Om Jesus havde gjort
sig berømt inden for et af de nævnte felter, uanset om det var kunst, videnskab
eller politik, så ville Han kun have gjort noget for et fåtal af mennesker,
nemlig de få, som nu forstår sig fuldt ud på sådanne ting.
Nej, Jesu storhed
ligger i Hans karakter. Jesus kom for at vise os vor Guds og skabers inderste
væsen og for at genføde og restaurere menneskets sind og karakter. Og i dette
er Jesus ikke kun for en udvalgt forstandig og uddannet elite, men for alle.
Gennem sit liv og sin
færd, viste Han os ved sin opofrende kærlighed Guds evige sindelag, og Han
banede vejen for den menneskelige karakters gendannelse.
Ikke på den måde, at
Han blev vores forbillede, som vi skal forsøge at efterfølge, et ideal, som vi
skal prøve at leve op til. Nej, Jesus banede ved sin død på korset vejen til en
mirakuløs genfødelse af hver den, som tror på hans navn. I denne genfødelse kan
vi med overbevisning sige, at det gamle er forbi og noget nyt er blevet til. Vi
er ikke længere den samme gamle personlighed. Jeg er et nyt menneske, fordi Han
gjorde mig til det.
Frelsen er
genfødelsens under, og derfor må forkyndelsen om den nye fødsels nødvendighed i
ethvert menneske aldrig forstumme. Jesus sagde til Nikodemus: "Sandelig,
sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på
ny". Det er en sandhed, som stadig gælder i dag. Ingen kan se Guds rige ved
at være religiøs, ved at gå i kirke, ved at kalde sig kristen, have kristne
meninger, eller interessere sig for teologi. Guds rige kan kun ses af den
genfødte kristne. De (som tog imod Jesus) blev ikke født af blod, ej heller af
køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud. (Johannes 1.13). Hver den,
som tager imod Jesus som sin personlige frelser, fødes af Gud, eller som Jesus
udtrykker det over for Nikodemus: af vand og Ånd.
I dette nye liv,
ligger en vækst, en dannelse af karakteren, også kaldet en helliggørelsesproces
frem mod et bestemt sindelag. Se hvad Peter skriver: ”Da I har renset jeres sjæle i
lydighed imod sandheden til at nære oprigtig broderkærlighed, så elsk hverandre
inderligt af hjertet, genfødte som I er, ikke af forkrænkelig, men af
uforkrænkelig sæd, ved Guds levende og blivende ord” 1 Pet 1,22
Ifølge Peter er
kærligheden det naturlige resultat af en genfødelse. Han kan ikke forestille
sig et genfødt menneske, der ikke ejer broderkærlighed. "Genfødte, som I
er", skal I elske hverandre. Karakterdannelsen går mod den fuldkomne
kærlighed. Var det ikke netop Kristi storhed? Er det ikke netop det, vi
berømmer Ham for? At Han i liv og gerning viste os Faderens store kærlighed?
På hvad skal vi måle
Kristi storhed? Hans afgjorthed? Hans nidkærhed? Hans åndelige indsigt? Hans
evne til bedømmelse? Nej, Hans kærlighed til mennesker er grunden til, at vi
stadig kender denne tømrersøn fra Nazaret.
Og hvad med os? Hvad
skal vi rose os af? Om ikke af det eneste, der gælder, når alt kommer til alt,
nemlig Kristi kærlighed, udgydt i vore hjerter? Siger Paulus ikke, at denne
kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden? (Rom. 5.5), og når alt
andet når sin ende og menneskers storhed blegner. Ja, når selv det, vi har
skattet i menigheden ikke længere er nødvendigt. Når alt det timelige og det
stykkevise forsvinder, står kun den absolutte fuldkomne kærlighed tilbage i
universet. Den kærlighed, som har været i Faderen i al evighed, som han
åbenbarede os gennem sin Søn, og som vi har fået del i - ikke blot fordi vi
blev genstand for Hans kærlighed, men fordi Han udgød den i vore hjerter, så vi
kunne elske, hvor vi ikke før kunne elske.
