Todd Bentley

Bam! Bam! Bam! Prædikanten

Af Simon Griis

Jeg blev stillet et spørgsmål omkring Todd Bentley og hans såkaldte tjeneste. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til dette. Todd Bentley er på alle områder ude på overdrevet. Han er så ekstrem, at hans fans efter min mening er uden for pædagogisk og åndelig rækkevidde.

Når vi i kristenheden har samtaler på tværs af teologiske holdninger, søger vi altid at finde det, vi er fælles om, for derefter at italesætte det, vi ser forskelligt på. Men Bentley er uforbeholdent ekstrem i det han siger, det han profeterer og lærer, i hans måde at udtrykke sig på, hans løfter, hans livsførelse, hans karakter, hans udstråling, hans fremtræden, hans forbønsmetoder, hans holdninger, og hans påståede åbenbaringer og kald.

Den, der begejstres for Bentley frem for nogen anden prædikant, begejstres for det ekstreme og grænseoverskridende, som adskiller Bentley fra andre. Man begejstres for hans måde at bede for syge og døende ved at sparke dem i ansigtet, give dem et knæ i mellemgulvet, vælte dem omkuld og kaste sig over dem, eller tage kvælertag på dem, og i det hele taget opføre sig militaristisk voldeligt, hvilket mistolkes til at være autoritativt og myndigt.

 

Man begejstres for hans mærkelige åbenbarelser og hans fantasifulde englebesøg, specielt ”engelEN” (i bestemt form) Emma, som Bentley har fået guddommeligt bud på at præsentere for dem, der allerede tror på Kristus, men ikke på engelen – præcis den engel, som ifølge Bob Jones startede Kansas City Vederstyggelighederne. Man begejstres for de store overnaturlige væsner, som overtager Helligåndens rolle og kommer til mennesker med helbredelser, uddrivelser, og herlighed, når blot man kalder dem ned. Man begejstres over hans skøre profetier, f.eks. om at Jesus skal komme igen fysisk i skyerne for at være med ved Bentleys møder.  

Man begejstres over hans outrere fremtræden med alle hans tatoveringer og piercinger, og kalder det ”ud-af-kassen” i stedet for det, det egentlig er et udtryk for; nemlig et ydre tegn på den indre galskab.

Når først man som Bentleyfan er helt herude, hvor selv krager og andre urene dyr er vendt om, har det ikke længere så stor betydning, hvad Skriften siger, for man er blevet vant til, at Skriften kan bøjes, vrides og tolkes, selv til det mest vanvittige. Man er heller ikke længere optaget af åndelig sundhed, moral, og karakter, for Bentley er en mand af så stor kraft og kaldelse, at almindelige kristelige værdier ikke gælder ham. Regler er ikke til for ham.

Bentley giftede sig ikke bare med sin hustru af kærlighed. Han fik en åbenbaring fra Gud om, at dette var den kvinde, han skulle leve med. Han og kvinden (Shauna) indgik en pagt for Guds åsyn, og gav hinanden løfter. Han havde affære udenom, og det var ham, som ønskede en skilsmisse. Bentley havde heldigvis en ”meget kristelig kvinde”, der var til stor støtte for ham i hans svære tid (læs ironien og mærk hvor tyk den er) og støttede ham ikke bare åndeligt, men også fysisk og kødeligt mens han endnu ikke var skilt fra sin hustru (som Gud havde åbenbaret overnaturligt, at han skulle have).

Bentleys hustru ville på det tidspunkt ikke have en skilsmisse, men han pressede den igennem, og giftede sig med sin nye kvinde (Hvordan ved jeg, hun er en ”meget kristelig kvinde”? Hun ryster ukontrolabelt på hovedet, når hun profeterer!). Alt dette er indtil dette tidspunkt selvfølgelig meget menneskeligt, men herefter presser Bentley på for at komme hurtigt frem i tjenesten igen. Han ønsker at få en offentlig godkendelse af hans handlinger og en blåstempling af hans fornyede tjeneste. Ikke nok med det, han ønsker sin nye profetindehustru med i forreste linje med budskaber fra Herren til Guds børn.

Da disse ting kom frem, stod Bentley frem og sagde, at han tog fuldt ansvar. Men han tog intet ansvar, det var kun mundgejl. Han tog intet ansvar, men fortsatte sit hor ud i alleryderste konsekvens. Han kunne have stoppet, han kunne have vendt, han kunne have søgt genforening med sin hustru – eller han kunne have levet som fraskilt og måske tjent Herren. Han valgte en vedvarende affære, en hurtig skilsmisse, en hurtig vielse med an anden kvinde, en hurtig restituering af sin tjeneste, og en hurtig indsættelse af det, jeg vil kalde det vederstyggelige produkt af hans synd.

Det mest usmagelige var Bentleys slet skjulte indikationer af hans hustrus skyld i de ægteskabelige problemer. Hertil kommer, at ingen – hverken Bentley eller hans venner, som f.eks. Rick Joyner, på noget tidspunkt viste hensyn til Shauna, og stillede spørgsmål til, hvordan hun havde det i den svære periode. Alt handler om Bentley. Da man senere ved forskellige lejligheder henviser til Shauna, er det kun for at rense Bentley og minimere konsekvenserne for ham.

Han og Jessa (hans nye profetinde) har senere forklaret, at de godt ved, det de gjorde, var forkert, og at de ved, der er en konsekvens, med henvisning til David og Batseba. Rick Joyner siger endda (10.12.09) i en af hans videoer, at Jessa er som Batseba, og at Gud, som lod velsignelsen komme fra Batseba, vil gøre det samme med Jessa (sæt en klokke i enden af hendes navn). Ikke desto mindre har ingen af dem ønsket at drage nogen lære eller tage nogen konsekvens af deres handlinger. De har levet deres kødelige lyster fuldt ud – helt ud, som enhver gudløs ville gøre det – de har blot skrevet ”Gud” hen over det hele, og de har valgt ikke at lide noget afsavn, for at følge Guds vilje.

