Af Simon Griis
Der var engang en hellig mand i den katolske kirke. Hans
navn var Francis Xavier. Den hellige mand gennemtravede hele Asien og blev
kendt som den rejsende munk. Han døde på vej til Kina den 3. december 1552, 46
år gammel.
Han blev begravet, som det sig jo hør og bør, men da den
katolske kirke har noget med døde kroppe, blev han gravet op igen og begravet
igen og gravet op igen. Til sidst blev man enige om, at sådan et lig af en
hellig mand var alt for værdifuldt til at lade ligge under muld.
Derfor fik man lavet en sølvkiste til ham, og hvert 10. år
lige siden, har man hentet ham frem, så offentligheden kunne se ham, ophøje
ham, og kysse hans fødder – og det med at kysse hans fødder var slet ikke så
frygteligt, heller ikke selvom han var et lig, og havde været død i årtier, ja
århundreder, for han gik ved et guddommeligt mirakel ikke i forrådnelse.
Man sagde om Xavier, at han efter sin død ved sit lig stadig
udførte mirakler, som man også så ved relikvier andre steder rundt omkring i
hele den katolske verden.
I 1554, to år efter hans død, kom den højagtede portugisiske
lady; Dona Isabel Carom fordi også hun ønskede at ære og ophøje den afdøde
helgen. Hun knælede, bad sikkert en stille og inderlig bøn, hvorefter hun
bøjede sig frem og kyssede den afdødes tæer.
