Skabelsestro og Frelsesvished Del I

Del I af III

Af Simon Griis

En pige spurgte mig, om man var nødt til at tro på, at verden blev skabt for kun 6.000 år siden, hvis man ville være frelst. Jeg svarede "nej", som jeg har gjort før til andre unge, der har haft problemer med disse store spørgsmål. Jeg skriver denne kronik, fordi jeg møder unge både troende og tænkende mennesker, som kæmper med disse problemer, og som ind imellem bliver stillet over for et ultimatum omkring skabelsen, der indbefatter deres egen frelse.

Jeg selv voksede op som brændende ungjordskreationist, overbevist om, at Gud havde skabt universet på 6 dage af 24 timer for under 10.000 år siden. I mine unge år fik jeg problemer med de åbenlyse modsætninger mellem denne holdning og de mange videnskabelige observationer, der viste at universet var langt ældre. Der var ikke meningsdiktatur i min menighed, men de bøger, jeg læste, gav mig kun valget mellem den vantro liberalteologi, der kastede skabelsesberetningen ned i mytens og overtroens sump og ungjordskreationismens "endegyldige bibelske sandhed". Nogle af bøgerne fortalte mig direkte, at min frelse var diskutabel, såfremt jeg ikke troede rigtigt, og at jeg ikke kunne tro resten af Bibelen, hvis jeg mente, de første linier var løgn.
Midt i mine spekulationer om verdens skabelse, der inkluderede værdien af min egen frelse, kom jeg til at læse beretningen om Galilei, der satte den mægtige kirke på den anden ende. På Galileis tid havde kirken taget det græske (ptolemæiske) verdensbillede til sig, og havde givet det næsten kanonstatus sammen med Bibelens skrifter; Jorden var universets centrum, og det kunne ikke diskuteres. Ikke desto mindre hævdede Galilei, at jorden ikke var i centrum. Det kom til at koste ham dyrt, for paven mente, at det ville skade troen på kirken og Skriftens ufejlbarlighed, hvis der blev sat spørgsmålstegn ved kirkens verdensbillede.

Konflikten opstod ikke på grund af Galileis observationer, men fordi kirken læste Bibelen forkert og ophøjede et bestemt (og forkert) verdensbillede som absolut sandhed. Er det ikke netop den samme tendens, vi ser i dag iblandt nogle kristne? Er det ikke netop samme fatale fejltagelse, som bliver gjort, når ungjordskreationister ophøjer et bestemt verdensbillede til indiskutabel sandhed, og lader hele kristenhedens og selve Bibelens troværdighed stå og falde med deres påstandes sandfærdighed?

Jeg hæftede mig specielt ved én af Galileis udtalelser: "…Det er sandt at to sandheder ikke kan stride mod hinanden. Det er dygtige fortolkeres opgave at fremdrage Skrifternes virkelige mening. Disse vil uden tvivl være i overensstemmelse med de fysiske kendsgerninger, som er logiske og som forsøg har vist os". Det vendte billedet for mig. Måske var det slet ikke udpræget dumhed blandt verdens videnskabsmænd, der var problemet, og måske var der slet ikke nogen verdensomspændende ateistisk sammensværgelse. Kunne det hænge sådan sammen, at det var Bibeltolkerne (de ungjordskreationistiske), der ikke havde evnet at fremdrage Skrifternes virkelige mening?

Det er vigtigt at bemærke sig, at Galilei lagde ansvaret for korrekt opfattelse af verden - ikke kun på videnskabens mænd og deres observationer, men også - på teologer og Bibelens fortolkere. Også de havde et ansvar; At læse Bibelen korrekt. Ud fra dette var Galilei af den overbevisning, at de ville nå frem til, at Bibelen var i overensstemmelse med det virkelige reelle verdensbillede, for der kunne ikke være nogen modsætning mellem Bibel og univers. Der er megen visdom i Galileis ytringer, og man må spørge sig selv, om ikke han i langt højere grad var i overensstemmelse med Bibelens grundholdning til Skriftens Ord, verden omkring os og menneskets udforskning af den.