Johannes Døber sagde
om Jesus "Han bør vokse og jeg blive mindre". Dette er
karakterdannelsens hemmelighed; At jeg bliver mindre, men Han, Kristus lever
sit liv i mig, og Hans kærlighed vokser i mit indre. Paulus taler om, at
mennesker i menigheden, der kan tale i andre tunger, udlægge, profetere og
bedømme og som ejer al kundskab og tro, ikke kan bedømmes på disse ting. De kan
eje dem, endda i overflod, men ejer de ikke kærlighed, er de intet i Guds rige.
For Guds kærlighed er det eneste, som består.
Paulus siger i sit
første brev til Korintherne: "Den åndelige derimod kan bedømme alt, men
selv kan han ikke bedømmes af nogen" Hvor ofte ser vi ikke den
åndelig som den, der påberåber sig store åndelige gaver og dyder?. Og hvor
gerne ønsker vi ikke, at vi er de åndelige, som kan bedømme alt, uden at nogen
kan bedømme os? Men hvem er den åndelige her i virkeligheden? Han er den
kærlige. Han er den ud fra hvem, Kristi kærlighed strømmer. Så enkelt er det.
Hvorfor kan ingen bedømme Ham? Fordi de ikke ser Guds storhed i et kærligt
sind.
Mange tror, den
åndelige ikke kan bedømmes, fordi Han er så vældig dyb, og viis, og ulæselig, og
fordi ingen forstår Ham. Dette vil den, der ønsker at fremstå som noget vældigt
også gerne overbevise sine medmennesker om - og dette er jo også sandhed i så
mange religioner verden over. I den kristne tro er tingene dog langt mere
enkle. Den, der elsker, er af Gud, og så er der ikke så meget mere at sige om
den ting.
Og når vi trænges op i
en krog uden at kunne fremvise kærlige ord og handlinger, så påberåber vi os,
at kærligheden kan være barsk, og kærligheden kan gøre ondt, og kærligheden
tugter, og kærligheden fortæller den ubønhørlige sandhed, som om vi alene er
udkaldet til at fremføre den barske side af Guds kærlighed. Og i virkeligheden
er det en panisk undskyldning for vor manglende kærlighed og forståelse for
andre mennesker.
De tre største ting i
Guds rige er tro, håb og kærlighed. Vi har en tendens til at skatte tro og håb
højest. Troen, ved hvilken Gud udfører mirakler, baner nye veje, udfrier
besatte og helbreder syge, og håbet, som ligger i vores undervisning om Biblens
profetier og endetidens tegn på Herrens snarlige genkomst. Men højt hævet over
selv disse store ting, står Guds kærlighed udgydt i menneskehjerter.
Gud er kærlighed,
Kristus er Guds kærlighed åbenbaret, og det nye liv i Kristus er kærlighed.
Bibelen taler om frelsen som en trefoldig størrelse. Vi taler om frelse som en
øjebliksoplevelse, idet vi kommer til tro. Her siger vi i tro på Kristi værk,
at vi ER frelst af nåde. Vi taler også om frelse, når vi ser frem til den dag,
vi skal mødes på himmelens strand, frelste fra verdens farer og Djævelens listige
angreb.
Man frelsen har et
tredje ben, og det er livet fra vi fødes på ny og til vi står i himmelens land.
Livet i Kristus, vandringen med Ham, helliggørelsen ved tro af Guds nåde,
karakterdannelsen. Se, hvad Paulus skriver til romerne:
”Jeg bruger et udtryk fra
menneskelivet for jeres svage kødelige naturs skyld. Ligesom I nemlig før
stillede jeres lemmer som trælle til rådighed for urenheden og lovløsheden, så
det førte til lovløshed, således skal I nu stille jeres lemmer som trælle til
rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse.” Rom 6,19
Vor helliggørelse
består i, at vi stiller vore lemmer til rådighed for Guds retfærdighed. Hvad er
Guds retfærdighed? At Han viste os sin kærlighed ved at sende sin søn i døden i
stedet for os, selvom vi var blevet kendt skyldige i vor synd. Det er Guds
retfærdighed. Hvad er vores helliggørelse, karakterdannelse og vækst i Kristus?
Livet i kærlighed. Hvem kan bedømme noget så åndeligt som det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.