Pinsehøjtiden er kun for kristne i fællesskabet

Pinsen er en af kristenhedens 3 største højtider, men det er også den mest oversete og undervurderede. Danskerne har styr på julen og ved lidt om påsken, men pinsen er og forbliver et mysterium for den danske befolkning.

I virkeligheden er pinsehøjtiden kun for den kristne, og egentlig kun for den kristne i fællesskabet.
Der findes ingen pinsehøjtid uden for menighedsforsamlingen.

Korset i Tabernaklet og Israels Lejrordning

Af Simon Griis

Vi kender alle beretningen om Bileam, som tre gange forsøgte at forbande Israel for kongen Balak. Hver gang kom Guds Ånd over ham, og han måtte i stedet velsigne Israel.

De to første gange, kunne han kun se en del af Israels lejr, og derfor bad han Balak om at føre ham højere op på bjerget. Til sidst stod han med udsyn over hele lejren, og her udbrød han – til Balaks store frustration - sin fantastiske profeti om den Messias, som engang skulle udspringe af dette folk i dalen. Han forudsiger ganske enkelt Jesus.

Men lad os lige lægge mærke til detaljerigdommen i profetien. Bileam udbryder:

”Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel”

Når fine damer bider tæerne af hellige mænd!

 Af Simon Griis

Der var engang en hellig mand i den katolske kirke. Hans navn var Francis Xavier. Den hellige mand gennemtravede hele Asien og blev kendt som den rejsende munk. Han døde på vej til Kina den 3. december 1552, 46 år gammel.

Han blev begravet, som det sig jo hør og bør, men da den katolske kirke har noget med døde kroppe, blev han gravet op igen og begravet igen og gravet op igen. Til sidst blev man enige om, at sådan et lig af en hellig mand var alt for værdifuldt til at lade ligge under muld.

Derfor fik man lavet en sølvkiste til ham, og hvert 10. år lige siden, har man hentet ham frem, så offentligheden kunne se ham, ophøje ham, og kysse hans fødder – og det med at kysse hans fødder var slet ikke så frygteligt, heller ikke selvom han var et lig, og havde været død i årtier, ja århundreder, for han gik ved et guddommeligt mirakel ikke i forrådnelse.

Man sagde om Xavier, at han efter sin død ved sit lig stadig udførte mirakler, som man også så ved relikvier andre steder rundt omkring i hele den katolske verden.

I 1554, to år efter hans død, kom den højagtede portugisiske lady; Dona Isabel Carom fordi også hun ønskede at ære og ophøje den afdøde helgen. Hun knælede, bad sikkert en stille og inderlig bøn, hvorefter hun bøjede sig frem og kyssede den afdødes tæer.

Luther, Jøderne og deres Løgne

Om Luthers Jødehads-argumenter

Luther hadede jøderne af et godt hjerte. Han forfattede tre skrifter imod dem; Brief wider die Sabbather an einen guten Freund (1538), Von den jüden und iren lügen (1543) og Vom Schem Hamphoras und vom Geschlechte Christi (1544).

I skriftet ”Jøderne og deres løgne” har han specielt tre argumenter for, at jøderne er et modbydeligt, giftigt og løgnagtigt folk, og at Gud har forkastet dem for evigt. Han fremfører et raceargument, et Skriftargument og et historisk argument.

Spørgsmålet er, om de tre argumenter ville holde, hvis man fremførte dem i vore dage, eller om Luther i så fald ville tabe sin sag mod jøderne.

 

Den Folkelige Pinsefisk og den Hellige Pinsefest

Pinseanekdoter og højtidsbetragtninger 2

Pinsefesten er én af kirkens tre store højtider, men selvom den er
central for vort danske kirkeliv, og selvom vi kalder det en fest, har
den ikke samme tag i befolkningen, som de andre store højtider.
Erhvervslivet tjener heller ikke helt det samme på pinsen, som de gør
på f.eks. julehøjtiden.

Vi ved, at advent er lilla, julen er rød, fasten er sort og påsken er
gul, men hvilken farve er pinsen? Vi spiser and til jul og lam til
påske, men hvad spiser vi til pinse?

