Strange BedFellows

… om jeg dog kunne ægge dem, der er af mit folk og min ånd til skinsyge …

I midten af firserne og fremefter rasede en hård teologisk kamp mellem to fronter. Den, der vandt, ville få magten til at bestemme den fremtidige kurs for hele den danske karismatiske bevægelse. Krigen efterlod ingen vindere, kun iturevne menigheder, forslåede kristne, og vaklende svajende teologier.

Herlighedsteologien havde hærget landet, Skandinavien, og resten af den vestlige verden. Den såkaldte ”vækkelse” døde ud, og herlighedsteologerne forlod den synkende skude. De blev ikke mindre ekstreme, kastede sig blot ekstremt ud i andre retninger som f.eks. lattervækkelser, ekstrem nådesforkyndelse, katolskkarismatisk praksis, torturlege, politisk arbejde, og salg af bedekranse.

Hvis vi, modstanderne af den ekstreme herlighedsteologi, troede, at vi havde vundet af den grund, tog vi fejl. ”Herlighedsteologi Light” ligger hen over mange menigheder, og ingen orker at stå for noget, eller stå op imod noget andet. Og som alle ved, vil den, der ikke vil stå for noget, falde for hvad som helst.

Når nu vi ikke vandt på trods af, at ”de andre” tabte, og når nu menighederne i dag stadig er plastret til af herlighedsforkyndelse, fantastiske proklamationer og Hagins bøger, så vidner det vel om én ting. Ingen formåede at gå ind i det opståede tomrum og danne grundlag for en sund og sober åndelig udvikling i menighederne. Ingen ledere, ingen forkyndere kunne udstikke en ny (eller den gamle) retning og bidrage med den lære, den forkyndelse, og den undervisning, som skulle til, for at genopdage de gamle stier, og genoptage vandringen, som den blev stukket ud af både Jesu disciple og de gamle pinsefolk og apostolere.

Jeg kom til at tænke på dem, der advarede imod herlighedsteologiens lære. Dem, jeg stod skulder ved skulder med i angrebskæde. Det var nogle ”strange bedfellows”. Det var en noget broget flok med ét mål, men mange forskellige motiver, holdninger og teologier. Det er vel kendt, at gode frihedskæmpere ikke nødvendigvis bliver gode regeringsmedlemmer, og spørgsmålet var også, om disse mennesker ville blive gode vejledere efter endt battle.

Nogle af kæmperne var kritikere. De var eksperter i kritik og nedrakning, men formåede ikke at bringe nogen form for velsignelse til andre mennesker. De kunne ikke bruges i menighederne til noget som helst, men i dette opgør, fandt de pludselig en platform og et livskald. Deres negativitet og angrebslyst blev legaliseret af situationen og de fandt en berettigelse for deres yndlingsbeskæftigelse; at stikke brødre og søstre. De blev menighedernes dommere og befandt sig vel dermed.

Hvad skulle man bruge dem til? De kunne jo ikke bringe noget positivt i en opbygningsproces af menigheder. Altid bedømmelser, fordømmelser og kritik, men ikke ét eneste gran af reel praktisk og åndelig hjælp i lokalkirken. Altid krav og bud og anklage, men ingen velsignelse og konstruktiv arbejdskraft i lokalmiljøet.

Disse mennesker findes stadigvæk derude, spredt rundt uden for kirkelandskabet, hvor de sidder på deres piedestal og bedømmer, og kritiserer, og kræver til regnskab.

Et andet hold bestod af dem, som slet ikke delte teologi med os. De var meget angrebslystne, og vi viste deres VHS videoer og spredte deres bøger og artikler. I virkeligheden ville de os det ikke godt. For dem var vi ét fedt; trosforkyndere såvel som traditionelle pinsefolk og apostolere. For dem var der ingen forskel, og det gjorde dem ikke noget, om deres angreb ramte både den falske trosforkyndelse og vores forkyndelse.

Når man står over for en falsk lære, har man en tendens til at rykke ekstra langt væk fra den, og derved risikerer man at tabe noget af det, som egentlig hører med til åbenbaringsskatten. Og disse folk hjalp os med at rykke alt for langt væk fra det, Gud har åbenbaret vort folk, det åndsdøbte folk. Og vi kunne vel heller ikke andet. Lykkeprofeternes færden var så ekstrem, at vi alle måtte lægge afstand til dem.

