stykker, når han står i en verden i voldsom forandring, og ikke forstår reglerne.

En mand med en loyalitet over for en Gud, som han ikke helt forstår, en mand med en overbevisning, der får opgaven udført, og en mand med en kærlighed, der kommer på tværs og alligevel i sidste ende vinder.

Her er alle de kristne kerneværdier, der kæmper og konflikter indbyrdes i ét menneske, og kærligheden, det største, som bliver løsningen på den indre konflikt og den ydre katastrofe. Kærligheden, der bliver svaret på Noahs overlevelse som menneske og menneskehedens overlevelse på jorden.

Jeg bliver mere og mere varm på filmen efterhånden som jeg skriver, kan jeg mærke

Jeg ved jeg får bøllebank af mine filmbuddies, hvis jeg giver den 8, og på IMDB får den da også kun 6,3. Den er ikke 8 værd som actionfilm, og den er slet ikke 8 værd som Bibelfilm, men der er så mange gode detaljer, så mange Bibelhenvisninger og så mange grundlæggende etiske spørgsmål, som vi også kan fundere over i vores postmoderne verden, at den alligevel har fået de små grå dendritter og aksoner til nærmest at eksplodere i elektriske neotransmittere i min hjerne, og æltet den grå og den hvide masse til et stort sammensurium af farver, og fyrværkeriet har næsten fået mig til at sige 8.

Spoiler Alert!!! Spoiler Alert!!! Spoiler Alert!!!

For resten en fed detalje, at det ikke er alle arter, der overlever turen. Nogle dræbes og nogle ædes undervejs – og vi, der er efterkommere af syndfloden, kan bevidne, at disse dyrearter vitterligt ikke længere eksisterer.

Dette er vel også en reminder til os om, at ingen er perfekt. Hvor der handles, der spildes, og når vi som imperfekte skabninger handler, må vi beregne en vis fejlmargin i alt, hvad vi tager os for.

De gammeltestamentlige personer står i kø med alle deres etiske dilemmaer og indre konflikter for at vise sig i denne Noahs liv. Møder vi ikke Abrahams store trosprøve, idet også Noah må lægge sit afkom på alteret, og ofre det til en retfærdig Gud? Og ser vi ikke tabet og den ubærlige smerten over det mistede, som måske ikke helt kommer frem i Bibelens beretning om Abraham, der lægger sin søn på alteret? jeg vidste ikke hvad Noah ville gøre i det øjeblik, han hævede mordvåbenet.

Gentager Abels og Kains broderkamp sig ikke i Noas kamp med Kainkongen, og er det ikke Abel, der vinder denne gang? Og er det ikke samme billede igen i næste generation, hvor Sem som den lydige søn bliver hos faderen og grundlægger den nye stamme, mens Kam som en anden Kain drager ud i det nye land med en forbandelse hængende over sig?

Og skræller vi næste lag af, drager Kam så ikke bort fra sin faders hus som den fortabte søn, og spørgsmålet stilles: ”Vil han vende tilbage?” Vi, der kender den nytestamentlige Jesu undervisning om den fortabte søn ved, at han vil vende tilbage, Hans fader Noah vil slagte fedekalven, og de vil holde en stor fest.

Og hvor befriende var det ikke, at Noah ikke udsagde en forbandelse over sin søn? Der var ellers lagt op til det, og jeg ventede bare på, at Noah skulle åbne munden og bringe os alle sammen ind i den gamle forslidte kliché med den troende, som altid har ret, og i sin egenskab af ”rigtig” fordømmer sin omverden, selv sine egne sønner. Men Noah siger intet, stirrer blot på sin søn, og man fornemmer, at han lever i erkendelsen af, at den forbandelse, der hviler over Kam, er påført ham af Noah selv.

Og er Noah ikke en anden Job, der mister alt, han elsker? Det har ingen betydning, hvad der sker omkring Noah. I hans sind har han allerede på et tidligt tidspunkt mistet sin dyrebare familie. Det er nemt at dø for en sag, men det er svært at leve med bevidstheden om, at alt, man elsker uvægerligt må dø, mens man magtesløs må se til - ja for så vidt allerede er taget fra én. Kommer man først ind i hovedet på en Noah og forstår dette, forklares mange af en sådan mands beslutninger og handlinger også.  

Er Noah ikke sin tids David, der med blod på hænderne må træde tilbage og lade sine sønner bygge den nye verden i overensstemmelse med Guds vilje, som Davids uskyldsrene søn Salomon – og ikke David selv - måtte bygge Guds tempel, bygger Noahs sønner nu en ny menneskeslægt med respekt over for hele Guds skaberværk og ærbødighed over for Gud selv?

Er Noah ikke en Jonas, sendt fra Gud med budskab om død, ødelæggelse og Guds dom over en dekadent og fordærvet menneskeslægt i sin samtid, og overraskes han ikke af Guds nåde midt i tragedien? Som Jonas sidder under planten og surmuler, drukner Noah frustrationerne i stærk drik brygget på egne sure druer.

Og de faldne engle, ja den er ikke helt som i Bibelen. De ønskede at hjælpe menneskene, da de faldt, og fløj mod jorden. Men de skulle ikke blande sig i Guds sager, og han dømte dem til at vandre omkring på jorden i en falden tilstand. Menneskene jager dem, og det er først da Noah har brug for hjælp, at de finder en vej til forsoning med deres skaber.

Man har virkelig medlidenhed med dem, og hvad var deres synd andet end en gentagelse af Isaks og hans moders, da de også ville hjælpe Gud med at holde løftet, han havde givet Isak?

Og i sidste ende, da historien er slut, sidder man alligevel og tænker, at alt - englenes opsætsighed, deres fald, deres hjælp til Noah, deres store offer for Guds vilje, og i sidste ende deres forløsning og frelse - alt var i Guds hånd og forudviden, og blot en brik i en større plan for at redde skaberværket.

En go' film.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.