Den Gamle Pinseost

Pinseanekdoter og højtidsbetragtninger 1

Inden jeg skulle prædike mit pinsebudskab i år, gik Heidi og jeg rundt
med ost, kiks og druer og bød menigheden et stykke med ost.
Anledningen var ældgammel – faktisk handlede det om en gammel ost, en
meget gammel ost, en 3.500 år gammel ost.

En vandrerhistorie vil vide, at alle jøder er laktoseintolerante.
Alligevel bruger de pinsehøjtiden til at arbejde sig igennem bjerge af
mælkeprodukter, ostekager, pandekager med ostesovs, bønnesuppe med
ostesovs, pastaretter med ostesovs osv. osv.

Hellig Tre Konger

- ville de have nået Betlehem i dag?

For nogle år siden kom den israelske ambassade i Irland slemt i klemme, da en ukendt ansat på deres facebook skrev noget i retning af, at hvis Maria og Josef begav sig til Betlehem i dag, ville de som jøder sikkert blive lynchet. Det skabte et stort postyr, og Israel måtte undskylde for udtalelsen. Det var åbenbart politisk ukorrekt og absolut utilgiveligt at skrive noget sådant, også selvom der måske kunne være noget om snakken.    

Man kan måske også sige, at en diplomat går for langt, når han udtaler sig sådan, men i den anden ende af skalaen er der ingen hæmninger overhovedet. Det er blevet populært at skrive og tegne en situation, hvor Maria og Josef eller de vise mænd stoppes af Israels sikkerhedsmur, så de slet ikke har mulighed for at nå frem til Betlehem, hvis de skulle drage mod den by i vore dage.

For mig at se er den ene udtalelse ikke værre end den anden, og dog fordømmes den ene på det kraftigste, mens alle svælger sig i den anden, uanset om det er avisskribenter, politikere eller repræsentanter for f.eks. Folkekirkens Nødhjælp.

Men hvordan ville julefortællingen egentlig tage sig ud, hvis den skulle finde sted i vore dage? Ville det overhovedet kunne lade sig gøre at genskabe julens oprindelige fortælling om Frelserens fødsel i vore dage, og ville det være muligt for de vise mænd at nå frem til Betlehem? Bibelen siger:

Noah, en meget god film

Af Simon Griis

Noah er da en god film. Fed fed fantasy, og et budskab til den moderne verdens mennesker om at der til deres ødelæggelse af jorden er vedhæftet en uundgåelig og uomtvistelig domsudslettelse, hvorigennem kun nogle få vil blive frelst - vegetarerne.

Det er ikke en bibeltro film, men det er en film, man kan snakke om med sine ufrelste venner. På den måde er den mindst lige så god som Ringenes Herre, Narnia og Matrix.

Anna Bjørner Larssen - Fra Teater til Tempel

Af Simon Griis

Anna Bjørner Larsen (1875-1955) var i begyndelsen af det tyvende århundrede en af landets mest feterede og højest roste skuespillerinder.

Det kom som et chok, da hun fik en åndelig oplevelse og blev en personlig kristen. Dette bevirkede, at hun forlod teatrets skrå brædder netop, som hun syntes på sin karrieres højeste. Hun viede sit liv til forkyndergerningen, og var med til a stifte den apostolske kirke i Danmark.

Jeg har hele mit voksenliv haft en interesse for denne stærke kvindelige personlighed, der gik imod mainstream og skiftede primadonnapopulariteten ud med religiøs modstand og intolerance. Da jeg opdagede, at det rent faktisk var til at få fat i originale post- og fankort med hende fra hendes storhedstid på teatret, begyndte jeg at søge efter dem, og har i dag en lille samling af fotopostkort med hende, som næppe har den store værdi for andre end mig selv og nogle få her i landet, der har samme interesse.

Har du hilst en baptist med et helligt kys og sagt tak?

I anledning af den danske Baptistkirkes 175 års jubilæum

Af Simon Griis

Hvor længe er det siden, du sidst har hilst en baptist med et helligt kys og sagt tak? Eller bare krammet en baptist og blevet ved med at holde om ham og mens du gentog ordene ”Tak!” ”Mange tak, baptist!” ”Mange tak!”?

