Bibelen taler om en vækst i den troendes liv, en nødvendig proces,
en opbyggelse i et indre liv og i et fællesskab med troende søstre og brødre.
Ikke alene troslivet og menigheden, men hele skaberværket vidner om, at liv
er vækst. Intet kan holde sig i live, om det ikke vokser. Stilstand er død og
intethed. Liv og fuldkommengørelse er udadstræbende og opadstræbende. Som
blomster strækker sig mod lyset og dyreungen vokser, således er selve livet en
strækken sig efter et mål, efter en mening, ja selve meningEN med tilværelsen.
Paulus levede ikke i stilstand, men glemmende det, der lå
bagved, rakte han konstant efter det, der lå foran ham, det kald og den
sejrspris, som Gud i sin alvidenhed havde lagt til rette for Paulus (Fil.3.13).
Hos Paulus er der ingen apati, men snarere en vedvarende iver efter at nå ny
erkendelse i Kristuslivet, ny åbenbaring i Skrifterne, nye dybder i
Gudssamfundet, og en til stadighed større vækst i kærlighedslivet, først til
Gud og hans Ord, og dernæst til Guds tjenere, og menighedens brødre og søstre.
