Hvem Slog Bortrykkelsen Ihjel?!

Opråb!

Af Simon Griis

 
Hvor blev forventningen af?

Vi hører næsten aldrig mere en prædiken om menighedens bortrykkelse i de evangeliske og åndsdøbte forsamlinger. Prædikestolene rundt om i vort land tier, når det gælder den elementære undervisning i endetidens begivenheder. Ingen taler længere om, at tiden er kort, ingen henviser til tegnene, som sker i verden og menigheden, ingen opmuntrer brødre og søstre med ordene ”Herren kommer snart!”. For år tilbage brændte det i hjerterne på tilhørerne, når prædikanten ildfuldt forkyndte om Herrens snarlige komme og menighedens oprykkelse i skyerne. En alvorlig ånd lagde sig over forsamlingerne, når han opfordrede til at være rede dag og nat, og arbejde med Evangeliet, mens det endnu var tid.

…den tid er forbi. Forventningens tid er forbi.

Men hvorfor? Hvad er der sket, siden endetidsforkyndelsen i den grad er forstummet? Hvordan kan det være, at den inderlige længsel mod Herrens dag og de kristnes bortrykkelse er stivnet og krakeleret?

Opfyldes profetierne ikke for vore øjne?

Så vi ikke tegnene? Begyndte Gud ikke at føre sit folk jøderne tilbage til det hellige land, således at staten Israel kunne oprettes i 1948? Var det ikke et mirakel, der åbenbaredes for vore egne øjne? Et tegn på at tiden for Kristi genkomst nærmede sig, som kristne forkyndere og skribenter havde forudsagt årtier, århundreder, ja årtusinder før? Var dette ikke Skriftens klare ord, som pludselig blev opfyldt i vor egen tid med en overvældende kraft og overbevisning?

Så vi ikke et Europa, som rejste sig af asken efter 2. verdenskrig, og indledte forberedelserne til et forenet Europa allerede fra 1950 – for første gang i historien ikke ved krig, men gennem fredelige forhandlinger – nøjagtigt som det er beskrevet og forudsagt i Bibelen? Et Europa, som også i vor tid stræber efter en større forening og større magt i det internationale samfund. Et forenet Europa, et fra de døde genopstået romerrige, der meget sigende kom til verden netop ved Romtraktaten i 1957. Et nyt Rom, hvorfra Antikrist, ifølge de profetiske skrifter, vil fremstå inden mennesket går mod sit sidste og største oprør mod Gud?

Så vi ikke fronterne blive trukket op inden for kirken? Reformationen gav os nyt håb, og mange har set den som Guds begyndende restaurering af sin menighed inden endens tid. Reformationen bragte os på vejen tilbage mod den oprindelige, uforfalskede kristendom, som vi kender den fra evangelierne, men den bragte også et skisma og en polarisering. Liberalteologien og fundamentalismen blev født. Mens de evangeliske og åndsdøbte kristne oplevede vækkelser ud over den ganske jord i det nittende og tyvende århundrede, styrkedes den liberale del af kirken gennem økomenisk arbejde og Kirkernes Verdensråd, der holdt sit første møde i 1948, samme år som staten Israel blev født.

Var det 20. århundrede ikke på alle måder anderledes i forhold til alle tidligere tider? Tog vi ikke hul på selv at opfylde Åbenbaringsbogens uhyggelige profetier om fiskedød i havene og forgiftning af vores jord? Så vi ikke veernes begyndelse, som forudsagt af Jesus på Oljebjerget? Krige med uhyggelige ødelæggelser og millioner af drab, som det aldrig er set før i menneskehedens historie? Det vurderes, at krigene alene i det 20. århundrede har kostet omkring 100 mio. mennesker livet. Og det endte ikke med 2. verdenskrig; mere end 150 større krige er blevet udkæmpet siden 1945, lige nu udkæmpes krige rundt omkring på kloden.

Var det ikke i det 20. århundrede at vi mennesker skabte en kronisk hunger i den tredje verden, som aldrig er set før i verdenshistorien? ”I den sidste tid skal der blive sult” sagde Jesus. Selvfølgelig kendte Jesus til hungersnød, også på hans tid, men vi vidste ikke, i hvilket omfang den kunne udmynte sig, før vi så det med egne øjne i vor tid. Mere end én mia. mennesker er underernærede, mere end 35 mio. lider af akut sult, 40.000 dør hver dag af sultrelaterede årsager, ifølge FN Rapport lever 307 mio. i ekstrem fattigdom.

