Ingen plads til offerrollen i Kristuslivet

Bibelen taler om en vækst i den troendes liv, en nødvendig proces, en opbyggelse i et indre liv og i et fællesskab med troende søstre og brødre. Ikke alene troslivet og menigheden, men hele skaberværket vidner om, at liv er vækst. Intet kan holde sig i live, om det ikke vokser. Stilstand er død og intethed. Liv og fuldkommengørelse er udadstræbende og opadstræbende. Som blomster strækker sig mod lyset og dyreungen vokser, således er selve livet en strækken sig efter et mål, efter en mening, ja selve meningEN med tilværelsen.

Paulus levede ikke i stilstand, men glemmende det, der lå bagved, rakte han konstant efter det, der lå foran ham, det kald og den sejrspris, som Gud i sin alvidenhed havde lagt til rette for Paulus (Fil.3.13). Hos Paulus er der ingen apati, men snarere en vedvarende iver efter at nå ny erkendelse i Kristuslivet, ny åbenbaring i Skrifterne, nye dybder i Gudssamfundet, og en til stadighed større vækst i kærlighedslivet, først til Gud og hans Ord, og dernæst til Guds tjenere, og menighedens brødre og søstre.

Helligåndsdåben – Til personlig gavn?

Mange kristne fornægter dåben i den Hellige Ånd som en særskilt og nødvendig oplevelse. De ser Helligåndsdåben og dens virkninger som noget, der skaber uorden i menighedsforsamlingen og i visse tilfælde udtrykker sig i ekstreme fænomener, som de helst vil være foruden. Ikke desto mindre lægger Bibelen stor vægt på, at netop denne oplevelse skal blive alle Guds børn til del uanset tilhørsforhold. Som frelsen er Guds største gave til synderen, er dåben i den Hellige Ånd Guds største gave til den genfødte kristne. Men gaven må, som alt andet åndeligt, modtages ved i tro at lytte til Guds Ords lære. Hører vi aldrig en klar forkyndelse om Åndsdåben, dens formål og virkninger, kan vi heller ikke tilegne os den i overensstemmelse med Guds plan.

Kirken, du har brug for - og dem, du ikke kan bruge til noget!

I dag mere end før vælger du selv, hvilken kirke, du vil komme i, og der er et væld af muligheder. Du kan vælge at være en søndagskristen, du kan komme i en kirke med en præst, der er Åndens eneste redskab i forsamlingen, og du kan vælge en kirke, der er skyklapensrettet i sin forståelse og virke for Kristus.

Nogen mener, at ”kirke” er én bestemt ting, som alle i forsamlingen skal efterfølge og efterabe. I dette vil den stedlige præst / forstander / evangelist skabe sig disciple i sit eget billede. Det er selvfølgelig det mest sikre, men i det lange løb vil kirkevirket blive gråt og trist.

I virkeligheden vil du visne hen i ensretningen, fordi dit åndelige liv har brug for så meget mere end én erkendelse, én slags tjeneste, én åndsåbenbarelse.

Bibelen siger, at Gud har besluttet at lade sin visdom i al dens mangfoldighed skal gives til kende for magter og myndigheder i den himmelske verden, og han har besluttet at lade dette ske gennem kirken (Ef.3.10)