Viser opslag med etiketten Religiøsitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Religiøsitet. Vis alle opslag

Loven eller Nåden?


Vi ved, at loven er streng, og at den hører Gamle Testamente til. Vi ved, at vi ikke skal holde loven. Vi ved, at vi ikke frelses ved gerninger, men ved tro alene. Vi ved, at vi lever i nådens tid, og at loven på en eller anden måde er trådt ud af kraft ved Kristi forsoningsværk.

Samtidig kender vi Kristi lære i Bjergprædikenen. Vi ser gennem hele Kristi tjeneste, at der stilles krav til vores liv. "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!"(Matt.5.48). Det er klart, at vi som kristne må bestræbe os på at leve et godt liv. Både i det indre og i det ydre må det skinne frem, at vi er kristne. Vi skal ikke holde loven, men Jesus selv siger jo, at visse ting skal opfyldes, for at vi kan vandre Gud til behag.

For nogen kristne bliver dette en bitter kamp mod selvet og egen kødelighed. Mange oplever, at de gang på gang lider nederlag i bestræbelserne på at leve et "godt kristent" liv. De læser ikke nok i Bibelen, de beder ikke nok, de kommer for lidt på møder, de vidner for lidt, de gør for lidt for Guds sag. Hele tiden halser de afsted efter Guds hellighed i deres liv, og aldrig når de målet, aldrig bliver de tilfreds med sig selv. Kender du dette? Hvor er hvilen i Kristus? "Lige om hjørnet efter næste anstrengelse" siger du, men når aldrig derhen. Frelst af nåde, ja, men helliggørelsen kræver sit. En umådelig pris må betales.