Ingen plads til offerrollen i Kristuslivet

Bibelen taler om en vækst i den troendes liv, en nødvendig proces, en opbyggelse i et indre liv og i et fællesskab med troende søstre og brødre. Ikke alene troslivet og menigheden, men hele skaberværket vidner om, at liv er vækst. Intet kan holde sig i live, om det ikke vokser. Stilstand er død og intethed. Liv og fuldkommengørelse er udadstræbende og opadstræbende. Som blomster strækker sig mod lyset og dyreungen vokser, således er selve livet en strækken sig efter et mål, efter en mening, ja selve meningEN med tilværelsen.

Paulus levede ikke i stilstand, men glemmende det, der lå bagved, rakte han konstant efter det, der lå foran ham, det kald og den sejrspris, som Gud i sin alvidenhed havde lagt til rette for Paulus (Fil.3.13). Hos Paulus er der ingen apati, men snarere en vedvarende iver efter at nå ny erkendelse i Kristuslivet, ny åbenbaring i Skrifterne, nye dybder i Gudssamfundet, og en til stadighed større vækst i kærlighedslivet, først til Gud og hans Ord, og dernæst til Guds tjenere, og menighedens brødre og søstre.

Hvor stor forskel er der ikke fra dette og så til den apatiske offerrolle, som vi ofte tillader hinanden at leve i, og endda opmuntrer hinanden til at forblive i? Hele vort samfund er gennemsyret af undskyldninger, som vi ”føler” vi har ret til at give, for vor tale og vore handlinger. Vi har ikke ansvar for os selv, vi kan ikke gøre for det, for vi ”blev lige hidsige, eller vi har haft en dårlig dag, eller vi er lidt nede psykisk, eller vi har haft en svær barndom, eller vi sad skævt på potten som lille”. Alle disse ytringer har det ene formål, at forklare hvorfor vi ikke kan tage ansvar for os selv og vores liv.

Denne samfundsorden har smittet langt ind i menighederne, hvor vi har lært, at vi ikke kan gøre for det, og hvor det ypperste udtryk for Kristi kærlighed iblandt os er den omsorgsfulde trøst, der ikke alene lindrer og opmuntrer, men også fastholder os alle i en fastlåst offerrolle, som det er umuligt at komme ud af. Vi sidder i en skruetvinge, uden mulighed for vækst, uden mulighed for læring, alene fordi vi holdes fast af brødre og søstres misforståede fejlomsorg og postmodernitetens psykologis besmittelse af forkyndelsen. Vi har brug for mere og mere trøst. Vi får mere og mere trøst. Og vores liv bliver mere og mere trøstesløst.

Glemmer jeg noget? Nej, jeg har ikke glemt det største i den troendes liv; næstekærligheden, omsorgen, og den udrakte hånd til mennesket i nød. Jeg siger bare, at i et åndeligt liv, i livet i Kristus, har næstekærlighedens ædelsten mindst to facetter. Når min dreng falder og slår knæet, og det begynder at bløde, så tager jeg ham op, trøster ham, standser blødningen, og giver ham måske et plaster på. Alt dette har vi forståelse for, og vi kan relatere det direkte til Evangeliet.

Men der er mere: Hvis jeg lader drengen blive i denne tilstand af erkendt smerte, medlidenhed og trøst, gør jeg ham ingen tjeneste. Min kærligheds næste trin må være at rejse ham op igen. ”Kom så cowboy! Op på hesten igen!”. Ægte kærlighed fastholder ikke i selvmedlidenhedens apati, men løfter og forvandler. Jesus løftede altid. Hvor end han greb ind i et menneskes liv, oplevede denne at blive løftet fra én tilstand til en anden. Den døde blev oprejst til nyt liv, den syge blev rejst fra sygesengen, den spedalske blev ren, den syndige fik tilgivet sine synder, og ethvert menneske, der mødte Kristus, blev forvandlet. Altid fra én tilstand til en anden.