Er det længe siden? Så vil jeg foreslå dig, at du drager ud i vort ganske land på jagt efter en baptist, du kan give et ordentligt bjørneknus! Baptisterne udgør vel kun omkring en promille af  den danske befolkning, og derfor kan det være svært sådan lige at finde en baptist i nærmiljøet. Statistisk set skal du give et knus til omkring 900 danskere, inden du rammer en baptist, så det er bare med at komme i gang.

Vore danske baptistvenner fylder 175 år i år, og der er en helt speciel grund til, at du og jeg som frikirkefolk skylder dem en tak.

Har du tænkt over, hvor privilegerede vi som frikirkefolk egentlig er i vor tid i vort land? At vi frit kan samles om vores tro uden forfølgelse, at vi frit kan afholde vore gudstjenester uden repressalier, at vi frit kan tale vort evangelium uden straf? Alt dette uden risiko for at blive sat i fængsel på vand og brød, og uden risiko for udpantning og ruinering.

Døbte man børn i Bibelens "huse"?

Af Simon Griis

Uanset hvor man står i spørgsmålet om vanddåb, må man acceptere det faktum, at ingen børn bliver døbt i Ny Testamente i Bibelen. Vi finder flere eksempler på dåb, men altid kun i forbindelse med, at et menneske er kommet til tro og ønsker at følge Gud. Det eneste sted, man måske kunne påstå, at spædbørn blev døbt, er i beskrivelserne af hele "huse" der kom til tro og blev døbt. Her nævnes spædbørn ikke, men kan de skjult være tilstede i de beskrevne hændelser?  

Der er ingen forbindelse mellem spædbørn og dåb i Ny testamente, og der er næsten ingen skriftsteder, der forholder sig til børn og frelse i det hele taget. Ofte bliver hændelsen, beskrevet bl.a. i Lukas 18.15-17 nævnt, hvor Jesus tager små børn i favn, men her er ingen dåb, kun en velsignelse og en formaning om ikke at holde de små børn borte fra Jesus.

Johannes 3.16, Guds Kærlighed, og D.L. Moody

Af Simon Griis

Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Johannes 3.16)

Der findes ingen større kærlighedserklæring end den, vi finder i Bibelens Johannes 3.16. I dette ene vers er hele Bibelens nådesbudskab opsummeret. I dette ene vers finder vi Guds kærlighed til alle syndere uden undtagelse og hans udrakte frelsesarm til enhver, uden undtagelse. For Gud elsker alle syndere, uden undtagelse

Det var også igennem forkyndelsen af Johannes 3.16, at D. L. Moody (1837-1899) lærte Guds store kærlighed at kende.

Da Moses trådte ind i det Forjættede Land

Bibelens hemmeligheder

Af Simon Griis

Vidste du, at Moses satte foden i det Hellige Land? At han rent faktisk kom ind i landet? Ja, jeg ved godt, at vi har lært noget andet, og at vi i 5. Mosebog 34 kan læse, at Moses gik op på Nebobjerget lige uden for Kanaans land, hvor han døde og blev begravet af Gud selv. Hvordan kan man da påstå, at Moses kom ind i landet?

Hvem Slog Bortrykkelsen Ihjel?!

Opråb!

Af Simon Griis

 
Hvor blev forventningen af?

Vi hører næsten aldrig mere en prædiken om menighedens bortrykkelse i de evangeliske og åndsdøbte forsamlinger. Prædikestolene rundt om i vort land tier, når det gælder den elementære undervisning i endetidens begivenheder. Ingen taler længere om, at tiden er kort, ingen henviser til tegnene, som sker i verden og menigheden, ingen opmuntrer brødre og søstre med ordene ”Herren kommer snart!”. For år tilbage brændte det i hjerterne på tilhørerne, når prædikanten ildfuldt forkyndte om Herrens snarlige komme og menighedens oprykkelse i skyerne. En alvorlig ånd lagde sig over forsamlingerne, når han opfordrede til at være rede dag og nat, og arbejde med Evangeliet, mens det endnu var tid.

…den tid er forbi. Forventningens tid er forbi.

Men hvorfor? Hvad er der sket, siden endetidsforkyndelsen i den grad er forstummet? Hvordan kan det være, at den inderlige længsel mod Herrens dag og de kristnes bortrykkelse er stivnet og krakeleret?

