FUP eller FAKTA?
Af Simon Griis
Et russisk borehold fik sig sit livs forskrækkelse, da de
borede mere end 14 km ned i jordens dyb.
Det respekterede finske videnskabelige magasin Ammenusastia rapporterede om det opsigtsvækkende arbejde i en fjern egn af Sibirien, der vendte op og ned på videnskabsmænds forestillinger om Bibelens Helvede. Dr. Dmitri Azzacov, den russiske videnskabsmand, som ledede projektet udtalte efterfølgende: "Som kommunist tror jeg ikke på Himmelen eller Bibelen, men som videnskabsmand tror jeg nu på Helvedet".
Det respekterede finske videnskabelige magasin Ammenusastia rapporterede om det opsigtsvækkende arbejde i en fjern egn af Sibirien, der vendte op og ned på videnskabsmænds forestillinger om Bibelens Helvede. Dr. Dmitri Azzacov, den russiske videnskabsmand, som ledede projektet udtalte efterfølgende: "Som kommunist tror jeg ikke på Himmelen eller Bibelen, men som videnskabsmand tror jeg nu på Helvedet".
Sandt eller falsk?Azzacov kunne berette, at da boret nåede hidtil ukendte dybder, begyndte det
pludseligt at rotere vildt, hvilket indikerede, at de var nået til et tomrum i
dybet. Der var ingen forklaring på dette fænomen. Jorden var hul! Den anden
overraskelse, som mødte videnskabsmændene var, at temperaturen i hullets dyb
var på ikke mindre end 1.100 grader C. Ifølge Azzacov var dette langt højere
end nogen kunne have forventet. Jordens indre er tilsyneladende et inferno af
ild og hede.
Men disse epokegørende overraskelser var intet imod det, der ventede disse mænd, og som har gjort, at ingen siden har turdet føre borearbejdet videre. Ved et sådant borearbejde, sænkes supersensitive mikrofoner ned i de forskellige dybder, for at optage de tektoniske forskydninger, altså lyden af jordens bevægelser. Det skete også ved denne aktuelle boring, men den lyd, som de modtog, forvandlede de ellers rationelt tænkende videnskabsmænd til rystende vrag. Lyden kom fra klodens indre, og det var ikke lyden af jordens bevægelser, men af et menneske i smerte. Mændene fik justeret deres udstyr, og nu kunne de høre gennemtrængende skrig fra tusinder, måske millioner af lidende sjæle - smertesskrig så grufulde, at det gik dem til marv og ben. Allerede på dette tidspunkt, forlod halvdelen af arbejdsstyrken stedet, og ville ikke fortsætte af angst for det, de havde fundet.
Norges største og mest respekterede avis "Asker og Baerums budstikke" kunne bidrage med yderligere detaljer til den store opdagelse af Helvedets reelle eksistens i jordens indre. Avisen interviewede bl.a. et øjenvidne, chefgeolog Bjarne Nummedal (65), der beskrev, hvordan en søjle af brændende gasser steg op fra hullet samme aften og oplyste himlen. Ud fra ildsøjlen steg et mægtigt væsen med flagermusvinger, der på russisk proklamerede: "Jeg har sejret!" i heraldiske bogstaver mod den sibiriske himmel.
Mennesker, som så dette, skreg i terror, og senere om natten, så Bjarne Nummedal ambulancemandskab, der cirkulerede i området og vaccinerede befolkningen med en medicin, der udsletter korttidshukommelsen. De offentlige myndigheder ønskede under ingen omstændigheder, at dette kom ud.
En nordmand, Age Rendalen, Jnr. Stjerneblokkvn. 20, Oslo, der er konsulent for justitsministeriet i Norge, skrev den 7. januar 1990 et brev, der bekræfter historien fra Sibirien. Han oversatte hele artiklen fra den store norske avis til engelsk, og understregede, at hændelsen også i hans eget personlige liv havde medført store omvæltninger.
Men disse epokegørende overraskelser var intet imod det, der ventede disse mænd, og som har gjort, at ingen siden har turdet føre borearbejdet videre. Ved et sådant borearbejde, sænkes supersensitive mikrofoner ned i de forskellige dybder, for at optage de tektoniske forskydninger, altså lyden af jordens bevægelser. Det skete også ved denne aktuelle boring, men den lyd, som de modtog, forvandlede de ellers rationelt tænkende videnskabsmænd til rystende vrag. Lyden kom fra klodens indre, og det var ikke lyden af jordens bevægelser, men af et menneske i smerte. Mændene fik justeret deres udstyr, og nu kunne de høre gennemtrængende skrig fra tusinder, måske millioner af lidende sjæle - smertesskrig så grufulde, at det gik dem til marv og ben. Allerede på dette tidspunkt, forlod halvdelen af arbejdsstyrken stedet, og ville ikke fortsætte af angst for det, de havde fundet.
