Strange BedFellows

… om jeg dog kunne ægge dem, der er af mit folk og min ånd til skinsyge …

I midten af firserne og fremefter rasede en hård teologisk kamp mellem to fronter. Den, der vandt, ville få magten til at bestemme den fremtidige kurs for hele den danske karismatiske bevægelse. Krigen efterlod ingen vindere, kun iturevne menigheder, forslåede kristne, og vaklende svajende teologier.

Herlighedsteologien havde hærget landet, Skandinavien, og resten af den vestlige verden. Den såkaldte ”vækkelse” døde ud, og herlighedsteologerne forlod den synkende skude. De blev ikke mindre ekstreme, kastede sig blot ekstremt ud i andre retninger som f.eks. lattervækkelser, ekstrem nådesforkyndelse, katolskkarismatisk praksis, torturlege, politisk arbejde, og salg af bedekranse.

Hvis vi, modstanderne af den ekstreme herlighedsteologi, troede, at vi havde vundet af den grund, tog vi fejl. ”Herlighedsteologi Light” ligger hen over mange menigheder, og ingen orker at stå for noget, eller stå op imod noget andet. Og som alle ved, vil den, der ikke vil stå for noget, falde for hvad som helst.

Priorindens Bønskrift

I året 1610 fandt man på bagsiden af indgangsdøren til en engelsk kirke nedenstående tekst:

Hold mig nogenlunde omgængelig.

Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive ældre og snart gammel. Bevar mig fra den skrækkelige tanke at tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag ved enhver lejlighed.

Fri mig for trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer. Gør mig eftertænksom, men ikke trist, hjælpsom, men ikke nævenyttig.

Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge den fuldt ud, men du ved, Herre, at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.

Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen.

Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter, de bliver flere og flere, og lysten til at beklage sig over dem vokser, som årene går.

Jeg vover ikke at bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed, når mine erindringer synes at være i modstrid med andres. Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.

Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen, nogle af dem er meget svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af Djævelens mesterværker.

Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker, jeg ikke har ventet det hos. Og giv mig den nåde, at jeg kan sige det til dem.