Kætter af Guds nåde - på den fede måde

Forleden var jeg i en menighed og afholdt to Bibelstudier om den store skøge i Johannes Åbenbaring. Det handlede bl.a. om de gamle reformatorers og vækkelsesprædikanters forståelse af teksten, som værende om Den katolske Kirke og dennes undertrykkelse af Guds Ords forkyndelse og slavebinding af uskyldige sjæle under et præsteskabs diktatur.

Det blev en god dag, ikke mindst fordi der var en stor interesse for emnet og en stor forståelse for det profetiske ord.

Men hvordan er det generelt med interessen for vor egen identitet som protestantisk evangeliske kirker? I vore skandinaviske samfund ser vi tabet af identitet som et langsomt, men sikkert voksende faktum. Det kan man sige både godt og skidt om. Men hvorfor skal samfundets udvikling absolut smitte af på kirken? Hvorfor er vi pisket til at afgive identitet, bare fordi det ligger i tidsånden?

Før i tiden var det frikirkelige landskab farverigt og spraglet som selve den viise Josefs mangefarvede kappe (King James ;o) ). Nu skal alt bare være gråt i gråt, og alle hedde det samme, synge det samme, og sige det samme. Og når vi så længes efter de gamle farver, vi ikke længere har, ja så kigger vi til Roms skarlagen og purpur, og rækker ud efter Semiramis´ gyldne bæger, uden at ænse, at de samme vederstyggeligheder, som var i bægeret på reformationens tid, stadig svømmer rundt i den samme utugts vin.

Well, well, well, jeg er protestant og stolt af at være det. Jeg er sværmer og anabaptist, jeg er kætter af Guds nåde - på den fede måde, og jeg ønsker ikke at træde de gamle martyrers blod under fode. Så mange er blevet brændt for at jeg frit kan læse min Bibel. Så mange er blevet hudflået levende for at jeg kan modtage frelse ved tro af Guds nåde alene. Så megen lidelse i så mange århundreder for at jeg kan stå fri og ikke undertrykt af et alment katolsk præsteskab med magt over sjæle og deres evigheds skæbne. Skulle jeg spytte på martyrernes grav? Nej langtifra!

Nu er der flere og flere prominente evangeliske prædikanter og skribenter, der søger mod Rom. De håner det gamle protestantiske budskab, og siger, jeg ikke må fordømme, men elske betingelsesløst. Men hvad er mangel på kærlighed? Er det ikke at holde katolikken fra frelsen i Kristus?

Hvorfor kan jeg ikke vidne for katolikken, hvad jeg vidner for hinduen, buddhisten, jøden, muslimen og lutheraneren? At der ikke findes frelse for sjælen i sakramentets Hokus Pokus, men - som den navnkundige kvæker George Fox sagde til en katolsk præst: Det, som bringer frelse i dag, er det samme som bragte frelse til apostlenes menighed, og ikke noget andet, nemlig Guds nåde alene. Som Skriften siger: ”Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker” (Tit.2.11)

Så nu står jeg og vægter. Jeg har de prominente evangeliske prædikanter og selvbestaltede foregangsmænd i den ene hånd. De, som mener, at vejen til himmelen sagtens kan gå ad de mange krogede veje til Rom.

Jeg kender deres navne og deres ry. Jeg kender deres historie og deres tidligere læresætninger. Jeg lurer på deres motiver.

I den anden hånd vil jeg tage Johan Hus, Tyndale, Wycliffe, Zwingli, Luther, Melanchthon, Calvin, Knox, Matthew Henry, John Bunyan, Richard Baxter, John Owen, John Wesley, George Whitefield, John Gill, Charles Spurgeon, Martyn Lloyd-Jones, D.L. Moody, Hudson Tayler, og ikke mindst Isaac Newton, der alle, og mange med dem, så den store skøge i den katolske kirke, den overhængende fare for det almene folks sjælsfred og frelse, og den absolutte nødvendighed af en total frigørelse fra Pavens lære og forkyndelse.