John Harper - Titanics sidste helt!

Troens Helte!

 

Drømmeskibet
Den 10. april 1912 kl. 11.45 stævnede et skib ud på sin jomfrutur fra South Hampton til New York. Det var ikke et hvilket som helst skib, men selveste kronen på menneskehedens storhed og formåen. Hun bar navnet TITANIC efter den græske solgud TITAN, og var en flydende kæmpe i kraft og skønhed. Med en vægt på næsten 50.000 ton og en længde på 270 m var hun det største skib, som nogensinde var søsat. Hendes to vingepropeller vejede 38 ton og gav hende, tillige med 29 kulfyrede kedler, en fart på 24 knob.

Hun blev kaldt "Drømmenes skib" på grund af hendes luksuriøse indretning. Med overdådige saloner, smukke kahytter, swimming pool og tyrkisk bad overgik hun i skønhed og pragt alt andet, mennesket nogensinde havde fremstillet. En dobbelt bund og 16 vandtætte skotter skulle sikre de mange rige og prominente passagerer, som var med på hendes første tur. TITANIC var skibet, som ikke kunne gå under. Kaptajnen udtalte med stolthed før afgang, at selv den Almægtige Gud ikke kunne sænke dette skib.
Katastrofen
Katastrofen indtraf 4 døgn senere. Det var en krystalklar og stille nat, og derfor så mandskabet for sent det truende isbjerg ret forude for skibets køl. Det 100 ton tunge ror blev drejet hårdt styrbord, men for sent; En isnende og skurrende lyd gik gennem skibet, da isbjerget lavede en lang flænge i siden under vandoverfladen.

De sidste minutter af TITANICS liv slog det prominente orkester fra underholdningsmusik over i tonerne af "Nærmere Gud til dig" og mindre end tre timer efter sammenstødet med isbjerget, rejste skibet sin vældige agterstavn og sank i sin grav mere end 4.000 m nede i dybet. Over 1.500 mennesker mistede livet, og denne tragiske hændelse står printet med neon i vores hukommelse - ikke alene på grund af tabet af de mange menneskeliv - men også fordi TITANIC, der skulle have været et evigt monument for menneskets storhed, viste sig at blive et symbol på vor forgængelighed.

Dette er historien, som vi kender den. Artikler, bøger, rapporter og film har givet os et indtryk af dette vældige skibs sidste timer. Der er dog en beretning, som ikke er kendt af så mange. En beretning om heltemod, hengivenhed og Gudstro. Det er vidnesbyrdet om pastor John Harper, som det er bragt videre til eftertiden af overlevende fra forliset.

.

En ukendt prædikant
John Harper, der var enkemand, var sammen med sin 6 årige datter Nan om bord på det skæbnesvangre skib. Han kom fra Glasgow, hvor han nyligt havde etableret en hurtigt voksende menighed. John Harper var kendt for sin hellige livsførelse, sin nidkærhed i tjenesten og sin dybe nød for ufrelste sjæle. Han var af den slags, som brugte hele nætter i bøn for mennesker, der ikke kendte Gud.

Ombord på TITANIC var stemningen let og glad. Samtalerne var, efter Harpers mening, overfladiske og fyldt med intetsigende skæmt, hvorfor han ved mange lejligheder vidnede for passagerne og inderligt bad dem om at give deres liv til Kristus.

Troens helt
Da katastrofen indtraf, deltog Harper i redningsarbejdet, men den brændende nød i hans hjerte gjaldt ikke alene den overhængende fare for alle disse menneskers liv, men også det faktum, at mange af dem skulle gå deres død i møde uden at de havde gjort deres liv op med Gud. Hans seriøse hengivenhed for sjælenes tilstand kom til udtryk, når man over folkemængdens angstskrig kunne høre hans tydelige råb: "Lad kvinder, børn og ufrelste komme i redningsbådene!"

Harper fik sin datter i en af redningsbådene. Hun overlevede forliset, og døde så sent som i 1986 efter at have tjent Herren i mange år. Harper gav sin redningsvest til en, som ingen havde, og beseglede derved sin egen dødsdom. Snart lå han på et stykke vraggods i det kolde vand. Efter manges mening måtte dette nok være enden, men Harper var ikke den, der så let gav op, og han havde endnu nogle få minutter tilbage af sit liv.

Harpers sidste vidnesbyrd
Fire år efter forliset rejste en ung skotte sig op under et møde i Hamilton, Canada. Han var en overlevende fra TITANIC og fortalte sin historie om, hvordan han var blevet reddet og samtidig havde givet sit liv til Jesus: Han berettede: "Da jeg flød alene på et stykke vraggods den frygtelige nat, bragte bølgerne John Harper fra Glasgow hen til mig. "Unge mand" sagde han; "Er du frelst?" "Nej, det er jeg ikke!" svarede jeg. Han sagde: "Tro på Herren Jesus Kristus, og du skal blive frelst!"

Havet bar ham væk, men underligt nok, bragte det ham tilbage igen lidt senere. Han spurgte mig: "Er du frelst nu?" Jeg sagde: "Nej, det kan jeg ikke sige, at jeg er" Igen sagde han: "Tro på Herren Jesus Kristus, og du skal blive frelst!" Et øjeblik efter var han væk. Der, alene i natten, og med 4.000 meters dyb under mig, kom jeg til tro. Jeg er John Harpers sidste frugt.

.

Vi vil tjene Herren
Hvem vil ikke gerne være som John Harper. Han står for os som det personificerede heltemod og den hengivende tro. Jeg har hørt flere kristne sige, at hvis de fik at vide, at Herren kom i morgen, ville de slippe alt, hvad de havde i hænderne og bruge den sidste korte tid på inderligt at vidne for mennesker. Men sådan hænger livet ikke sammen. Ofte ser vi jo, at vores natur kommer tydeligere til udtryk i kriser. Vi bliver ikke pludselig en anden, end den vi altid har været, blot fordi vi bliver sat i en ekstrem situation. John Harper ændrede ikke personlighed til det bedre i de skæbnesvangre timer. Han levede under TITANICs sidste dødskramper det samme Kristusliv, som han havde levet det i Glasgow årene før.
.

Vi vil ikke være drømmere og som med længselsfulde blikke mod en fjern fremtid, hvor vi kan tjene Herren med nidkærhed og heltemod. Lad os tjene Herren I DAG og midt i den situation, vi er sat i. Vort land er som det mægtige TITANIC med for få redningsbåde og mange sjæle lever uden Gud og uden håb.

Vi må gøre Hans gerninger, som har sendt os (Kristus) medens det er dag; der kommer en nat, da ingen arbejde (Joh.9.4)