… om jeg dog kunne ægge dem, der er af mit folk og min ånd til skinsyge
…
I midten af firserne og fremefter rasede en hård teologisk
kamp mellem to fronter. Den, der vandt, ville få magten til at bestemme den
fremtidige kurs for hele den danske karismatiske bevægelse. Krigen efterlod
ingen vindere, kun iturevne menigheder, forslåede kristne, og vaklende svajende
teologier.
Herlighedsteologien havde hærget landet, Skandinavien, og
resten af den vestlige verden. Den såkaldte ”vækkelse” døde ud, og
herlighedsteologerne forlod den synkende skude. De blev ikke mindre ekstreme,
kastede sig blot ekstremt ud i andre retninger som f.eks. lattervækkelser,
ekstrem nådesforkyndelse, katolskkarismatisk praksis, torturlege, politisk
arbejde, og salg af bedekranse.
Hvis vi, modstanderne af den ekstreme herlighedsteologi,
troede, at vi havde vundet af den grund, tog vi fejl. ”Herlighedsteologi Light”
ligger hen over mange menigheder, og ingen orker at stå for noget, eller stå op
imod noget andet. Og som alle ved, vil den, der ikke vil stå for noget, falde
for hvad som helst.