Paulus siger til de troende, som han var lærer for, at han plantede, og Apollos vandede, men Gud gav væksten (1.Kor.3.7). Det er vigtigt, du forstår, at jeg ikke presser på, at jeg ikke har et eller andet succeskriterium for udvikling, jeg vil sælge dig, at jeg ikke taler om personlig realisering, og mental udvikling. Jeg taler ikke om andet og mere end den vækst, Gud har forudbestemt for dig. Jeg ved ikke, hvad den vækst er i dit åndelige liv, jeg ved ikke hvad dens væsen er i dit tilfælde, og i hvor stort omfang, du skal vokse. Jeg ved kun, at Paulus siger, at Gud giver væksten, altså er der en vækst, også for dig.

Taler jeg imod freden i Gud og hvilen i Kristus? Nej, Paulus viser med al tydelighed, at hvilen i Kristus, og løbet på den åndelige væddeløbsbane efter sejrskransen er to sandheder, som eksisterer side om side uden at ophæve hinanden, ja komplementerer hinanden og sammensmeltes i en højere enhed.

Taler jeg imod den selvfornægtende næstekærlighed, som rækker hånden til den svage og den faldne? Nej, på ingen måde, Kristi eget liv vidner om, at der ikke er nogen modsætning mellem den umiddelbare hjælp til den nødstedte og hjælpen, der skal bringe den nødstedte videre i livet. Det er som med ulandsbistand til Afrika. I alt for mange år har det rige vesten hovedsageligt bragt akuthjælp, der kun lige skal hjælpe den sultende til at overleve. Denne hjælp uden anden form for bistand, vil fastholde en sultende befolkning på et absolut minimum af levevilkår uden mulighed for udvikling. Virkelig hjælp kræver så meget mere.     

I menigheden må vi minde hinanden om, at vi er forpligtet til at løfte hverandre til nye højder i alle livets situationer. Vækst og læring er i menigheden en grundlæggende livsbetingelse, uden hvilken vi vil visne hen i stereotype religiøse tvangshandlinger og ritualer frarøvet enhver egentlig mening. Bibelen taler om, at vi er på vandring, at vi vokser, at vi opbygges i vort indre liv, såvel som i vore relationer til brødre og søstre. Vi må ikke benægte dette, men tværtimod opmuntre og fremelske det i det fællesskab, vi hver især kommer i.

Selvom ordene ”miljø” og ”atmosfære” ikke er ord, vi ofte bruger i de kredse jeg færdes i (Thi det handler ikke om miljø, men om Helligånd, og det handler ikke om atmosfære, men om Helligånd) så vil jeg alligevel driste mig til at bruge dem her. Menigheden, som i forvejen er en smeltedigel af alle mulige mennesker med alle mulige temperamenter og i alle mulige livssituationer, må også nødvendigvis være et vækstmiljø. Der må være en atmosfære af læring og åbenbarelse. Der må være en larm som fra en byggeplads, hvor der konstant arbejdes på opbygningen af nye skabninger i Kristus og af menigheden som et åndeligt hus, som Guds tempel.

Menigheden må være en buldrende byggeplads snarere end et hospice, hvor alt håb om Kristusforvandling og nyt liv er forsvundet som dug for solen og erstattet af en omsorg og trøst, som fastholder os i selvmedlidenhedens og dødens favntag. Er det for hårdt? Det er selvfølgelig ikke meningen, at det skal være hårdt, men når jeg faldt som barn, så havde jeg da mest lyst til at høre mors milde røst, der sagde ”Nåeh, slog du dig? Det var da også synd for dig!” og ikke så meget lyst til fars stemme, der sagde ”Det går fint. Op igen, du!”. Men det ændrede jo ingenting, op måtte jeg, og videre – og så var det jo ikke så slemt alligevel.

Paulus taler om, at vi som kristne er kaldet til et fællesskab, til et samfund i menigheden. Ingen er kaldet til enegang, ingen er kaldet til en eremittilværelse. Kun sammen kan vi få lov til at opleve den livsforvandlende oplevelse, som bedst kan beskrives med det instrument, som får lov til at spille i et stort orkester. Sammen får vi lov til at opleve, at det instrument, Gud gør os til, indgår i en større helhed, et større formål, en fantastisk symfoni, hvor vi alle vokser i klang, samhørighed og åndelig modenhed. At opleve den indre vækst i det åndelige liv er stort, men den egentlige mening med tilværelsen i menigheden ses først, når min indre åndelige melodi spiller sammen med andre lemmer på kristi legeme. Det er her, at alt pludselig bliver større end én selv.

