Skabelsestro og Frelsesvished del III

Del III af III

Af Simon Griis

Da jeg som yngre begyndte at studere skabelsesberetningen, fandt jeg, at der er seriøse videnskabsmænd og Bibeltro teologer, der mener, at Bibelen taler om en jord, der er meget ældre end nogle påstår. Disse kaldes "gammeljordskreationister" og udgør et rigt varieret alternativ til teorien om den unge jord. Tanken om at Bibelen taler om en ældgammel jord, er ikke ny.

Den skotske geolog og kristne kreationist James Hutton fremkom allerede i 1785 med tanken om, at jorden var gammel. Sir Charles Lyell (1830) fortsatte denne tanke og skrev i "Priciples of geology" bl.a. følgende: "...men uanset hvilken retning vi stiler vore undersøgelser, om det er i tid eller rum, opdager vi alle steder de klare beviser på en skabende intelligens, og på Hans forsyn, visdom og kraft". Og dette er før darwinismens fremmarch og radioaktive dateringsmetoder.

Skabelsestro og frelsesvished Del II

Del II af III

Af Simon Griis

Skabelsesberetningen er skrevet i en tid, hvor den kaldæiske opfattelse af en flad jord var fremherskende. Efter dette verdensbillede fulgte endnu to store; det ptolemæiske, der hævdede en kuglerund jord i verdens centrum, og vort moderne verdensbillede, der under stadig udvikling har afsløret et næsten uendeligt univers med vores sol som en lille stjerne i yderkanten af vores galakse.

Hvad nu hvis Gud, allerede da han inspirerede Moses til at skrive skabelsesberetningen, kendte fremtiden? Esajas skriver jo:

"Husk, hvad der skete tidligere, for længe siden! For jeg er Gud, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg. Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg" (46.9-10).

Hvis Gud er suveræn og kan kundgøre enden fra begyndelsen, har han vidst allerede da han inspirerede Moses til at skrive skabelsesberetningen, at den ville blive læst i 3.500 år frem i tiden og under 3 store verdensbilleder.

Skabelsestro og Frelsesvished Del I

Del I af III

Af Simon Griis

En pige spurgte mig, om man var nødt til at tro på, at verden blev skabt for kun 6.000 år siden, hvis man ville være frelst. Jeg svarede "nej", som jeg har gjort før til andre unge, der har haft problemer med disse store spørgsmål. Jeg skriver denne kronik, fordi jeg møder unge både troende og tænkende mennesker, som kæmper med disse problemer, og som ind imellem bliver stillet over for et ultimatum omkring skabelsen, der indbefatter deres egen frelse.

Jeg selv voksede op som brændende ungjordskreationist, overbevist om, at Gud havde skabt universet på 6 dage af 24 timer for under 10.000 år siden. I mine unge år fik jeg problemer med de åbenlyse modsætninger mellem denne holdning og de mange videnskabelige observationer, der viste at universet var langt ældre. Der var ikke meningsdiktatur i min menighed, men de bøger, jeg læste, gav mig kun valget mellem den vantro liberalteologi, der kastede skabelsesberetningen ned i mytens og overtroens sump og ungjordskreationismens "endegyldige bibelske sandhed". Nogle af bøgerne fortalte mig direkte, at min frelse var diskutabel, såfremt jeg ikke troede rigtigt, og at jeg ikke kunne tro resten af Bibelen, hvis jeg mente, de første linier var løgn.