Norges største og mest respekterede avis "Asker og Baerums budstikke" kunne bidrage med yderligere detaljer til den store opdagelse af Helvedets reelle eksistens i jordens indre. Avisen interviewede bl.a. et øjenvidne, chefgeolog Bjarne Nummedal (65), der beskrev, hvordan en søjle af brændende gasser steg op fra hullet samme aften og oplyste himlen. Ud fra ildsøjlen steg et mægtigt væsen med flagermusvinger, der på russisk proklamerede: "Jeg har sejret!" i heraldiske bogstaver mod den sibiriske himmel.
Mennesker, som så dette, skreg i terror, og senere om natten, så Bjarne Nummedal ambulancemandskab, der cirkulerede i området og vaccinerede befolkningen med en medicin, der udsletter korttidshukommelsen. De offentlige myndigheder ønskede under ingen omstændigheder, at dette kom ud.
En nordmand, Age Rendalen, Jnr. Stjerneblokkvn. 20, Oslo, der er konsulent for justitsministeriet i Norge, skrev den 7. januar 1990 et brev, der bekræfter historien fra Sibirien. Han oversatte hele artiklen fra den store norske avis til engelsk, og understregede, at hændelsen også i hans eget personlige liv havde medført store omvæltninger.
Beretningen er bl.a. offentliggjort i Trinity Broadcasting Networks radio/TV og
nyhedsmail, samt af dr. Joseph Chambers i "The End Times and Victorious
Living" i april udgaven 1990 og på samme tid i "A Midnight cry".
I November samme år var beretningen at læse i "Biblical Archaeology Review".
Optagelserne fra Helvedet er heldigvis bevaret, og vi har den ære her på sitet at kunne bringe dig skrigene fra Helvedet. Men vi advarer på forhånd. Lyden er så grufuld og sindsoprivende, at ikke alle vil kunne tåle at lytte. Så hold mindreårige væk og undlad selv at lytte, hvis du er svag i sind.
Optagelserne fra Helvedet er heldigvis bevaret, og vi har den ære her på sitet at kunne bringe dig skrigene fra Helvedet. Men vi advarer på forhånd. Lyden er så grufuld og sindsoprivende, at ikke alle vil kunne tåle at lytte. Så hold mindreårige væk og undlad selv at lytte, hvis du er svag i sind.
Kommentar af Simon Griis
Er det ikke spændende?
Er det ikke sindsoprivende? Ikke desto mindre er der intet i denne beretning,
som har hold i virkeligheden. Alt er det pure opspind. Fortællingen om russiske
videnskabsmænd, der borede lige lukt ned i Helvedet er en kombination af en
vandrehistorie og en spøg. Beretningen blev første gang sendt ud i æteren af den kristne radio- og TV station Trinity Broadcasting Network i slutningen af firserne, og er nu aktuel igen, idet den - som enhver god vandrehistorie gør det - er dukket op endnu engang og cirkulerer i visse kristne kredse som den pureste veldokumenterede sandhed.
Man undrer sig over vor tids kristnes jagt på sensationen. Der er en så stor hunger efter det fantastiske og overnaturlige, at alt godtages, når blot det er sensationelt. Denne hunger kombineret med en håbløs naivitet og en total mangel på Skriftsmæssig ballast, er til stor skade for den evangeliske kristendom, og gør evangeliske kristne til grin over hele verden.
Men hvordan standser man en vandrehistorie? Det er næsten umuligt, hvad enten den er i omløb i kristne kredse eller udenfor. Ligesom man tror, man har fået has på den, popper den op et andet sted på kloden, og dette i gentgelse efter gentagelse. Omvendte Darwin sig på sit dødsleje? Hører man om verdens ende fra spædbørns mund i Israel? Har man fundet fodspor fra fortids kæmper? Har videnskabsmænd bevist den manglende dag fra Josvas Bog? Svaret på disse, og mange flere spørgsmål, er nej. Og svaret på beretningen om boreholdet i Sibirien er også et rungende nej. Det er aldrig sket.
Så hvis du vil gøre dig selv og alle os andre en tjeneste, så undersøg sådanne beretningers troværdighed, inden du bringer dem videre. Det ville gøre tingene så meget lettere for os alle.