Disse ikke-åndsdøbte Bibelkrigere havde ingen interesse i at hjælpe os med genopbygningen af menighederne bagefter. For dem var det en sejr at ”de skøre karismatikere” oplevede så stor ødelæggelse i deres midte, som muligt, og måske endda aldrig rejste sig af asken igen.

Derfor spørger jeg også i højere grad i dag end før om mine meningsfællers holdninger og motiver. ”Nå, så du går heller ikke ind for lykketeologien. Det er jo fint. Hvorfor gør du ikke det?”

Jeg er pinsemand, eller måske rettere apostoler. Jeg tror på nådegavernes funktion som en reel substans midt i Guds folk, som noget der fungerer i den virkelige verden hos den enkelte troende midt i forsamlingen. Jeg tror på tungetale, profeti, udlæggelse, mirakler, helbredelser, visdom og kundskab ved Guds kraft. Det troede pinsefolk og apostolere på og det levede de ud længe før ”herskerfolket” kom og fordrejede og sygeliggjorde det alt sammen. Det har sværmere og døbere troet på gennem hele kirkehistorien, og sådan fungerede også den nytestamentlige menighed.

Jeg tror på bøn for syge, håndspålæggelse og salvning. Jeg tror på, at Gud griber ind ogvil  rejse den syge ved troens bøn. Det har apostolere og pinsefolk gjort før mig, det har Luther og kirkefædre gjort før dem, og det gjorde den første urmenighed, mange århundreder før ”herskerfolket” kom og twistede alting.

Jeg tror på, at Herren er min frelser, min forsørger, min læge, min sjælesørger. Jeg tror på, han hører mig, når jeg beder til ham. Jeg tror på, han leder mig, og at han griber guddommeligt ind i mit liv. Jeg er på alle måder en apostoler af den gamle skole.

Jeg tror på den gode bekendelse – Nej! Absolut ikke som den bliver misbrugt hos dollarprædikanterne – men Bibelen taler klart om den gode bekendelse, om sammenhængen mellem det hjertet er fyldt af og det, munden løber over med. Jeg tror det ikke er det, der går ind i munden, men det, der kommer ud af den, som gør os urene.

Jeg tror på et åndsdøbt, åndsfyldt, åndssalvet, åndsledt kristenfolk.

Er det glemt, at alt dette eksisterede og fungerede fint og i overensstemmelse med Guds Ord i menighederne langt tid før de ekstreme fordrejede og ødelagde det?

I dag ser jeg to hold Bibelkrigere, som har vendt sig – ikke kun imod herlighedsteologien – men også mod den traditionelle pinsekristendom. Det ene hold tilhører de ikke-karismatiske kirker. Det var dem, jeg nævnte før. De foregiver, at vi er enige, og det er vi også så langt som til modstanden mod herlighedsteologien, men i virkeligheden vil de os det ikke godt. De siger vi er ”brothers-in-arms”, men de rev gerne armene af os, hvis de så deres snit til det.

 

Det andet hold findes inde i pinsekirkerne, de apostolske kirker og i karismatiske kredse. De vil påstå at være ret enig med mig i mine ytringer herover, eller måske sådan overordnet enige – i teorien i hvert fald. De kan til nød kapere, at man i hovedet kan have disse idéer, men de ønsker egentlig ikke, at disse ting skal fungere ved menighedens sammenkomster.

Skønt de ”i teorien” er enige, vogter de sig for nogensinde selv personligt at tale offentligt i tunger, have et kundskabsord, bede en troens bøn for en syg eller noget som helst andet i den retning. Nogle har endda en teologi, der siger, at alle åndsmanifestationer hører den gamle tid eller en fjern fremtid til. Når de taler, taler de imod enhver form for nådegavepraktik. De er femte kolonne soldater, og de er måske den egentlige årsag til, at de åndsdøbte menigheder i højere og højere grad ønsker at bevæge sig væk fra al form for karismatisk kristendom, og i stedet i langt højere grad begynde at reproducere sig selv som kopier af vore lutherske folkekirker.

Hvad skal de i vore karismatiske kirker andet end at mane karismaen i jorden? Hvilken gavn gør de? Kan de være med til at genopbygge den gamle åndelighed og de gamle Åndens gaver, frugter og tjenester, når de alligevel reelt ikke tror på dem og ikke ønsker selv at praktisere dem i forsamlingen? De er vældige bedømmere og kritikere, men de bringer ingen reel karismatisk velsignelse.  Med deres teologi og holdning til Helligåndens manifestationer ville de måske passe bedre hos vore ikke-karismatiske brødre og søstre?