I anledning af den danske Baptistkirkes 175 års jubilæum
Af Simon Griis
Hvor længe er det siden, du sidst har hilst en baptist med
et helligt kys og sagt tak? Eller bare krammet en baptist og blevet ved med at
holde om ham og mens du gentog ordene ”Tak!” ”Mange tak, baptist!” ”Mange
tak!”?
Er det længe siden? Så vil jeg foreslå dig, at du drager ud
i vort ganske land på jagt efter en baptist, du kan give et ordentligt
bjørneknus! Baptisterne udgør vel kun omkring en promille af den danske befolkning, og derfor kan det være
svært sådan lige at finde en baptist i nærmiljøet. Statistisk set skal du give
et knus til omkring 900 danskere, inden du rammer en baptist, så det er bare med
at komme i gang.
Vore danske baptistvenner fylder 175 år i år, og der er en
helt speciel grund til, at du og jeg som frikirkefolk skylder dem en tak.
Har du tænkt over, hvor privilegerede vi som frikirkefolk
egentlig er i vor tid i vort land? At vi frit kan samles om vores tro uden
forfølgelse, at vi frit kan afholde vore gudstjenester uden repressalier, at vi
frit kan tale vort evangelium uden straf? Alt dette uden risiko for at blive
sat i fængsel på vand og brød, og uden risiko for udpantning og ruinering.
Og ikke mindst, har du tænkt over den store gave det er, at
vi frit kan praktisere vores barnevelsignelse og vores baptistiske dåb, uden
fare for, at en betjent fra statspolitiet og en præst fra den danske lutherske
folkekirke banker på vores dør og med vold bortfører vores børn til den lokale
kirke for at tvangsdøbe dem på kirkens og statens befaling, mod vor vilje?
Vi er privilegerede og vi er velsignede, og en stor del af
vor taknemmelighed skal komme baptisterne til gode i år, hvor de bliver så
gamle. Det var nemlig dem, der for 175 år siden tog slæbet, pryglene og
fængselsstraffene for den frihed, vi kan nyde i dag. Derfor skal de have denne
hyldest, og derfor skal vi fejre dem i dag i det Herrens år 2014.
Vidste du dette? Lad os ikke være historieløse, men finde
vores identitet som frikirkefolk også i den tid, der var før os, og i de
troshelte, der har banet vejen for os. Lad os ikke ringeagte vor baptistiske
dåb, den er købt med disse menneskers tårer, afsavn og strabadser. Lad os ikke
træde martyrernes blod under fode, som vi gør hver gang vi vrisser af vor dåb
og regner den for ligegyldig, eller af mindre betydning.
Den lutherske kirke blev indført i Danmark i 1536 efter
århundreder med pavekirken. Egentlig kunne de levedygtige og spirende baptistiske
strømninger allerede på dette tidspunkt have gjort sig gældende i Danmark, men
der skulle gå mere end 300 år, inden vi begynder at se de baptistiske
vækkelsesstrømninger i vort land. Det er der ikke noget mystisk i.
Undertrykkelsen af enhver baptistisk tendens var hård og forfølgelsen af en
bekendende baptist ubarmhjertig.
Det var først med den såkaldte ”gudelige vækkelse” som løb
over hele landet i starten af 1800 tallet, at der begynder at opstå baptistiske
fællesskaber. Da den første egentlige baptistmenighed etableres i København i
1839, gøres de baptistiske dåbshandlinger med det samme ulovlige. Baptisternes
ledere forfølges systematisk og sættes i fængsel på vand og brød. Betjente fra
statspolitiet møder sammen med lutherske præster op og banker på i de små baptistiske
hjem, hvor de med magt fjerner børnene, og bringer dem hen i den nærmeste
lutherske kirke, hvor de tvangsdøbes.