Paulus betegner dette fællesskab, denne menighed som et legeme, Kristi eget legeme på jord. Alene Paulus’ valg af legeme som billede, viser, at han tænker vækst, vigør og liv. Her er intet statisk, ingen apatisk tilstand, men konstant vækst, forvandling, modning og læring. I dette fællesskab beder Paulus til Gud om, at der må være virksomhed for Kristus, og om en vækst i erkendelsen af alt det gode, som er givet os i Kristus (Filemon.1.6). Bemærk her, at erkendelse ikke er tanke, teori, teologi eller rigtige meninger. Erkendelse er sandhed, som er blevet til liv, vel at mærke virkende, handlende, udadfarende kærlighedsliv. Jeg har mødt kristne, som har alle de rigtige meninger, men alligevel ikke ejer livet, og aldrig har været med til at løfte nødstedte mennesker til et nyt liv i Kristus. De kan sige alle de rigtige ting, men der kommer intet livgivende ud af deres mund, og ingen velsignes.

Johannes går videre og siger, at vores fællesskab har sit grundlag i forkyndelsen; ”Det vi har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med os” (1.Joh.1.3). Hvis vores fællesskab er baseret på forkyndelsen, da er alting lige pludseligt ikke lige meget og ligeværdigt. Der er god forkyndelse, og der er dårlig forkyndelse, der er sand forkyndelse og der er falsk forkyndelse, der er lovforkyndelse og der er nådesforkyndelse. Der er livsforvandlende åbenbarelsesforkyndelse, som åbner himmelen for vort sind og der er intetsigende hjemmestrikket ærkevrøvl. Kun den Kristusfokuserede nådesforkyndelse giver grundlag for åndelig vækst.

Næste skridt for Johannes er dette; I det fællesskab, som er opstået som et produkt af Kristusforkyndelsen, og kun eksisterer i kraft af denne forkyndelse – i dette fællesskab har vi også fællesskab med Faderen og med Jesus Kristus (1.Joh.1.3). Læs lige den sætning igen, gerne to gange. Hvor kan vi finde fællesskab med Jesus Kristus? I det fællesskab med brødre og søstre, som springer ud af Kristusforkyndelsen!

Kristus er hovedet for menigheden, han er sit legemes hoved (Ef.1.22 og Kol.1.18). Vi er en åndelig, organisk uadskillelig enhed – Jesus Kristus og menigheden - levende, virkende, handlende, voksende, som vi ser det i ethvert andet legeme i den kendte fysiske, synlige verden. Alle lemmer, uanset, hvilken slags, de er, og uanset om de er stærke eller svage, uanset om vi ærer dem eller blues ved dem, så er de en del af Kristi legeme, og som levende lemmer, er de i vækst.

Når nu Kristus er legemets hoved, og vi er kaldet til samfund med ham, så er vi kaldet til et samfund ”opad”!

Da Kristus blev menneske, kom han til os, til jordens de laveste egne, og blev som os, ja, blev én af os. Han opgav sin ret til at være Gud lig, for at blive mennesket lig, og i denne fornedrelse at frelse sit skaberværk (Fil.2.6 og heb.2.17). Han kom ned til os og ”tabernaklede” iblandt os, som der står i Johannes Evangeliet.

Men nu har han besejret døden og Satan. Han opstod på tredjedagen, og fór til himmels, hvor han i dag sidder ved Faderens højre hånd. I dette er han hovedet for menigheden, og det er denne opstandne tronesiddende himmelske Kristus, jeg har fællesskab med, når jeg har fællesskab med menighedens hoved (1.Kor.1.9).

Og i dette møder jeg det modsatte. Kristus ”vokser ikke ned til mig”. Mit fællesskab er ”opad!” – Opad i en vækst mod Kristus. Han drager mig mod det himmelske. Her er ikke stilstand, her er ikke dødvande. Opad er opad. Opad er ikke stilstand.

