Hellig Tre Konger

- ville de have nået Betlehem i dag?


For nogle år siden kom den israelske ambassade i Irland slemt i klemme, da en ukendt ansat på deres facebook skrev noget i retning af, at hvis Maria og Josef begav sig til Betlehem i dag, ville de som jøder sikkert blive lynchet. Det skabte et stort postyr, og Israel måtte undskylde for udtalelsen. Det var åbenbart politisk ukorrekt og absolut utilgiveligt at skrive noget sådant, også selvom der måske kunne være noget om snakken.    

Man kan måske også sige, at en diplomat går for langt, når han udtaler sig sådan, men i den anden ende af skalaen er der ingen hæmninger overhovedet. Det er blevet populært at skrive og tegne en situation, hvor Maria og Josef eller de vise mænd stoppes af Israels sikkerhedsmur, så de slet ikke har mulighed for at nå frem til Betlehem, hvis de skulle drage mod den by i vore dage.

For mig at se er den ene udtalelse ikke værre end den anden, og dog fordømmes den ene på det kraftigste, mens alle svælger sig i den anden, uanset om det er avisskribenter, politikere eller repræsentanter for f.eks. Folkekirkens Nødhjælp.

Men hvordan ville julefortællingen egentlig tage sig ud, hvis den skulle finde sted i vore dage? Ville det overhovedet kunne lade sig gøre at genskabe julens oprindelige fortælling om Frelserens fødsel i vore dage, og ville det være muligt for de vise mænd at nå frem til Betlehem? Bibelen siger:

"Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa ...

På Jesu tid var Nazaret en lille jødisk by i "hedningernes Galilæa", ukendt i den store verden. Det har ændret sig. Nazaret voksede gennem århundrederne og blev en kristen arabisk by med et lille muslimsk mindretal. I dag er det Israels største arabiske by med et stadigt voksende flertal af muslimer, der udgør omkring 70 % af byens indbyggere. Der lever stort set ingen jøder i selve byen, men i forstaden Nazaret Illit er majoriteten jøder. Maria og Josef ville ikke kunne komme fra Nazaret i dag, for der lever ingen jøder der.

Ifølge juleevangeliet, drog Josef og Maria fra Nazaret til Judæa; Jødeland. Ifølge onde satiriske tunger, ville de ikke nå forbi Israels sikkerhedsmur i dag, men ville højst sandsynligt blive stoppet ved checkpointene. Da Maria og Josef var jøder, ville det dog nok ikke være det største problem. At komme gennem vore dages Judæa ville måske skabe nogle helt andre udfordringer.

Efter det osmanniske rige tabte det hellige land til England, var området inklusiv det nuværende Jordan et engelsk protektorat frem til 2. verdenskrigs slutning. Ved Israels selvstændighedskrig i 1948, vandt det unge Jordan områderne Judæa og Samaria, og omdøbte dem til Vestbredden for at understrege, at de nu var en del af den samlede jordanske stat og udgjorde den vestlige del af landet.

Jordan annekterede Vestbredden, ødelagde de jødiske beboelser, herunder det jødiske kvarter i Jerusalem, tilintetgjorde de jødiske grave på Oliebjerget, og gjorde Judæa og Samaria Judenfrei. Således forblev det indtil krigen i 1967, da Israel erobrede området fra Jordan. I dag er der jødiske beboelser på Vestbredden, men om Maria og Josef skulle rejse alene og ubeskyttet fra nord til syd i dag, ville rejsen ikke være helt ufarlig.


Om en tostatsløsning skulle blive tilvejebragt en dag, har Abbas og flere andre palæstinensere proklameret, at der ikke vil være plads til israelere - i så fald ville der heller ikke være plads til Josef og Maria og deres lille søn.

... til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn"
"Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget"

I 1948 var 85% af Betlehems indbyggere kristne, i 2000 var tallet 40%, og i dag - kun 14 år efter - er tallet dalet drastisk til kun 15%. Hvert år forlader 1.000 kristne byen. Betlehem er et palæstinensisk selvstyreområde, og den kristne udvandring tog fart, allerede da Yasser Arafat overtog kontrollen med byen.

Men det var specielt under den anden intafada, at kristne fandt ud af, hvor sårbare de egentlig var, både i forhold til islamisk ekstremisme og israelsk pres på Vestbredden og det var også her, den mest intensive del af den kristne exodus havde sin begyndelse.

I dag udtrykker de kristne bekymring for deres fremtid i Betlehem. Lav fødselsrate, stor udflytning, en voksende muslimsk befolkning, og ikke mindst islamisk ekstremisme på fremmarch, herunder Al-Qaeda, som nu befinder sig på Vestbredden, fratager den kristne del af befolkningen håbet om en tryg tilværelse.