Hvem vil købe Lady Erskin?!

Af Simon Griis

Denne hændelse fandt sted for ca. 150 år siden. Den engelske vækkelsesprædikant Rowland Hill stod en dag ved en landevej og talte om Guds kærlighed til alle syndere, om Guds fred og om himmelens hjem.

Lady Erskin til salg
Midt under prædikenen forsøgte en flot vogn at trænge igennem den lyttende folkeskare.

I vognen sad lady Anna Erskin, som var kendt for sin rigdom og sit liv i luksus. Hun var kendt ved hvert et bal og hver en koncert der blev afholdt, men hun bekymrede sig ikke for sin sjæl. Nu var hun på vej til et bal hos det engelske kongepar. Hun var sent ude og den uventede forhindring gjorde hende utålmodig.

Rowland Hills skarpe blik genkendte hende straks og øjeblikkelig kom der en tanke til ham; her har du en god anledning til at vinde en sjæl for Gud. Han afbrød pludselig sin tale, rakte armen ud og råbte med kraftig røst: "Se, der kommer lady Erskin. Hør, lad os sælge hende til den højestbydende!"

Når Det Gør Ondt i Selve Livet

Af Simon Griis

Danskerne har ikke længere blot ondt i kroppen

eller ondt i sindet, de har ondt i selve livet

I løbet af de første 50 år af det 20 århundrede gjorde den medicinske videnskab store fremskridt i bekæmpelsen af sygdom, specielt infektionssygdomme som f.eks. tuberkulose og kolera, som vi stort set i dag er fri for. Efter 2. verdenskrig oplevede sundhedsvæsenet og medicinalindustrien en voldsom vækst i nye midler og behandlinger af sygdomme og lidelser. Dette førte i de næste årtier til, at flere og flere gammelkendte sygdomme kunne kureres. De store videnskabelige fremskridt medførte et håb om, at det faktisk var muligt, ved videnskabens hjælp, at nå et niveau i behandlingen, hvor størstedelen af lidelse og sygdom kunne elimineres.

Videnskaben blev det store håb, og nogle mente, at Gud ville blive overflødig, når videnskaben på et tidspunkt i nær fremtid ville udrydde al sygdom.

Vidste du, at ..?

… Danmarks første fotografi var en kamp mod dæmoner?

Danmarks ældste fotografi og det ældst kendte portrætfoto i hele Norden er fra 1840 og viser Bertel Thorvaldsen, den kendte dansk-islandske skulptør.

Thorvaldsen har lavet mange kendte skulpturer i nyklassicistisk stil. Den mest kendte er nok Thorvaldsens Kristusfigur, der har den egenskab, at du må helt hen til den og på knæ, for at kunne få øjenkontakt med Kristus.

Mens H C Andersen var begejstret for at blive fotograferet, og var tidens mest fotograferede dansker, forholdt det sig helt anderledes for Bertel Thorvaldsen. Han var yderst skeptisk over for den nye teknik, og da han lod sig overtale til at blive fotograferet, tog han sine forholdsregler.

Læg mærke til Thorvaldsens ene hånd. Han danner et gammelt kendt håndtegn med pegefinger og lillefinger strittende ligeud og nedad. Det er en forsvarshandling mod dæmonisk angreb, mod det onde øje, sendt af Satan selv.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vidste du, at ... 
Jesus havde en helt anden position til Johannes, end Johannes havde forestillet sig.

Da Jesus nu så sin moder og den discipel, han elskede, stå ved hendes side, siger han til sin moder: »Kvinde! se, det er din søn.«Derpå siger han til disciplen: »Se, det er din moder.« Og fra den time tog disciplen hende hjem til sit. Joh 19,26-27

Tænk over, at ikke lang tid før dette stillede Johannes og hans bror Jakob sig frem for Jesus med et krav. ”Vi vil gerne, at du skal gøre for os, hvad vi nu beder om!”

De ønskede at være de to, som stod Jesus nærmest ved hans side, med den position og den autoritet, det ville indebære, når Jesus blev konge for sit mægtige rige.

