Pinsehøjtiden er kun for kristne i fællesskabet

Pinsen er en af kristenhedens 3 største højtider, men det er også den mest oversete og undervurderede. Danskerne har styr på julen og ved lidt om påsken, men pinsen er og forbliver et mysterium for den danske befolkning.

I virkeligheden er pinsehøjtiden kun for den kristne, og egentlig kun for den kristne i fællesskabet.
Der findes ingen pinsehøjtid uden for menighedsforsamlingen.

En Googlesøgning vil give følgende træf:

Julemad 384.000 træf

Påskemad 20.600 træf

Men Pinsemad hitter med sølle 1.100 hits.

Søger man på pynt, får man følgende resultater:

Julepynt ikke mindre end astronomiske syvmillionerottehundredeogsyvtitusinde (7.870.000) træf

Påskepynt med det guddommelige tal 888.000

Og Pinsepynt igen med sølle 413 hits.

Den gamle biskop Jan Lindhardt påstod, at vi husker med maven, og det er måske rigtigt nok, specielt når det gælder danskerne. Vi spiser and til jul og lam til påske, men hvad spiser vi til pinse? Ja, ikke noget specielt, og det er måske netop derfor pinsen ikke betyder noget for danskeren.

Og med dette opfandt Jan Lindhardt pinsefisken i 1999. Nu skulle danskerne til at spise fisk til pinse, og så kunne man måske forvente, at de i samme mundfuld ville ihukomme højtiden i højere grad. Med andre ord skulle Åndens dag svælges til kødets lyst.

Og hvert år siden da, har den samlede hob af danske fiskehandlere kåret årets fisk.

Og årets fisk er også kåret for 2018, og det blev …

… ja, hold nu fast …

… se det blev JOMFRUHUMMEREN!

Man skal ikke være særlig marinekyndig for at vide, at en jomfruhummer ikke er en fisk, og kåringen af den som årets pinsefisk er næsten en hel profetisk åbenbaring af falskheden i hele dette setup.

Jul uden Kristus med masser er sul, er og bliver dog kun hul, og en pinse med fisken på disken vil aldrig blive nogen åndelig lækkerbisken.

Hele problematikken bunder måske i, at pinsen ikke er for folket. Det er ikke en højtid for verden, og derfor er der heller ikke nogen appel i pinsehøjtiden til danskerne.

I julen fejrer vi, at Kristus kom til verden, og at alle som tror på ham, skal have Guds velbehag.

I påsken fejrer vi, at Kristus døde for hele verden, og at hver den, som tager imod ham, giver han ret til at blive et Guds barn.

Men i Pinsen fejrer vi, at Gud sendte sin Ånd, ikke til verden, ikke til alle mennesker, men alene til Guds folk. Pinsen er en menighedshøjtid. Ikke at den er sekterisk, for alle inviteres med til pinsefesten, akkurat som på pinsefestens dag.

Men hvis du ikke rent praktisk til dagligt er en del af et kristent fællesskab, hvis du ikke lever i bevidstheden om at være en del af Kristi kirke, af Guds folk, så vil pinsen ikke sige dig noget. Derfor er det svært – selv med god mad – at få danskerne til at fejre pinse.

Guds Ånd har tre indvirkninger i dit og mit liv, og de første to er vel de mest kendte.

Åndens første opgave er genfødelsen, fornyelsen, og opbyggelsen af vort indre. Det er her, Ånden føder på ny og helligør den enkelte troende. Det er her, vi taler om nødvendigheden af Åndens frugt som kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

Åndens anden opgave er at tildele kraft til den enkelte troende. Pinsedagens budskab til disciplene var netop, at de skulle vente, til Kristus sendte kraften fra det høje, en kraft til at blive Kristi vidner. Her taler vi bl.a. om Åndens visdom, kundskab, tro, helbredelse, undergerninger, profeti, åndsbedømmelse, tungetale og udlæggelse, alt sammen med den hellige Ånds kraft i det enkelte menneskes liv.

Men den tredje opgave, Guds Ånd har, er måske den mest hengemte og forsømte. Guds Ånd gør os nemlig til en del af Guds folk. Ånden indlemmer os i det hellige præsteskab, og gør os til en del af fællesskabet.

”Thi med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri; og alle har vi inddrukket samme Ånd”

Denne Åndens opgave er mindst lige så vigtig og central for Guds arbejde, som de to andre. Vi modtog Guds Ånd, som satte os i stand til at leve i et kærlighedssamfund (Gud må have set, at det var nødvendigt med guddommelig kraft, såfremt vi skulle leve og fungere blandt de kristne uden at gå fuldstændigt mentalt i stykker 😊  ).

Det er faktisk først, når vi ser denne del af Åndens virke, at Pinsens egentlige betydning åbenbares for os, og ikke før.

Der findes så mange kristne, der er åh så kloge i sig selv, men vi er kaldede til sammen med alle de hellige – ikke alene, ikke for os selv – at vokse i forståelse af bredden og længden og højden og dybden af både Guds kraft og Guds kærlighed, og nå til erkendelse af Guds fylde.

Ja, med Wesley og metodisterne istemmer vi forkyndelsen af nødvendigheden af Åndens helliggørende virke i vort indre liv, men det er i realiteten kun i fællesskabet, at det indre hellige liv og kærligheden og venligheden og tålmodigheden og mildheden og ikke mindst selvbeherskelsen har nogen reel betydning.

Uden nogen at elske forbliver kærligheden kun rungende malm, og uden et fællesskab bliver Åndens indre helliggørelse uden frugt.

Og ja, med pinsefolket vil vi råbe ud fra høje steder, at vi må fyldes med kraft fra det høje. Men om vi ikke er sammen med mennesker, der trænger til evangeliet, vil vi aldrig blive Kristi vidner uanset hvor megen Guds kraft vi mener at besidde. Og er vi ikke en del af et fællesskab, hvad skal vi da bruge Åndens gaver til? Åndens gaver er jo ikke til mig, men til de andre.

Det viser sig måske, at pinsen ikke blot er et mysterium for den almindelige danske befolkning, men i virkeligheden også en utopisk umulighed for mange kristne, der har sat sig udenfor fællesskabet, og derfor ikke kan fejre pinsehøjtiden, som den bør fejres; I Guds forsamling.