I dette fællesskab oplever jeg en proces, en kontinuerlig forvandling. Eftersom jeg ser Kristus, forvandles jeg til det samme billede, fra herlighed til herlighed, fra åbenbarelse til åbenbarelse (2.Kor.3.18).  I fællesskabet med hovedet, vokser jeg og hele menigheden ”Guds vækst” (Kol.2.19).

Sandheden tro (nemlig den sandhed, som ligger i den sande forkyndelse til forskel fra den falske forkyndelse), i kærlighed (nemlig den kærlighed, der både bøjer sig ned til den svage, og som også løfter ham op, og sender ham videre i livet), vokser vi op til ham, som er hovedet, nemlig Kristus selv (Ef.4.15-16). Når der står, at vi ”vokser op til ham”, kan nogen måske forstå det derhen, at der er noget vi skal ”leve op til” aka ”vokse op til”. Måske skulle vi hellere oversætte ordene eis auton med ”vokse ind i”. Vi skal ikke leve op til, men det er naturligt, at vi ”vokser ind I” Kristus.

Her er det ikke længere muligt at leve et forsumpet, selvmedlidende offerliv, hvor vi har en undskyldning og en forklaring til alt, vi siger og gør. Her er vi til stadighed i en proces, i en vækst. Her lever vi med åndelig læring som grundlæggende livsbetingelse. Her er vi konstant på vej fra et sted til et andet. Vi oplever selvfølgelig ikke, at der natten over sker et mirakel, så vi med et knips bliver fuldkomne mennesker, uden synd, plet eller rynke. Kun ét menneske er uden synd, Kristus selv! Det er slet ikke det. Det er væksten, det er den stadige bevægelse fra noget dårligt til noget godt.

Bibelen lægger ikke skjul på dette. Den siger ret tydeligt, at vores liv er en bevægelse væk fra utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed,

egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige (Gal 5,19-21) og frem mod kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, og afholdenhed.
(Gal 5,22-23).

Grundtvig sagde, at sandhed og kærlighed er bedre end løgn og bedrag, og han havde ret.

Vi vokser i vort indre åndelige liv, men vi vokser også på alle andre områder i vort menneskeliv. Vores moral højnes, vores etik bedres, vi dygtiggøres i kunsten at holde vort legeme i ave og leve retskaffent og nøjsomt. Vi vokser i kærligheden, og drevet af Guds vilje giver vi os hen, først til Herren og dernæst til Guds tjenere og menigheden (2.Kor.8.5).

I denne vækst oplever vi, at en del af modningen faktisk sker helt uden for vor bevidsthed. Vi registrerer ikke det, der sker, men opdager på et tidspunkt, at en forvandling har fundet sted. Tyven stjæler ikke mere. Bedrageren snyder ikke mere, drankeren drikker ikke mere osv. osv. Jeg er ikke, hvad jeg var før, og mine handlinger og min færden har forandret sig. Jeg er i sandhed et nyt og forvandlet menneske, som Bibelen taler om. Det er ikke et bedrag. Det er ikke blot en teoretisk mulighed. Det er en erfaret åndelig virkelighed – og nu har jeg også erfaret dette (2.Kor.5.17).  

Men der er andre elementer i mit liv, i mit sind og i min karakter, som jeg måske vil opdage, ikke lader sig forandre så let. Jeg undres; Hvorfor forsvinder nogle gamle dårlige vaner så let, mens andre synes at være så sejlivede, at det er en umulighed at blive dem kvit? Det er netop her, vi ikke længere finder forklaringer og undskyldninger. Det er her, vi ikke længere søger trøst og forståelse, og en undskyldning for at blive i den selvmedlidende offertilstand. Det er lige præcis her, jeg siger mig villig til at lade Gud arbejde i mit indre.

Den, der vil lære, må studere. Den, der vil vinde de olympiske lege må træne og holde sit legeme i ave. Paulus bruger begge disse billeder om livet i Kristus. Forkynder jeg nu døde gerninger? Er jeg på vej til at tale om anstrengelser for at opnå frelsen eller behage Gud? Nej, slet ikke. Jeg taler om det viljesliv, som er naturligt for den nye skabning i Kristus.