Hvorfor er prædikestolene tavse?

Alle disse ting er forudsagt ned til mindste detalje i Bibelen, som værende noget, der hører endetiden til. Begivenheder, som varsler Herrens snarlige komme. Ikke før det tyvende århundrede kunne vi sige, at verden på nogen måde passede ind i det billede, som Bibelen giver af endetiden, men netop dette århundrede skabte omvæltninger, der ændrede verden næsten fra den ene dag til den anden, og gjorde den til et spejlbillede af Bibelens apokalyptiske forudsigelser.

Når nu det forholder sig således, hvordan kan det så være at vore prædikestole er tavse? Hvor er der blevet af den nidkære forkynder, der opfordrer til at leve rede og tjenende i forventning til den dag, Herren skal bortrykke sin menighed? Hvor er der blevet af Bibellæreren, der med Guds Ord i hånd kompromisløst og grundigt udlægger, tolker og lærer den profetiske Skrift, så menigheden får en forståelse af den alvorlige tid, vi lever i, og Guds hele frelsesplan, som snart skal bringes til fuldendelse?

Svaret skal findes i den massive påvirkning, dansk evangelisk kristendom har været underlagt fra de såkaldte ”vækkelsesstrømninger” de sidste 25-30 år. Forkyndelsen fra disse bevægelser har efterladt vore forkyndere og menigheder i forvirring og tvivl.

Et andet Evangelium

Op til 1. Verdenskrig voksede en bestemt endetidslære i popularitet. Det var den såkaldte ”Postmillennialisme”, som lærte, at Kristus ikke kunne komme tilbage til jorden, før menigheden havde et kongerige at tilbyde ham. I denne lære lå, at kirken havde fået myndighed til at ”erobre” verden. Evangeliet skulle gå sin sejrsgang ud over hele verden, alt – ikke kun i kirken – skulle blive bedre. Verden befandt sig i en tid (1000 års riget) hvor vækkelser ville bryde ud overalt på jorden, krig, sult og elendighed ville gå mod sit ophør, stater ville blive kristne og landenes love ville grunde sig på bibelske principper og kristendommens moral. Kirkens fremgang ville kulminere i verdenshvid vækkelse, social og økonomisk velstand, verdensfred og sidst, men ikke mindst; Kristi genkomst for at indtage det kongerige, som menigheden kunne lægge for hans fødder.

I denne lære var der ikke brug for en bortrykkelse, forventningen om Herrens genkomst, som burde være enhver kristens salige håb blev udskudt, og det var ikke længere nødvendigt, at Kristus skulle komme tilbage og bringe alle ting i orden på jorden. Det kunne menigheden klare. Èn af konsekvenserne blev, at menigheden ikke længere blot var et åndeligt folk, taget ud af hedningerne, med et åndeligt budskab til mennesker om omvendelse og hellighed, som Jakob beskrev det ved det store apostelmøde (Ap.g.15). Menigheden skulle også i større grad vinde sig politisk og økonomisk indflydelse, for derved at tage herredømme i samfundet. Heraf kommer betegnelsen ”Dominionteologi”, som er en gren inden for denne lære.

Hvor forskellig er ikke denne lære fra det, de fleste evangeliske kristne i Danmark har lært og troet på i mange generationer? At menigheden er et helligt åndeligt folk, bestående af kristne, der er taget ud af mørket og sat i lyset. Et åndeligt folk, hvis hovedopgave ikke er at vinde politisk og økonomisk indflydelse, men at forkynde Evangeliet og vinde sjæle for Guds rige, og hvis håb er menighedens bortrykkelse. Vi lærte ikke, at tro på lykkeprofeters løfter og guld og grønne skove, fremgang og succes, men vi læste med alvor i Mattæus 24 og Åbenbaringsbogen om den sidste alvorlige tid, som skulle komme over jorden, og vi satte al iver ind på at arbejde for Guds rige, mens det endnu var dag. 

Vi troede på, at Kristus ville komme igen og selv oprette sit tusindårige rige – ikke for menigheden, der skulle herliggøres, men for Israel, i overensstemmelse med de gamle løfter og forjættelser. Vi troede på, at oprettelsen af staten Israel i 1948 var et tegn på, at Gud stod ved sine løfter, og at hans genkomst nærmede sig. Vi så Skriftens Ord blive opfyldt for vore øjne på Israel – et Israel vel at mærke, som ikke har nogen plads i den postmillennialistiske lære, for her har menigheden overtaget Israels rolle i frelseshistorien, og der er ikke behov for det jødiske folk.