Midt i denne tumult står Peter Christian Mønster, født i
Randers, uddannet gravør, bosat i København og en brændende kristen efter et
møde med Kristus i 1830. Han var en af dem, man dengang kaldte ”vakte” og sad under
N. F. S. Grundtvigs prædikestol i flere år. Sammen med Grundtvig og andre
kæmpede han mod kongens enevælde, og specielt ”enevældens konge-kirke” som
havde monopol på den kristne tro, og var den eneste ved lov tilladte kirke at
tilhøre.
Tænk på, at dette var 10 år før Grundloven af 1849, der
skulle give trosfrihed. 10 år før det blev lovligt, grundlagdes den første
baptistmenighed, og Mønster blev ikke blot menighedens præst, men også
baptisternes leder på landsplan.
Fra dag ét blev Mønster forfulgt af de civile og de
kirkelige myndigheder, der i et samlet angreb søgte at aflive bevægelsen
allerede ved fødslen. Mønster blev arresteret og dømt til fængsel på vand og
brød efter loven om ”Separatisme, anabaptisme og andre vildfarelser”. I årene
1840 til 45 blev Mønster arresteret 5 gange og sad i fængslet i alt i to år –
kun fordi han nægtede at holde op med at døbe sine brødre og søstre.
Fængslet knækkede ikke Mønster, men der fandtes andre
midler, og bødeforlæg, udpantning og fængselsstraffe sendte ham til sidst i
økonomisk ruin og armod.
I tiden mens Mønster sad i fængsel skrev han tre breve til
kongen, hvori han forsvarede den baptistiske tro og baptisternes ret til
trosfrihed. Mønster forfattede også skriftet ”Andragende om fuld
religionsfrihed for Danmark”, og blev dermed den første dansker, som agiterede
for fuld religionsfrihed.
Grundtvigs taler om religionsfrihed, den liberale presses
dækning af sagen og pres fra baptistiske kredse i England og Amerika fik til
sidst den danske konge til at give efter. Han tilbød baptisterne en
tilværelse i fristaden Fredericia. Betingelserne var få: Mønster måtte
acceptere, at baptisternes børn stadig skulle tvangsdøbes og at al mission var
ulovlig. Mønster nægtede, og forfølgelserne tog til.
Som om den ydre modstand ikke var nok, startede der også en
indre konflikt. Mønster og mange af hans trosfæller havde deres ophav i den
lutherske folkevækkelse og Grundtvigs forkyndelse. Calvinistiske baptister fra
Hamburg ønskede indflydelse i den danske baptistmenighed, og deres fæller i
Danmark arbejdede på at isolere Mønster fra hans egen menighed og hele den
baptistiske bevægelse.
Mønster på sin side ønskede ikke at have noget med
calvinisterne at gøre, og anså calvinismen for at være ”bogstavtrældommens
uevangeliske ånd”. Dette fik han betalt tilbage, da han sad i fængsel i 1845,
og de hamburgske calvinisters frænder i hans menighed fik held til at ændre
magtbalancen i menigheden.
Fra 1853 sad Mønster tilbage i sit lille værksted og levede
af sit gravørarbejde. Et slagtilfælde invaliderede ham, og satte ham helt ud af
spillet frem til hans død i 1870. Mønster døde som medlem af den lutherske
kirke, den kirke, der havde forfulgt ham, fængslet ham, og udpantet og ruineret ham
forladt af alle sine baptistiske venner og trosfæller.
100 år efter vedtog baptistforbundet, at Mønster var blevet
uretfærdigt behandlet og gav ham fuld oprejsning.
Så når du nu i dag går ud og finder en baptist, du kan give
et ordentligt knus, så give ham et ekstra klem til Peter Christian Mønster,
født 1797, uddannet gravør, og religionsfrihedens forkæmper.
Læs mere:
www.danishmuseum.org/danish-baptists.cfm?LanguageID=0eab033a-7af9-4da8-a55e-2503b544b8ec
www.bornholmsmuseum.dk/udforsk/bornholms-historie/nordbornholms-graniteventyr/arbejdsliv/sociale-livfritid.aspx
www.karmelkirken.dk/kirken
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.