Der forekommer angreb på kirker og kirkegårde, overfald, overmaling af kristne forretninger med grøn maling og slogans, der meldes om diskriminering i regeringskontrollerede projekter, som ikke gives til ikke-muslimske virksomheder, og turister, der ellers kom til Betlehem i tusindvis, bliver væk.

Ville Maria og Josef kunne komme til Betlehem, om julehistorien havde udspillet sig i dag? Nogle har hævdet, at de sikkert ikke ville nå gennem de israelske checkpoints, men det ville de som jøder nu nok. I dag ville spørgsmålet ikke være, om Maria og Josef kunne komme gennem de israelske checkpoints, men snarere, om de kunne være trygge i Betlehem, der som resten af de palæstinensisk kontrollerede områder på Vestbredden og i hele Gaza er jødefri.

"I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 1Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket"

I den samme egn omkring Betlehem var der hyrder med deres hjord. Det har sandsynligvis været tempelhyrder, som har opdrættet får til brug ved ofringerne i templet. Jøderne har ikke ofret siden templet blev ødelagt i år 70, og derfor ville der sandsynligvis heller ikke være hyrder på markerne omkring Betlehem i dag.

Ud over det oplever Betlehem også i disse årtier, hvad mange landområder i verden oplever, at befolkningen øges, bebyggelserne vokser, og de "vidde bredder" med muligheder for græsning forsvinder. I Betlehem-området skal lægges til, at den skarpe opdeling mellem jødiske og palæstinensiske beboelser sammen med sikkerhedsmuren efterhånden gør det umuligt for en hyrde at færdes frit.  I dag er der kun få hyrder tilbage i området, og ingen er jødiske, alle er palæstinensiske arabere. Det ville altså være svært for en engel at finde hyrder at forkynde de glade nyheder for, hvis juleevangeliet skulle udspille sig i dag.   

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven,  tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud"

Da Jesus blev født for 2000 år siden, stod jødernes tempel endnu, og Maria og Josef bragte Jesus til templet for at lade ham omskære. Her ventede den gamle Simoen på dem for at lovprise Gud for frelserens fødsel.

Kun en generation efter Jesus, allerede i år 70, ødelagde romerne jødernes tempel, og skønt jøderne til alle tider har længtes efter at genopbygge deres eneste helligsted på jorden, har romerske kejsere, kristne og muslimer med held forhindret dem i det. I dag ser vi jøderne stå ved den gamle grædemur og bede, og mange kan nok ikke fatte dybden af deres sorg over ikke at have et sted på jorden, de kan kalde helligt og deres. De beder neden for den sidste rest af den vestlige mur.


På selve tempelbjerget er det forbudt for jøder at bede og det årlige besøgstal er meget lavt. De få jøder, der færdes på tempelbjerget chikaneres af palæstinenserne, og ved flere lejligheder er der blevet smidt sten efter dem.  Og det selvom området er under israelsk autoritet, og dermed i teorien også burde være under almene bestemmelser om religionsfrihed.

Hvis juleevangeliet skulle udfolde sig i dag, ville der ikke være noget tempel, som Maria og Josef kunne komme til, og ingen Simeon ville dukke op for at proklamere frelserens fødsel. Dengang færdedes tusinder og atter tusinder hvert år i templet. I dag færdes næsten ingen jøde der, og dem, der gør, gør det med livet som indsats.

"Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«"

De viise mænd fra Østerland kom for 2000 år siden for at tilbede det lille Jesusbarn og give gaver. Bibelen fortæller ikke noget om, hvem de var, eller hvor de kom fra, men gamle traditioner taler om, at deres hjemsted var Babylon eller Persien, eller at de måske endda var konger fra Saba, det nuværende Yemen. Kongerne af Saba var på det tidspunkt jødiske.

Kunne disse mænd have besøgt Jesus i Betlehem, om juleevangeliet skulle fortælles i vore dage? Spørgsmålet må snarere være, om de overhovedet ville have eksisteret.

Jøder har boet i Babylon (Det nuværende Irak) siden det babylonske fangenskab i det sjette århundrede f.Kr. Da Guds folk vendte hjem til det forjættede land efter frigivelsen, blev nogle tilbage i Babylon. Det jødiske samfund i Babylon voksede, og på et tidspunkt har der været mellem 800.000 og 1,2 millioner jøder i byen og området. Det blev et stærkt samfund baseret på landbrug og handel, og jøderne dragede nytte af at byen lå på handelsruten mellem Rom og Kina.

På Jesu tid var der endnu et stærkt jødisk samfund i Babylon, og måske kom de tre vismænd herfra, om ikke fra Saba eller Persien.

I 1947 var der stadig 150.000 jøder i Babylon, det nuværende Baghdad, Irak, men chikanerier og forfølgelser fik i løbet af få år den jødiske befolkning til at flygte fra landet. Allerede under anden verdenskrig, da den nazivenlige Rashid Ali kom til magten, myrdedes jøder på åben gade.

