Af Simon Griis
Der var engang en hellig mand i den katolske kirke. Hans
navn var Francis Xavier. Den hellige mand gennemtravede hele Asien og blev
kendt som den rejsende munk. Han døde på vej til Kina den 3. december 1552, 46
år gammel.
Han blev begravet, som det sig jo hør og bør, men da den
katolske kirke har noget med døde kroppe, blev han gravet op igen og begravet
igen og gravet op igen. Til sidst blev man enige om, at sådan et lig af en
hellig mand var alt for værdifuldt til at lade ligge under muld.
Derfor fik man lavet en sølvkiste til ham, og hvert 10. år
lige siden, har man hentet ham frem, så offentligheden kunne se ham, ophøje
ham, og kysse hans fødder – og det med at kysse hans fødder var slet ikke så
frygteligt, heller ikke selvom han var et lig, og havde været død i årtier, ja
århundreder, for han gik ved et guddommeligt mirakel ikke i forrådnelse.
Man sagde om Xavier, at han efter sin død ved sit lig stadig
udførte mirakler, som man også så ved relikvier andre steder rundt omkring i
hele den katolske verden.
I 1554, to år efter hans død, kom den højagtede portugisiske
lady; Dona Isabel Carom fordi også hun ønskede at ære og ophøje den afdøde
helgen. Hun knælede, bad sikkert en stille og inderlig bøn, hvorefter hun
bøjede sig frem og kyssede den afdødes tæer.
Det var i dette øjeblik, uden at nogen lagde mærke til
noget, at hun stille og langsomt åbnede sin mund, fik et godt tag om en af
Xaviers tæer og bed til. Liget, der ellers havde kæmpet en sejrrig kamp mod
forrådnelse (siges der), var chanceløs over for den fine dames tænder, og efter
et par rusk og et ekstra hårdt bid, måtte tåen forlade sin ejermand, som den
ellers havde tjent vel og trofast gennem alle Asiens egne. Det siges, at der
vældede blod frem som hos en levende, da tåen forlod foden.
Isabel Carom rejste sig ærbødigt, og forlod rummet idet hun
mumlede et farvel til de præster, der sandsynligvis sad vagt ved liget af den
hellige mand.
Nuvel, det vi kan have så svært ved at forstå i vores
protestantiske del er verden er, at en tå fra et lig af en hellig mand kan
betyde så meget, at en fin dame er villig til at tage en tå i munden, bide den
af, måske lige rulle den over i den anden side af mundhulen med tungen, og
holde den skjult under sin flugt.
Men hun ønskede over alt andet i verden at eje en del af
Xaviers legeme som et relikvie, der skulle gøre hendes liv lettere.
Vi kan selvfølgelig sige, at hun må have været en lettere
forstyrret kvinde, eller måske endda forstyrret i svær grad. Hun havde nok
fuldstændig misforstået sin religion, sin kirke, og sine præster. Man kunne forestille
sig, at de havde sagt ét, og hun havde forstået noget andet.
På den anden side virker det til, at kirken netop forkyndte
det, som hun mente at kunne få ved at eje en del af denne afdøde hellige mands
lig.
… og hun var jo ikke alene: Allerede da man begravede Xavier
første gang, skar man en lille luns kød af ham, som man ville gemme til
eventuelt senere brug. I dag har han kun storetåen tilbage på den fod, som den
fine lady bed i. Resten af tæerne er også væk.
I 1614 skar man hans højre arm af ved albuen og sendte den
til Rom, hvor den bliver opbevaret i et sølvskrin og ophøjet ved særlige
lejligheder.
I 1619 skar man resten af armen af og sendte til en
jesuitterprovins i Japan. Her var kirken under forfølgelse, og man havde brug
for et relikvie, der battede. Ikke bare noget småtteri. Det skulle være noget
med noget kød på – for nu at blive i sprogarenaen.
Efterspørgslen efter dødt helligt væv var så stor, at man på
et tidspunkt tømte bryst og mave for indvolde, og sendte det ud til flere
forskellige lande.
Ved en undersøgelse i 1974 måtte man erklære, at Xaviers
døde krop var gået i forrådnelse som alle andre døde legemer, og at der nu kun
var skind og ben tilbage - altså af det, der nu en gang var tilbage.
Hvis den fine Dona Isabel Carom ikke var skør, så kan man
måske finde forklaringen i, at dette skete i den mørke middelalder. En tid, som
vi heldigvis alle er vokset fra.
NOPE! Intet har forandret sig, og disse lig af afdøde hellige
mænd slæbes stadig frem for offentligheden eller ligger i glaskister sammen med
tusindvis af andre relikvier – og alle modtager de bøjede ydmyge troendes
veneration og ophøjelse.
Så langt fra Paulus ord:
”Thi jeg havde fattet det forsæt
ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus
Kristus, og det som korsfæstet!”
kan man altså komme, og uden at opdage det.
Lad os aldrig aldrig aldrig vende tilbage til Babylon. Vi
kunne ikke synge der, og vi lod harperne hænge på piletræerne. Lad 500 året for
Luthers reformation tale til os om at stå endnu stærkere på reformationens
grund, og proklamere et KRISTUS ALENE!.
Om ingen anden vil sige amen, så gør jeg det selv! AMEN!