Flere har undersøgt beretningen om borehullet i Sibirien. Blandt dem er Rich Buhler, pastor, forfatter og foredragsholder fra USA, der har arbejdet inden for medieverdenen i mange år. Han er anerkendt som en autoritet, når det gælder moderne myter og vandrehistorier, og har arbejdet med emnet i mere end 30 år. I den forbindelse har han været en populær gæst hos bl.a. CNN, NBC, BBC, CBC og Fox News, og har modtaget en række priser for sit arbejde med at optrævle påståede historier.
I starten af halvfemserne indledte Buhler en undersøgelse af beretningen fra Sibirien, og hans konklusion var den samme, som så mange andres, der satte begivenheden under lup. Den havde aldrig fundet sted.
Buhler kontaktede dengang Trinity Broadcasting Network, der først bragte historien. Stationen bekræftede historiens rigtighed og oplyste at de havde god dokumentation. De henviste i øvrigt til evangelist R. W. Schambach, fra hvem de havde modtaget historien.
Buhler kontaktede dernæst R. W. Schambachs kontor, og blev der forsikret om, at alt var sandt. De lå bl.a. inde med en artikel fra et velrenommeret videnskabeligt magasin i Finland (Ammenusastia) samt et brev fra en nordmand, Age Rendalen, som havde bekræftet historien.
Age Rendalen fortalte i sit brev, at han var på besøg i USA og så TVudsendelsen om boringen i Sibirien. Først lo han af amerikanerne, der åbenbart troede på hvad som helst. Men han fik (ifølge sit brev) et chok, da han vendte hjem til Norge og så aviserne fulde af artikler om hændelsen. I to nætter drømte han om Helvedet og en dyb angst greb ham. I brevet opmuntrede Rendalen radiostationen til at fortsætte med historien, og ikke lade skeptikere standse sandhedens udbredelse. Rendalen vedlagde en oversættelse af en stor artikel fra den norske avis "Asker og Baerums budstikke" med bl.a. Bjarne Nummedals øjenvidneberetning.
Buhler søgte nu efter det "velrenommerede videnskabelige magasin" Ammenusastia, og fandt det i området kaldet Levasjoki i Finland. Buhler kontaktede redaktionen, og fik til vores allesammens store forbløffelse at vide, at bladet hverken var en velrenommeret avis eller et videnskabeligt magasin. Det var såmænd et månedligt blad, udgivet af en gruppe finske kristne. Buhler spurgte efter historiens grundlag, og fik at vide, at den var forfattet efter en medarbejders hukommelse, der havde læst den i en større artikel i det finske dagblad "Etela Soumen".
Nu kontaktede Buhler Etela Soumen for at få en afskrift af den store artikel. Til at begynde med kunne ingen på redaktionen huske noget om en sådan artikel, men efter et stykke tid modtog Buhler information om, at historien rent faktisk havde været bragt i avisen. Dog - og dette er vigtigt - ikke som en af avisens artikler, men på en side, hvor læserne selv kunne skrive om stort set hvad som helst.
Med avisens hjælp fandt Buhler frem til manden, der havde skrevet indlægget og fik et møde med ham. Han ønskede ikke at sværge på historiens ægthed, men kunne oplyse, at han fik den fra et kristent nyhedsbrev kaldet "Vaeltajat", som blev publiceret af en gruppe finske missionærer.
Buhler fik nu kontakt til Vaeltajat og talte med redaktøren. Han fortalte at beretningen stod at læse i nyhedsbrevet i juli 1989. Han havde modtaget den fra en af deres læsere, som påstod at have læst den i et nyhedsbrev kaldet "Jewels of Jerico" udgivet af en gruppe kristne jøder i Californien.
Hvis du har læst med hertil, må du være lige så forpustet som Buhler var på dette tidspunkt. Intet af det påståede var sandt. Intet kunne dokumenteres og bevises. Det ene lille tidsskrift citerede det andet i en uendelighed. Det var en rigtig vandrehistorie, der gik fra mund til mund, nyhedsbrev til nyhedsbrev, indtil den blev sendt ud i æteren af Trinity Broadcasting Network.
Så meget for den regulære vandrehistorie. Men det bliver værre endnu, for der var også en spøg indblandet. Der var jo nordmanden Age Rendalen, der havde sendt brevet til Trinity broadcasting Network med de mange detaljer fra den norske avisartikel. Buhler fandt frem til ham i Oslo, og samtalen forløb nogenlunde således:
Buhler: Er du den, der har sendt information til en kristen TV station i USA om videnskabsmænd, der borede ned i Helvedet?