Efter 1948 blev zionisme erklæret en forbrydelse, og jøder begyndte at strømme ud af landet. Da magthaverne opdagede det, frøs de alle aktiver ejet af jøder, som forlod landet, samtidig med, at de lagde økonomiske restriktioner ned over de jøder, som blev.

Efter 1967 krigen blev 3.000 jøder arresteret og deres jobs blev taget fra dem. Nogle blev hængt offentligt, og ved et tilfælde marcherede en halv million irakere forbi deres lig.



I dag vurderes det, at der er 5 eller 7 jøder tilbage i Irak. Det ældgamle samfund er totalt tilintetgjort. I to et halvt tusinde år har jøder levet i Babylon, men den tid er forbi, og landet er gjort "Judenfrei". Hvis de viise mænd stammede fra det gamle jødiske samfund i Babylon, ja så ville der ikke være nogen vismænd til at begive sig ud på rejsen til Betlehem i dag.

Men måske var de viise mænd fra Saba, det nuværende Yemen. Her var et stærkt jødisk samfund, som kan spores tilbage til det tredje århundrede f.Kr. Der er dog ikke mange tilbage i dag. I 1922 gennemførte det muslimske styre en lov om at alle forældreløse børn af jødisk afstamning skulle tvangskonverteres til islam. I 1947 / 48 var der flere tilfælde af antisemitiske uroligheder, hvor jøder blev dræbt. I 1949 / 50 genemførte Israel operation "Magisk tæppe", og flyttede stort set hele den yemitiske jødiske befolkning på 50.000 til Israel ad luftvejen.
    

I dag er der under 90 jøder tilbage i landet. Alt i alt ville det i dag være svært at finde vismænd fra jødiske samfund i "Østerland". Over alt i den muslimske verden har der været en exodus af jøder, der har efterladt landene uden jøder, "Judenfrei".  

"Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.«"

Josef og Maria flygtede til Ægypten, fordi Herodes stod Jesus efter livet. Ville det kunne lade sig gøre i dag? Jøder har levet i Ægypten siden 1.300 år f.Kr. I 1926 vedtog Ægypten en lov, der sagde, at kun de borgere, som racemæssigt hørte til majoriteten i Ægypten, som talte arabisk eller havde islam som religion, kunne få statsborgerskab. Det var det første skridt i retningen af at få forvist alle jøder i landet.


I 1967 levede der stadig 63.500 jøder i Ægypten, men antisemitiske uroligheder, der efterlod dræbte jøder, satte gang i udvandringen. I 1947 vedtog Ægypten en lov, som sagde, at 90 % af enhver virksomheds arbejdsstyrke skulle være etnisk ægyptisk. Det fratog jøderne deres jobs og eksistensmuligheder. I årene efter blev titals jøder dræbt 100 tals sårede og tusinder arresteret og sat i fængsel. I 1956 forviste det ægyptiske styre 25.000 jøder fra landet, vel at mærke efter de havde frataget dem al ejendom og alle værdier.

Man vurderer, at der i dag er færre end 40 jøder tilbage i Ægypten, og det muslimske broderskab har  udtalt, at der i et ægyptisk samfund under deres herredømme ikke vil være plads til én eneste jøde. Maria og Josef ville ikke kunne flygte til Ægypten i dag for at redde deres og Jesu liv.

"Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: "I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere"."

Rakels grav, et jødisk helligsted gennem 1700 år, ligger i udkanten af Betlehem, og mens byen er under palæstinensisk styre, er Rakels grav stadig under Israelsk beskyttelse. Og med god grund, for i arbejdet for at udviske jødisk forbindelse til landets historie, har gravstedet været under bombeangreb flere gange. Alene i 2013 blev Rakels grav søgt angrebet eller saboteret 200 gange.

Rakel græder stadig den dag i dag, og i vore dage mere end nogensinde før, er hendes tårer relevante. Hun græder, og vil ikke lade sig trøste. Hun græder over sine børn, for de er ikke mere. Hendes børn er ikke i Betlehem, ikke i Saba, ikke i Babylon, ikke på tempelbjerget, ikke i Ægypten. 

Men hvor lang tid vil Rakels grav stå som et monument over Rakels tårer for sine børn? Om det inden længe lykkes en ekstremist at bombe hendes grav, som det er lykkedes at udslette Josefs grav, vil hun ikke længere have det sted at græde, og jøderne vil have mistet endnu et historisk mindested.


Helligtrekonger? Det ville ikke kunne lade sig gøre i vor tid. Hvor underfuldt, at Gud lod Messias føde da "tidens fylde" kom, da Gud så det var den perfekte fuldkomne tid. Havde han ventet til vore dage, ville det ikke kunne lade sig gøre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.