Ingen plads til offerrollen i Kristuslivet

Bibelen taler om en vækst i den troendes liv, en nødvendig proces, en opbyggelse i et indre liv og i et fællesskab med troende søstre og brødre. Ikke alene troslivet og menigheden, men hele skaberværket vidner om, at liv er vækst. Intet kan holde sig i live, om det ikke vokser. Stilstand er død og intethed. Liv og fuldkommengørelse er udadstræbende og opadstræbende. Som blomster strækker sig mod lyset og dyreungen vokser, således er selve livet en strækken sig efter et mål, efter en mening, ja selve meningEN med tilværelsen.

Paulus levede ikke i stilstand, men glemmende det, der lå bagved, rakte han konstant efter det, der lå foran ham, det kald og den sejrspris, som Gud i sin alvidenhed havde lagt til rette for Paulus (Fil.3.13). Hos Paulus er der ingen apati, men snarere en vedvarende iver efter at nå ny erkendelse i Kristuslivet, ny åbenbaring i Skrifterne, nye dybder i Gudssamfundet, og en til stadighed større vækst i kærlighedslivet, først til Gud og hans Ord, og dernæst til Guds tjenere, og menighedens brødre og søstre.

Loven eller Nåden?

Vi ved, at loven er streng, og at den hører Gamle Testamente til. Vi ved, at vi ikke skal holde loven. Vi ved, at vi ikke frelses ved gerninger, men ved tro alene. Vi ved, at vi lever i nådens tid, og at loven på en eller anden måde er trådt ud af kraft ved Kristi forsoningsværk.

Samtidig kender vi Kristi lære i Bjergprædikenen. Vi ser gennem hele Kristi tjeneste, at der stilles krav til vores liv. "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!"(Matt.5.48). Det er klart, at vi som kristne må bestræbe os på at leve et godt liv. Både i det indre og i det ydre må det skinne frem, at vi er kristne. Vi skal ikke holde loven, men Jesus selv siger jo, at visse ting skal opfyldes, for at vi kan vandre Gud til behag.

For nogen kristne bliver dette en bitter kamp mod selvet og egen kødelighed. Mange oplever, at de gang på gang lider nederlag i bestræbelserne på at leve et "godt kristent" liv. De læser ikke nok i Bibelen, de beder ikke nok, de kommer for lidt på møder, de vidner for lidt, de gør for lidt for Guds sag. Hele tiden halser de afsted efter Guds hellighed i deres liv, og aldrig når de målet, aldrig bliver de tilfreds med sig selv. Kender du dette? Hvor er hvilen i Kristus? "Lige om hjørnet efter næste anstrengelse" siger du, men når aldrig derhen. Frelst af nåde, ja, men helliggørelsen kræver sit. En umådelig pris må betales.