En lære for de velbjærgede

Ædrueligt er det at fundere over, om der er nogen sammenhæng mellem det faktum, at postmillennialismen i sin moderne udgave bliver mere og mere populær inden for kirkerne i vor tid, hvor antisemitismen er i hastig vækst i Europa. Ligeledes kan man gøre sig tanker om sammenhængen mellem postmillennialismens budskab og det faktum, at den er skabt og trives i rige overflodssamfund, hvor velbjærgede kristne kan gå og klappe hinanden på skulderen og dele den materielle velsignelses erfaring, mens de forsikrer hinanden om, at det skal blive endog endnu bedre i en ikke fjern fremtid.

Postmillennialismen fik sig en slem overraskelse og næsten et dødshug ved 1. Verdenskrigs udbrud. Det viste sig, at den virkelige verden i al sin grusomhed ikke stemte overens med denne teologis påstand om fremgang, velfærd og kristning af hele menneskeheden. 2. Verdenskrig var endnu et slag mod Postmillennialismen, og virkede som et tveægget sværd, idet den ikke alene bekræftede og understregede, hvad man allerede havde set under den første verdenskrig, men også fødte staten Israel i sit kølvand, i direkte modstrid med postmillennialismens læresætninger.

Vi troede i nogle årtier, at læren var afgået ved døden. Kun nogle få traditionelle postmillennialister holdt fast. Men vi tog fejl. Læren begyndte på ny at få vind i sejlene, specielt i 1980erne, gennem de forskellige vækkelsesstrømninger, som kom til Danmark. Måske skete dette fordi de kristne blev trætte af at vente på Herren, der syntes at lade vente på sig, og måske fordi nogle fantasifulde og farverige prædikanter fejlagtigt udråbte 1988 til at være året, hvor Kristus kom tilbage, eller i det mindste året, hvor drastiske ting skulle ske med bl.a. jødiske folkevandringer ned gennem Europa med kurs mod det Hellige Land – hvilket jo ikke skete.

Nuvel – Er denne artikel en advarsel mod den traditionelle postmillennialisme? Nej! Fortalerne herfor er ærlige og ligefremme i deres overbevisning. Du kan i dag gå på nettet, og læse alt om, hvad de tror på. Heri er der ikke noget fordækt og underfundigt.

Dansk import af brogede vækkelsesprofeter

Min bekymring går i højere grad på den brogede flok af prædikanter og profeter, hvis usammenhængende forkyndelse, vi har ”importeret” gennem de ”umådeligt store vækkelser” i udlandet de sidste årtier. Profeter, der har lært os at sige, at læresætninger er lig med død, samtidig med, at de har forbeholdt sig ret til at forkynde deres egen specifikke lære. Prædikanter, der i deres endetidssyn har spændt fra rendyrket postmillennialisme til en forvirret sammenkogt ret af både Israel, trængsel og bortrykkelse på den ene side, og erobring, fremgang, og samfundsindflydelse på den anden side, selvom disse størrelser i realiteten er absolut uforenelige.

…Og ikke mindst mennesker, der for at få indgang i den evangeliske kristendom i Danmark, har brugt vores ord og begreber, men lagt andre værdier i dem, fordi de i virkeligheden har et radikalt anderledes evangelium. De siger ”bortrykkelse”, men går man dem på klingen, mener de ikke, at den vil indtræffe de første mange hundreder år, og dermed har deres ytring intet at gøre med den traditionelle brug af ordet. Vi er så naive at tro, at vi er meningsfæller, mens udskydelsen af bortrykkelsen i virkeligheden stemmer godt overens med postmillennialismen, der vil bruge den ekstra tid på at indføre 1000 års riget. De siger ”Israel”, men lægger en helt anden opfattelse i ordet, end vi gør, og ser ikke det jødiske folk som en ”profetisk spiller” på endetidens verdensarena. Vi taler om Israel som den første hele nation, der skal se hen til Messias, de taler om jøderne som det sidste folkefærd, der skal omvende sig. De siger ”trængsel”, men mener at den ikke skal blive større end, at kristenheden skal vinde indflydelse over hele verden og indføre Fredsriget.