Rendalen: Ja (uden tøven)
Buhler: Ved du, om beretningen er sand?
Rendalen: Ja, det ved jeg
Buhler: Fortæl mig om det
Rendalen: Intet af det er sandt. Jeg opfandt hvert eneste ord.
Rendalen forklarede i løbet af samtalen, hvordan han havde været i USA, da den pågældende TV udsendelse blev vist, og hvordan han havde leet af TV værten, der tilsyneladende troede på historien. Han undrede sig over, at værten ikke først havde checket historien ordentligt, inden han begejstret bragte den for åben skærm. Da Rendalen vendte hjem til Norge, satte han sig og skrev det famøse brev til den amerikanske TV station, idet han forudsagde, at de ville bringe hans historie uden at få den verificeret.
Rendalen opgav navn, adresse og telefonnummer for at få det hele til at fremstå mere troværdigt. Han medsendte en original avisartikel og hans egen fabrikerede oversættelse til engelsk. I virkeligheden var artiklen fra en lille lokalavis og handlede slet ikke om et sibirisk borehold, men om en bygningskonstruktør - men det gjorde ikke noget, for der var åbenbart ingen på den amerikanske TV station, der kunne norsk. Han vedlagde også navn, adresse og telefonnummer på en personlig ven og pastor i det sydlige Californien, som kunne afsløre fupnummeret, såfremt nogen kontaktede ham. Ingen kontaktede ham!
Den 29. januar 1990 var "Helvedesboringen" endnu engang på T.B.N.s program. Denne gang sagde værten, at han havde fået mange henvendelser fra mennesker, der var arrige over, at han havde bragt historien uden at undersøge den. Han udvidede dog ved denne lejlighed hele affæren med at fortælle at han personligt havde kendskab til mindst 2000 mennesker, der var blevet kristne på grund af beretningen. Værten proklamerede, at han ville sætte en dybdegående undersøgelse i gang, men det var på dette tidspunkt for sent, og skaden var allerede sket. Historien blev gengivet i et utal af blade, aviser og magasiner, og troet af tusindvis af naive kristne, der selv bragte den videre.
… og sådan dukker historien
stadig op med jævne mellemrum på internettet, på hjemmesider og på bloggs. Det
er en af de historier, som simpelthen ikke vil dø.
Hele affæren har fået en række efterspil:
1) Rendalen har udgivet en officiel erklæring, hvor han beretter om sin spøg, der blev til en udødelig kristen vandrehistorie, og et lille P.S. til dette er selvfølgelig, at Rendalen aldrig har været konsulent for det norske justitsministerium.
2) "Biblical Archaeology Review", der rent faktisk er et respekteret magasin, bragte beretningen uden yderligere kommentarer. Redaktionen anså historien for at være så uhyrlig og utroværdig, at de tænkte, at læserne kunne se det sjove i den. Dette skete ikke. Nogle af læserne troede den, og begyndte at dele artiklen ud, mens andre skrev vrede breve til redaktionen over at den havde bragt sådan noget vås i et ellers aldeles seriøst tidsskrift.
3) Sidenhen (august 1990) blev Buhler kontaktet af en pastor for en mindre menighed i Flagstaff, Arizona, der kunne berette, at de i menigheden havde en person med PhD i fysik fra MIT. Denne person var vendt hjem fra en hemmelig mission i Rusland, hvor han mødte Mikhail Gorbachev ved flere lejligheder. Han kunne bekræfte historiens rigtighed, og kunne tilføje, at Rusland nu i al hemmelighed var i gang med endnu en boring samme sted. Personen, der selv havde været med til at designe den specielle mikrofon, der blev brugt, havde planer om endnu engang at rejse til Sibirien. Han lovede menigheden at vende tilbage med yderligere oplysninger efter endt ekspedition.
Et halvt år efter modtog Buhler et brev fra samme menighed. I dette stod, at de nu var blevet klar over, at personen ikke var videnskabsmand og ikke have nogen PhD fra MIT. Til gengæld var han stukket af fra menigheden med 20.000 dollars, som han havde samlet ind blandt medlemmerne til hans "kommende ekspedition".
