Da Moses trådte ind i det Forjættede Land

Bibelens hemmeligheder

Af Simon Griis

Vidste du, at Moses satte foden i det Hellige Land? At han rent faktisk kom ind i landet? Ja, jeg ved godt, at vi har lært noget andet, og at vi i 5. Mosebog 34 kan læse, at Moses gik op på Nebobjerget lige uden for Kanaans land, hvor han døde og blev begravet af Gud selv. Hvordan kan man da påstå, at Moses kom ind i landet?

Moses døde lige uden for Kanaan sammen med hele hans generation. Men han døde ikke for samme synd. Moses knurrede ikke og var ikke vantro. Hans brøde var en helt anden. Da Israel tørstede i ørkenen, sagde Gud til Moses, at han skulle tage sin stav og slå på en klippe. Det gjorde han, og vand flød ud fra klippen til liv og frelse for hele folket. Derefter var det blot nødvendigt at tale til klippen, og den ville give vand til de tørstende. Ét slag var nok. Men næste gang, folket tørstede, gik Moses hen og slog på klippen endnu en gang idet han sagde: ”Hør nu, I genstridige! Mon vi formår, at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?”

Dette var grunden til, at Moses ikke fik lov til at gå ind i det forjættede Land. Det kan man jo sige var en stor straf for en banal ting. Men her er det vigtigt at vide, at alt, hvad Moses gjorde, skulle profetisk pege frem mod den kommende Messias, som Israel ventede. Klippen var Kristus, som blev slået. Det gjorde han på Golgata, og der randt ikke alene blod, men også vand, som et billede på det levende og livgivende vand, der vældede til frelse for alle ved hans død

1 Kor 10,4: og alle drak den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig klippe, som
fulgte med; og den klippe var Kristus.

Kristus skulle dø én gang for alle. Hans offer var fuldbragt. Ved hans sår fik vi lægedom, ved hans død, liv. Dog er der mennesker, som for deres del atter og atter korsfæster Kristus.

Hebr 6,6: thi de korsfæster for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot.

Dette er unødvendigt. Kristus blev slået én gang, og herefter kan alle hans børn blot komme til ham i bøn, og han vil give af det levende vand. Hele Mose liv er en profetisk billedbog over den kommende Messias, men ét sted er der et misforhold i den profetiske nøjagtighed: klippen blev slået to gange imod Guds vilje.

Derfor døde Moses på bjerget Horeb. Derfra kunne han se ind i det hellige og forjættede land. Det land, som han havde brugt 40 år på at nå, ja, hele hans liv var én lang indvielse til dette ene, at gå ind i landet. Men nu fik han blot lov at se det fra Horeb. Josva og den nye generation kunne gå ind i
landet, mens den gamle generation måtte dø i ørkenen.

Heldigvis er der fuld tilgivelse og glemsel i Klippen, som brast for os. Også for Moses. Sagen selv kom med Kristus. Og da Kristus selv ca. 1.500 år senere fremstod - han som var den sande Klippe, af hvilken Mose klippe blot var den profetiske skygge - skete der ting og sager. Vi kender alle beretningen om dengang, da Jesus stod på forklarelsens bjerg sammen med Peter, Johannes og Jakob. Her så disciplene Jesus i Guds herlighed og to gamle troshelte stod sammen med ham; Moses og Elias. Men hvad hændte egentlig her? Er der ikke mere til denne beretning? Jo, Kristus kaldte på Moses og sagde "Jeg vil, at du skal være sammen med mig her i dag". Og på Forklarelsens bjerg satte Moses foden på hellig grund i det forjættede land. Efter 1.500 år skulle han endelig få lov til at betræde landet. Så slutningen på beretningen om Moses er ikke, at han døde i ørkenen som en synder, men at han sammen med den herliggjorte Kristus, tilgivet og renset, blev ført ind i forjættelseslandet.

Åh, der er så mange herligheder og åbenbarelser i denne beretning. Ikke i sig selv, men i Kristus, kunne han træde ind i det forjættede land. Det gamle døde i ørkenen, men det levendegjorte i Kristus så løftet opfyldt og håbet indfriet.