Det viljesliv, som er det naturlige kristenliv, higer efter Ordets uforfalskede mælk som et nyfødt barn, for ved det Ord at kunne vokse op til frelse (1.Pet.2.2). Jeg kan næsten ikke finde noget stærkere ord end hige. Min vækst er uløseligt knyttet sammen med Ordets uforfalskede mælk (som er den sande forkyndelse til forskel fra den falske forkyndelse). Jeg er mig bevidst, at må modtage Guds Ord, og jeg er mig bevidst, at min nødvendige vækst er afhængigt at Ordet.

Jeg skrev før, at mit samfund med Kristus, er et samfund ”opad!” – ”opad!” mod menighedens hoved. Min trosstilling er, at jeg er opvakt med Kristus. Min trosvandring og –vækst er, at jeg søger det, ”som er oventil, hvor Kristus er” (Kol.3.1). I ordet ”søge” ligger en anstrengelse, en udmærkelse, et arbejde. Jeg kommer ikke sovende til en søgning, og jeg finder intet, dersom jeg er lad og ”gideløs”.

Jesus siger ”søg og I skal finde”. Hvem finder? Den, som søger. Søg! Bank på! Bed! Alle er det begreber, der indebærer et bevidst viljesliv. Det kristne liv er et liv i konstant erfaringsudvikling, i kontinuerlig læring, i vækstproces. ”Prøv alt, hold fast ved det gode!” siger Paulus (1.Tess.5.21). Det betyder ikke at alt er lige godt. Det betyder netop, at der er noget, som er godt, og der er noget, som er spirituel hø og hakkelse. Og du skal i dit liv lære at kende forskel!

"Prøv alt, hold fast ved det gode!" betyder ikke, at jeg prøver alt, som mit kød og min sjæl begærer. Min søgen er jo retningsbestemt, den er fokuseret. Jeg søger det, som er oventil, hvor Kristus er. Det er i min søgen, rettet og fokuseret mod hovedet, Kristus, at jeg prøver alt, og det er i denne vækstproces fremad og opad, jeg prøver alt, og holder fast ved det gode.

Målet for hele dette spændingsfelt, dette sitrende læringsrum gives i Kol.2.10 og Ef.4.13. Vi har del i Kristi fylde (Dette er vor trosstilling). Og i dette liv vokser vi i kærlighed, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde (Dette er vor trosvandring, vor tros-vækst).

Hvem vil være med i sådan en menighed? En menighed, hvor vi ikke fastholder hinanden i offerrolle, og hvor vi ikke bilder os selv ind, at det er synd for os alle sammen, og at der selvfølgelig er en forklaring og en undskyldning for alle vore handlinger og alle vore uoverlagte ord. En menighed, hvor vi tager ansvar for vore og hinandens liv.   

Hvem vil være med i sådan en menighed, hvor alting ikke er lige godt og ligeværdigt. Hvor der ER forskel på sandhed og løgn, på kærlighed og bedrag. Der ER forskel på god og dårlig moral. Der ER forskel på sandt åndeligt liv og fantasifuldt selvbedrag. Der ER forskel på godt og ondt. Der ER forskel på den kyndige åndsfyldte Bibellærer og det selvbestaltede drømmetydende, syne-modtagende, klåge-åge vrøvleøre.  Hvor der ER forskel på reelt åndeligt virkende handlende liv, og det følelsesstyrede dagdrømmeriske pseudo-åndsliv.

Hvem vil være med i sådan en menighed, hvor vi alle hviler i Kristus, men samtidig er på rejse? En dannelsesrejse mod himlen, mod Kristus, der sidder ved Faderens højre hånd. En rejse i selverkendelse, i Kristuserkendelse, i stadige erfaringer udi åndslivet, i læring, i vækst, i opbyggelse – I det hele taget i den mening, Gud har med sit folk – I den frelsesplan, som han har lagt for sin menighed.

Hvem vil være med?