Det sibiriske boreteam har aldrig eksisteret. Boringen har aldrig været foretaget, boreplatformen findes ikke. Det gør heller ikke ateisten Dr. Dmitri Azzacov, ligesom chefgeolog Bjarne Nummedal blot var en gnist i Rendalens fantasi sammen med det store frygtindgydende vingede væsen, der fløj op fra jordens mørke og hede indre. Der findes ikke et velrenommeret finlandsk videnskabeligt skrift med navnet Ammenusastia, ligesom der ikke i nogen boringer verden over er fundet varmegrader, der blot nærmer sig de ufattelige 1.100 grader C, som vandrehistorien kan berette om.
Tja, hvad skal man sige? Det er helt utroligt, hvad godtroende kristne kan bringe videre. Man fristes til at citere Paulus og Peter:
Når du lægger brødrene dette på sinde, er du en god tjener for Kristus Jesus, stadig næret af troens og den gode læres ord, den lære, du har fulgt; men afvis de vanhellige og kællingeagtige fabler! Opøv dig til gudsfrygt - 1 Tim 4.6-8
Thi da vi kundgjorde jer vor Herres Jesu Kristi kraft og hans komme, var det ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed. - 2 Pet 1.16-17
Dette siger jeg da og lægger jer i Herren indtrængende på sinde, at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang… - Ef 4.17-18
…så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej, sandheden tro skal vi i kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. - Ef 4.14-16
Hele affæren har fået en række efterspil:
1) Rendalen har udgivet en officiel erklæring, hvor han beretter om sin spøg, der blev til en udødelig kristen vandrehistorie, og et lille P.S. til dette er selvfølgelig, at Rendalen aldrig har været konsulent for det norske justitsministerium.
2) "Biblical Archaeology Review", der rent faktisk er et respekteret magasin, bragte beretningen uden yderligere kommentarer. Redaktionen anså historien for at være så uhyrlig og utroværdig, at de tænkte, at læserne kunne se det sjove i den. Dette skete ikke. Nogle af læserne troede den, og begyndte at dele artiklen ud, mens andre skrev vrede breve til redaktionen over at den havde bragt sådan noget vås i et ellers aldeles seriøst tidsskrift.
3) Sidenhen (august 1990) blev Buhler kontaktet af en pastor for en mindre menighed i Flagstaff, Arizona, der kunne berette, at de i menigheden havde en person med PhD i fysik fra MIT. Denne person var vendt hjem fra en hemmelig mission i Rusland, hvor han mødte Mikhail Gorbachev ved flere lejligheder. Han kunne bekræfte historiens rigtighed, og kunne tilføje, at Rusland nu i al hemmelighed var i gang med endnu en boring samme sted. Personen, der selv havde været med til at designe den specielle mikrofon, der blev brugt, havde planer om endnu engang at rejse til Sibirien. Han lovede menigheden at vende tilbage med yderligere oplysninger efter endt ekspedition.
Et halvt år efter modtog Buhler et brev fra samme menighed. I dette stod, at de nu var blevet klar over, at personen ikke var videnskabsmand og ikke have nogen PhD fra MIT. Til gengæld var han stukket af fra menigheden med 20.000 dollars, som han havde samlet ind blandt medlemmerne til hans "kommende ekspedition".
Det sibiriske boreteam har aldrig eksisteret. Boringen har aldrig været foretaget, boreplatformen findes ikke. Det gør heller ikke ateisten Dr. Dmitri Azzacov, ligesom chefgeolog Bjarne Nummedal blot var en gnist i Rendalens fantasi sammen med det store frygtindgydende vingede væsen, der fløj op fra jordens mørke og hede indre. Der findes ikke et velrenommeret finlandsk videnskabeligt skrift med navnet Ammenusastia, ligesom der ikke i nogen boringer verden over er fundet varmegrader, der blot nærmer sig de ufattelige 1.100 grader C, som vandrehistorien kan berette om.
Tja, hvad skal man sige? Det er helt utroligt, hvad godtroende kristne kan bringe videre. Man fristes til at citere Paulus og Peter:
Når du lægger brødrene dette på sinde, er du en god tjener for Kristus Jesus, stadig næret af troens og den gode læres ord, den lære, du har fulgt; men afvis de vanhellige og kællingeagtige fabler! Opøv dig til gudsfrygt - 1 Tim 4.6-8
Thi da vi kundgjorde jer vor Herres Jesu Kristi kraft og hans komme, var det ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed. - 2 Pet 1.16-17
Dette siger jeg da og lægger jer i Herren indtrængende på sinde, at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang… - Ef 4.17-18
…så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej, sandheden tro skal vi i kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. - Ef 4.14-16
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.