 

Nu hang Jesus på korset, afklædt al kongeværdighed og i færd med at dø, og Johannes fik ikke pladsen ved kongens side, som han havde håbet på. Hvad var det, vi lige læste i skriftstedet?: ” Da Jesus nu så sin moder og den discipel, han elskede, stå ved hendes side” …    

Johannes stod ikke ved kongens side i det messianske rige, han stod ved en kvindes side, en enke i dyb sorg over at miste sin førstefødte søn, og han kom ikke til at forlade denne plads, så længe hun levede. Hendes velfærd blev hans kald og tjeneste.

Da Jesus nu så, at Johannes stod ved Marias side, sagde han fra korset: »Se, det er din moder.« og med dette gav han nu Johannes et bud, om at stå ved kvindens side og drage omsorg for hende.

Hvad er dit ønske i Guds rige? Hvilke ambitioner har du? Jeg tror ikke vores position er så meget anderledes end det, Johannes oplevede. Kristi ord går ud til hver enkelt af os, og hans bud lyder: ”Stil jer på de svages side! Tag jer af de fattige, de sultne, de syge, kom de nødlidende til hjælp og vis de ensomme kærlighed!”

Stil dig på den svages side, og du vil opleve, at dette sted er det tætteste, du kommer på at stå ved kongens højre hånd.     

TISHA B'AV - Den store sørgedag

I aften er vi gået ind i den niende dag i måneden Av, måske bedre kendt som Tisha B’Av. Det er en speciel sørgedag og fastedag, hvor jøderne husker på de sorger, som har ramt dem igennem århundreder.

Det mystiske i dette er, at mange ulykker har ramt dem på netop denne dag, den niende dag i måneden av. Israels tempel er blevet ødelagt to gange. Første gang i år 586 f.kr. af babylonerne og kong Nebudkanezar, og igen i år 70, mere end 600 år efter, denne gang af romerne og Titus. Og begge ødelæggelser skete på nøjagtig den samme dato, Tisha B’Av!

Anna Spafford - en robust kvinde sejrer gennem tragedie

De gamle troshelte

Af Simon Griis

Den Amerikanske Koloni 

i Jerusalem

For mere end 100 år siden grundlagde norske Anna (Larssen) Spafford en amerikansk koloni i Jerusalem. Hun var kristen, og hendes mand Horatio var advokat og ældste i en presbytermenighed i Chicago, Amerika. Beretningen om norske Anna er beretningen om tragedie, svigt, og fordømmelse. Men det er også beretningen om stort mod, og åndelig hårdførhed, kærlighed og velsignelse.

Smukke billeder af moabitten Ruth i det Hellige Land

I anledning af Den Jødiske Højtid Shavuot

Af Simon Griis

De smukke billeder i bunden af denne artikel er taget i det Hellige Land for omkring 100 år siden. Billederne er taget i høsttiden, og det er den skønne historie om moabitten Ruth, som genfortælles med Betlehems gyldne marker som baggrund, og kristne, jøder og arabere som modeller.

Den modbydelige voldtægtskultur på facebook

Af Simon Griis

Det vrimler med hadesider, konspirationssider, voldsforherligende sider, gabestok sider, små-grønne-alien sider og alt muligt andet skidt og kanel, hostet op direkte fra det allerdybeste pestbefængte, svovllugtende, slimproducerende, mørke, hadske dyb, kaldet menneskets sjæl.

Kristelig Dagblad har haft en god artikel om den voksende voldtægtskultur på facebook. Artiklen har de egentlig tyvstjålet fra bloggeren ”Manteufel” uden at give hende kredit for det.

Jeg vil ikke genfortælle artiklen. Den kan du selv læse. Jeg vil dog sige dette: Da internettet vandt frem, og senere Youtube og de sociale medier, tænkte jeg, at dette var et stort skridt for den almindelige mand på gaden, og en ny stor mulighed for ham til at udtrykke sig.