Hvad bilder vi mennesker ind om fremtiden? Hvilket håb giver vi vore menigheder? Er vi lykkeprofeter, der formidler en illusion om en utopisk fremtidsverden uden lidelse, død og krig, indført af kirkerne ved politiske og økonomiske midler? En fremtid, der indledes med den store glorværdige verdensvækkelse, der altid ligger lige om hjørnet – vi skal bare lige omkring det næste hjørne…

Jeg har undret mig over vækkelsesprofetierne, som har lydt i en jævn strøm i vort land gennem de sidste mere end 25 år. Hvert eneste år en ny profeti om vækkelsen, som skal komme: Verdensvækkelse, vækkelse i Europa, Danmark som trinbræt til vækkelse ud i alverden osv. Mange prædikanter har også sat tid på: f.eks. inden for ét år eller tre år. menighedsledere, der for år tilbage profeterede over deres egne kirker, at de skulle få hundredvis eller sågar tusinder af medlemmer - menigheder, der ikke eksisterer i dag, eller lever en hensygnende tilværelse.

Og jeg har tænkt over, hvorfor der ikke har været nogen konsekvens for disse profeter og deres falske løfter. Hvordan kan de samme mennesker i de samme forsamlinger igen og igen år efter år begejstres over nye forudsigelser af en for kirken glorværdig fremtid, uden et eneste øjeblik at standse op og tænke over, hvad der blev af profeten og hans vækkelsesprofeti fra sidste år og forrige år og året før. 

Men jeg har jo erfaret, at mange af disse profetier ikke er sporadiske og tilfældige. De er en del af en regulær endetidslære, og er som sådan en fast bestanddel af den postmillennialistiske forkyndelse. En forkyndelse, der i al sin herlighed hverken er i overensstemmelse med den verden, vi lever i eller med Guds Ords udsagn om de sidste tider og Kristi genkomst.

Når jeg nu tager dette emne op, er jeg så en krakiler? Måske. Er jeg en mand med skarpe meninger? Måske. Roder jeg i døde læresætninger, som ingen burde beskæftige sig med og som blot bringer splittelse? Nej! Enhver, der ville vove at påstå, at vort håb blot er død lære, har misforstået det helt basale i kristenlivet. Bibelen siger, at troen kommer af det, som høres, og det, som høres kommer i kraft af Kristi Ord. Det betyder, at vi dannes som kristne af den forkyndelse, vi sidder under. Forkyndelsen i vores menighed er mere end blot en strøm af information. Ordet, der går ud, er guddommeligt og forvandler, former og danner på uforklarlig vis tilhøreren, og det vender aldrig tomt tilbage. Men om forkyndelsen er mangelfuld eller direkte forkert, vil det også få konsekvenser for dannelsen af vores personlighed og vore liv som lemmer på Kristi legeme – kirken.

Menighedens håb er mere end død lære

1.Kor.13 fortæller, at kærlighed, tro og håb er de tre grundpiller, hvorpå vort kristenliv må hvile. Disse tre elementer er ikke blot noget, vi har en mening om, men de indgår i vor natur, bevidsthed og liv. Èn kan have nogle vældige tanker om kærlighed, men om kærligheden ikke er en integreret del af vedkommendes hele liv og virke, da er det jo blot tomme tanker. Èn kan have flotte teorier om, hvordan troen virker, men ejer vedkommende ikke tro i sin dagligdag, da er troen død. Ligeledes må håbet være en del af vort liv og bevidsthed. Enhver, der siger, at forkyndelsen af vort håb ikke er andet end døde læresætninger, beviser jo blot for sin omverden, at vedkommende ikke ejer og ikke kender til livet og styrken i håbet. Et sådant menneske kender kun håbet som en tanke, en teori, hvilket er lige så fatalt, som hvis han kun kendte til troen eller kærligheden som en teori i sit liv.

Da de sorte i Amerika for mange år siden levede i ekstrem fattigdom, undertrykkelse og diskrimination, sang de herlige bortrykkelsessange som f.eks. ”Oh when the saint go marchin´ in” og ”Swing low, sweet chariot Comin' for to carry me home”. Hvem vil vove at beskylde dem for bare at have nogle stærke meninger om døde læresætninger? Dette håb var jo så meget mere end blot en teori, det var en del af deres liv, natur og identitet. Det var håbet om bortrykkelsen, som holdt dem i live i svære tider, et håb i hvilket der ligger en umådelig stor styrke, når hverdagens fortrædeligheder trænger sig på. Ja, livet er svært. Ja, det giver problemer at være menneske. Ja, vi oplever trængsler og prøvelser som kristne, men en dag, kære brødre og søstre, en dag vil Kristus komme på skyen, og han vil hente sine hjem. Han vil gøre alting ret, og fuldende den frelsesplan, der var lagt fra før verdens grundvold.

