Af Simon Griis
Kristningen af
Danmark – Del 1
Vi kender alle fortællingen om kristningen af Danmark, om
Ansgar, Nordens apostel, om biskoppen Poppo, der bar jernbyrd uden at tage
skade, og dermed beviste Kristus som en stærk gud, og den katolske tro som den
eneste sande. Vi kender beretningen om Harald Blåtand, der gjorde danerne – de
barske Asatroende vikinger - kristne, og rejste Jellingestenene som en evig
proklamation af danernes overgang fra hedenskab til den sande kristne
(katolske) tro.
Med de sidste år er arkæologer og historikere begyndt at
stille spørgsmålstegn ved hele denne fortælling, som bl.a. har haft til formål
at skabe en dansk folkeidentitet. Kendte danerne ikke i forvejen til Kristus? Levede
vi ikke i et blandet samfund, hvor kristendom og asatro eksisterede side om
side. Og var ”kristningen af Danmark” ikke i virkeligheden en ophævelse af en
religionsfrihed, og indførelse af en ensrettet katolsk tro sydfra? Var danerne
i virkeligheden keltisk inspirerede i deres kristne Gudsdyrkelse før Harald
Blåtand?