Fra nu af, tænkte jeg, ville det blive svært at skjule sandheden. Sammensværgelser og coverups ville få det yderst vanskeligt, og de mekanismer i mennesket, som før i tiden resulterede i lynchninger uden rettergang og uretfærdige beskyldninger og forfølgelser kunne bremses med ”sandheden på internettet”. Skjult mobning og chikanerier ville nemmere kunne offentliggøres og afsløres. Overgreb fra myndighederne, vold i ægteskabet, overfald på gaden – alt dette skulle nu bekæmpes af gode samfundsborgere, bevæbnede med mobiltelefoner og facebook.

Ak ak ak …

Antijudaisme, Antisemitisme, Antizionisme - eller Jødehad?

Af Simon Griis

Hadet til jøderne har brændt ubændigt gennem århundreder, og blusset op fra tid til anden i lidelse og blodsudgydelse. Gennem alle tider har jødehadet tilpasset sig det eksisterende samfunds værdier, og fundet en ”politisk korrekt” form, under hvilken den kunne udfolde sig helt i al sin afskyelighed.

I disse år transformeres det gamle jødehads begrundelse og udtryk for vore øjne. Og de evangeliske menigheder, der før har talt til forsvar for det jødiske folk og forkyndt et Israel som et tidsalderligt redskab i Guds hånd, og en nødvendighed for fuldendelsen af Guds frelsesplan, er i fuld færd med at tilpasse deres teologi og forkyndelse til det omkringliggende samfunds stadig mere fjendtlige holdning til jøder og Israel.

FUP Billede af kristen kvinde, dræbt af muslimer

FUP eller FAKTA?

Af Simon Griis

Et forfærdeligt "gory" dobbeltbillede cirkulerer på facebook og bliver sendt via mail i stor stil. Venstre del af billedet er af en ung køn kvinde. Højre del af billedet er tilsyneladende den samme kvinde, denne gang bundet til en seng med hjertet skåret ud og et stort krucifiks stukket i halsen. Billedet er meget blodigt, og jeg ønsker ikke at have det umiddelbart synligt på min blog.

Vil du se det, kan du klikke her.

Billedteksten fortæller, at dette er en kristen kvinde, som er blevet tortureret og myrdet af muslimer i Syrien. Videre står der, at det ikke kun er i Syrien, at muslimer ønsker at gøre sådan ved kristne. Også i vores vestlige lande skal vi passe på, ellers vil vi ende som denne kristne kvinde i Syrien.

Var Poppo en bedrager?!

Af Simon Griis

Kristningen af Danmark – Del 1

Vi kender alle fortællingen om kristningen af Danmark, om Ansgar, Nordens apostel, om biskoppen Poppo, der bar jernbyrd uden at tage skade, og dermed beviste Kristus som en stærk gud, og den katolske tro som den eneste sande. Vi kender beretningen om Harald Blåtand, der gjorde danerne – de barske Asatroende vikinger - kristne, og rejste Jellingestenene som en evig proklamation af danernes overgang fra hedenskab til den sande kristne (katolske) tro.

Med de sidste år er arkæologer og historikere begyndt at stille spørgsmålstegn ved hele denne fortælling, som bl.a. har haft til formål at skabe en dansk folkeidentitet. Kendte danerne ikke i forvejen til Kristus? Levede vi ikke i et blandet samfund, hvor kristendom og asatro eksisterede side om side. Og var ”kristningen af Danmark” ikke i virkeligheden en ophævelse af en religionsfrihed, og indførelse af en ensrettet katolsk tro sydfra? Var danerne i virkeligheden keltisk inspirerede i deres kristne Gudsdyrkelse før Harald Blåtand?

Ødelæggelsen af det jødiske kvarter i Jerusalem 1948

Af Simon Griis

Mange har den opfattelse, at jøderne kom til det hellige land i årene op til 1948 og skabte nationen Israel. Før den tid boede der stort set kun palæstinensere. Derfor kan det være svært at forstå historien om den dag i 1948, da arabere jagede jøderne ud af Jerusalem, hærgede deres hjem, plyndrede deres butikker og jævnede deres gravpladser med jorden.

Virkeligheden er, at der fandtes ældgamle jødiske samfund i Jerusalem, Hebron, Tiberias, Jaffa og andre byer. Jøder har været i Jerusalem gennem alle tider. Man talte ikke dengang om jøder og palæstinensere. Man talte om palæstinensiske arabere og palæstinensiske jøder.