Det faste håb må forkyndes

…Og mens jeg venter på den herlige dag, som jeg håber vil blive i min tid (for hvem længes efter at afklædes ved døden, vor længsel står jo til at overklædes ved bortrykkelsen) har jeg sat al min iver ind på at tjene Herren og bringe Evangeliet til mennesker i nød, mens det endnu er tid. Og jeg vil, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, hvad enten der endnu findes kristne som gider lytte eller ej, forkynde det håb, som Gud har lagt rede, og som Skriften taler om; nemlig at den Kristus, som selv indledte den nuværende tidsalder og lagde grundstenen til menigheden ved sit første komme, også vil afslutte den nuværende tidsalder og fuldende sit værk ved at lægge topstenen på sit åndelige tempel ved sit andet komme. At den Kristus, som selv fór til himlen, på samme måde vil hente sin menighed hjem, når hedningerne fuldtalligt er gået ind.

”Ja, jeg kommer snart” – Amen, kom Herre Jesus!

Johannes Åbenbaring.22.20

Faktaboks

Millennialisme

Ordet "millennium" er en sammentrækning af de latinske ord "mille" og "annum" og betyder tusind år. Millennium står for Åbenbaringsbogens Tusindårsrige. Kristenhedens syn på Bibelens profetier om de store endetidsbegivenheder deles traditionelt ind efter hvordan man ser på Tusindårsriget. Der findes tre store endetidssyn, som står skarpt over for hinanden. De kaldes for Amillennialisme, Postmillenialisme og Premillennialisme.

Amillennialisme

'A-" står for nægtelse. Amillenialisterne tror ikke på et bogstaveligt Tusindårsrige, og nægter eksistensen af et sådant. De mener, at talen om Tusindårsriget er symbolsk, og et billede på menigheden. Således strækker Tusindårsriget sig fra Kristi første komme og indtil den dag, da alle skal dømmes for den store hvide trone. Dette endetidssyn indbefatter ikke begreber som bortrykkelse, trængsel, Antikrist og heller ikke Israel som folk og nation i endetiden. Hovedparten af alle kristne kirker er Amillennialistiske.

Postmillenialisme

"Post-" betyder "efter", og udtrykker troen på, at Kristus først kommer tilbage efter et bogstaveligt jordisk Tusindårsrige. Det er ikke Kristus, men menigheden, som skal indføre Tusindårsriget på Jord. Der findes flere grupperinger inden for postmillenialismen. Nogle mener, at Kristus ikke kan komme igen, før vi har et rige at tilbyde ham. Evangeliet skal gå sin sejrsgang ud over hele jorden, stater skal blive kristnet, og love skal bygges på guddommelige principper og kristne moralværdier. Verdensvide vækkelser skal bryde ud, og der skal forekomme en stadig forbedring af verden, med højere levestandard, bedre sociale og økonomiske forhold, fremgang i sygdomsbekæmpelse og fred i verden. 

Menighedens sejr består i sejr på det politiske og økonomiske plan, lige så meget som på det åndelige plan. Menigheden skal så at sige tage herredømme over jorden. Dette endetidssyn indbefatter traditionelt ikke begreber som bortrykke|se, trængsel, Antikrist og lsrael som folk og nation i endetiden.

Premillennialisme

"Pre-'" betyder "før", og udtrykker troen på, at Kristus skal komme før Tusindårsriget. Kristus skal komme tilbage til jorden, som det er forjættet, og han er den, der skal indføre et messiansk rige med fred. Han er Fredsfyrsten, den messianske konge, som skal regere jorden i tusind år, inden den store dom og skabelsen af en ny jord og nye himle. Dette endetidssyn taler om to akter i Kristi genkomst. Først skal Kristus hente sin menighed i skyen (bortrykkelsen), og derefter skal han vende tilbage og genoprette Riget for Israel. 

Israel har stadig en plads i Guds frelsesplan, og spiller en betydende rolle i endetidsbegivenhederne. Kristus vil opfylde løfterne til jøderne. Modsat postmillennialismen, siger premillennialismen, at verdens gang skal ende i en trængsel og dom, som skal komme over nationerne, bl.a. i overensstemmelse med Mattæus 24 og Johannes Åbenbaring. De fleste af de store vækkelsesbevægelser er sprunget ud af det premillennialistiske syn og en inderlig længsel mod menighedens snarlige bortrykkelse.