En flok hunde, Messias og general "Chesty" Puller

Af Simon Griis

Hvad har David, Messias, du og jeg, og ikke mindst Amerikas mest dekorerede marinesoldat general "Chesty" Puller til fælles?
Ikke så lidt endda!

 

David

Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig!
Sådan skrev David i salme 22. Han har helt sikkert, som så ofte, stået i en vanskelig, måske endda umulig, situation med fjender på alle sider. Indre som ydre modstandere ønskede at tilintetgøre ham. I nogle tilfælde var han uskyldig forfulgt, i andre havde han nok gjort fejl, for hvilke hans forfølgere mente, der kun var én straf; af med hovedet.

Selvom David langtfra var fejlfri, var han dog efter Bibelens udsagn, manden efter Guds hjerte. Måske fordi han altid levede et liv i ærlighed over for Gud. Måske fordi han, når han var faldet i synd, ærligt bekendte, og overlod sit liv i Guds hånd.

Men du Herre, hold dig ikke borte, du min styrke, skynd dig til hjælp! Red mit liv ..!

Når fjenderne hobede sig op omkring ham og omringede ham, vendte han sit blik til Herren, og i tro – selv når han var aldeles magtesløs – lagde han sin skæbne i Guds hånd. Selv når det så allerværst ud, ja selv når det var hans egen skyld, havde David en tro på, at der var en vej – en mulighed for, at Herrens navn kunne herliggøres i hans liv og situation. Allerede inden han kom ud af krisen, råbte han:    

Du har svaret mig! Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig!

Kristus

Samtidig med, at denne salme er en fortælling om Davids eget liv og en dyb krise, som han var havnet i, så er det også en profeti, som bliver kastet 1000 år ud i fremtiden. En profeti om en kommende Messias, der en dag skulle fremstå – ikke som konge – men som Guds lidende tjener, som et sonoffer, et lam, der bliver trukket til slagtning. For denne Messias, som bliver beskrevet i salme 22, skal en dag blive hele verdens frelser ved din død på et kors.

Så nøjagtig er denne profeti i alle sine enkeltheder, at den beskriver naglerne, som bliver slået i Kristi hænder og fødder, den beskriver, hvordan døden langsomt indtræder ved en korsfæstelse, den beskriver hvordan Kristi fjender deler hans tøj mellem sig og slår terning. Også her i Kristi tilfælde står fjender som en tyk mur omkring ham. Hvor er sejren? Hvor er Guds ære i det, der sker? Er der nogen udvej. Men selv i ydmygelsen, i smerten, ja i selve døden, fandt Gud en vej og en mulighed for at herliggøre sit navn.

I Kristi død på korset, da alle hans fjender stod omkring ham, fuldbyrdede Gud den frelse for mennesket, som han havde planlagt før verdens grundvold, og arbejdet på op gennem alle Israels slægtled. Hvor alle troede, der kun var nederlag, skam og forkastelse, blev den mægtigste sejr i verdenshistorien vundet.     

Kristus sejrede på korset. Han sejrede over Satan og hans dæmoner, han tog vor skam, han vandt et evigt liv til os. Vi så på ham, og vi brød os ikke om synet. Vi foragtede ham, skjulte vort ansigt for ham og regnede ham ikke for noget.

Men han tog vore sygdomme, han bar vore lidelser. Han blev gennemboret for vore overtrædelser, knust for vore synder. Han blev straffet for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Han var i sandhed det perfekte, det fuldendte offer. Det er svært at forstå, men dette er Guds retfærdighed.

Salme 22 fortæller om et menneske, som dør, og alligevel – trods døden – slutter salme 22 med disse ord, udtalt af Messias gennem Davids mund:

Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal tjene ham. Der skal forkyndes om Herren til kommende slægter, man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes, for han greb ind!

Gud greb ind og rejste Kristus fra døden. Siden da gennem alle tider og slægter, er Herrens retfærdighed blevet forkyndt, og syndere, frelste af nåde, har tjent ham. Dette er Guds store herlighed – At Kristus vandt sejr på korset, i præcis det, der så ud som et nederlag, en umulighed, en død, omgivet af fjender.

Lieutenant General "Chesty" Puller

Dette, som Kristus blev eksponent for; Sejren i den yderste nød og magtesløshed, det oplevede de gamle troshelte, Jakob, David, Elias, og ikke mindst Paulus. Vi må heller ikke udelukke det i vore liv. Vi må give plads for Herren, ikke bare når det ser vanskeligt ud, men også når det ser umuligt ud. Hans magt udøves ikke i vor styrke. Hans magt udøves i vor magtesløshed. Og når det ser allermest sort ud, er han der for at herliggøre sit navn.

Det er her, Lieutenant General "Chesty" Puller, kommer ind i spillet. Den mest dekorerede marinesoldat i Amerikas historie. Jeg ved ikke, om det helt passer sig med sådan en general midt I en beretning om vor frelser. Men jeg husker en af hans udtalelser. I et slag, hvor han og hans styrker var totalt omringet af fjenden, råbte han til sine soldater:

”De er på vores højre flanke, de er på vor venstre flanke, de er foran os, de er bag os. Denne gang kan de ikke slippe fra os!”  

Ja, han var da vist ikke ved sine fulde fem, den general. Alligevel tror jeg, vi kan se en Guds sandhed i dette. Er vi i situationer, som synes uoverkommelige, uoverstigelige, uovervindelige - befinder vi os i kriser, hvor alt omkring os synes at have vendt sig imod os, så lad os se op: ”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?” og vi skal få lov at opleve det samme som Jakob, David, Elias og Paulus:

”Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber. Han lader ikke min fod vakle. Han bevarer mig, han er skyggen ved min højre. Han bevarer mig mod alt ondt. Han bevarer mig fra hundene, fra de onde mennesker, som omgiver mig. Han bevarer min udgang og min indgang!

Amen!”