Nu vil Bentleyfans have, at alle skal tilgive ham. ”God TV parret” gik så langt som til at indikere, at det måske ikke var Bentleys fejl. Derimod var det alle de kristne, som var imod ham, der i virkeligheden var skyld i dette (sammen med hans hustru). Det var også Guds skyld, for han kørte Bentley så hårdt, at han brændte ud – og dertil kom, at Gud lod vækkelsen flamme op langt fra Bentleys hjem og familie.  

Jeg ved godt, at der kan være rygter og bagtalelse og tilsvining af kristne forkyndere. Det er der også i dette tilfælde. Der er mange ubeviselige anklager mod Bentley. Men forskellen er, at her er en god del åbenlyst. Bentley lægger ikke skjul på, at han gik i seng med Jessa i den periode, han var separeret fra hans kone. Han lægger ikke skjul på, at han var den, der krævede skilsmisse. Han har giftet sig igen med det samme. Han har trukket sin nye kone ind forreste række af tjenesten. Her er alt offentligt. Intet af dette er ifølge Bentley og Jessa løgn.

Det handler ikke om tilgivelse. Det handler om, hvorvidt vi mener, at Bentleys krav om anerkendelse og accept af alt dette er noget, vi kan give. Hvis vi giver ham dette, er der ingen grænser for, hvad der i fremtiden er tilladt for præster og forkyndere.

Dette er ikke et krav om tilgivelse af en mand, der er faldet i synd og ønsker at rejse sig igen. Dette er spørgsmålet om, hvorvidt vi kan acceptere, at en påstået tjener kan vælge at leve sin synd fuldt ud i yderste konsekvens, og i dette liv fortsætte med at være et Guds talerør til Guds børn. Der er stor forskel.

Kan en tyv få tilgivelse og komme i forkyndertjeneste i menigheden? Ja!

Kan en tyv stjæle en milliard, og kræve, at få lov til at beholde den, leve af den i overdådig luksus og samtidig blive accepteret som en Guds hellige tjener i Guds forsamling? Nej!

Kan en Guds forkynder falde i hor, få tilgivelse, rejse sig og genindsættes i tjenesten? Ja, hvis der stadig er tillid!

Kan en forkynder falde i hor, forblive i hor, lade sig skille for at vælge hor, og gifte sig med horet, og samtidig kræve fuld accept af hans handlinger og – ikke mindst – guddommelige tjeneste? Nej!

Bentley siger i dag, at efter hans oplevelser, kan han bringe et budskab til den næste generation om, at det ikke er forbi, at der er mulighed for restauration og genopbygning, hvor vi har fejlet. Hvad er det for et budskab, grundlagt på hans egne erfaringer? At vi kan vælge hver vores synd, og leve den fuldt ud uden konsekvenser? Og derefter vælge at leve med den sammen med en tjeneste i menigheden, uden at det har nogen betydning?

Hvad er der ellers at sige om Todd Bentley? Han blev nægtet indrejsetilladelse i England i 2012. Da en af de ansvarlige for forbuddet, Malcolm Wicks, døde, udtalte Bentley, at det var Guds retfærdighed for Wicks deltagelse i indrejseforbuddet.

Hvad er der ellers at sige om Todd Bentley? Hans kammerater er Paul Cain og Bob Jones og Rick Joyner, og hans teologi er Joels Army, som er tatoveret ind i hans hud med militære hundetegn, Guds manifesterede sønner.

Stacey Campbell profeterede for 25 år siden, at Todd Bentley ville blive den første I en ny generation af mirakelmagere, som skulle komme på jorden og forandre alt – Guds manifesterede sønner – den generation, som selv apostlene skal falde på knæ for. Den generation som skal frigøre Guds herlighed i hele dens fylde over jorden. Den generation, som skal forvandle alle nationer.

Campbell måtte trække denne profeti tilbage i 2008, for det viste sig, at Todd Bentley ikke var førstegrøden af denne generation, og ikke vandrede i Guds salvelse og herlighed. (Hvordan ved jeg, hun er en Guds kvinde? Hun ryster ukontrollabelt på hovedet, når hun profeterer (Husk kniven til at skære igennem den metertykke ironi))

Hvad er der ellers at sige om Todd Bentley? Al verdens bøger kan jo ikke rumme hans eskapader og rablende tjeneste.

Nuvel, Bentley påstår, at han kan tale med de døde, og ikke alene dette, men også, at han kan tillade sig at tale med de døde. Altså kan man – ifølge Bentley - som et Guds barn, og dertil som en Guds forkynder, tillade sig at være praktiserende nekromantiker!

Tillad mig først at sige, at dette er som at stikke sin hånd ned i en mudderpøl med alskens urene kryb, og tage et af krybene op, og stille spørgsmål omkring dette ene dyr. Hvad enten det er ok at være kristen nekromantiker eller ej, er der nok af andre afskyeligheder i den pøl – nok til at holde nallerne fra pølen under alle omstændigheder.

Todd Bentley har efter eget udsagn været i himlen, hvor han har været i selskab med David og Abraham. Paulus, som han også møder i himlen, peger på de to, og åbenbarer for Bentley, at de er ”apostolske fædre”. Man skulle tro, at Paulus i himmelen måtte vide, at apostolske fædre er dem, der grundfæstede kirken. De to er patriarker, gammeltestamentlige troshelte, men de er så sandelig ikke apostolske fædre. Hvem er den døde mand, Paulus, som Bentley har talt med i himlen? Er han virkelig den døde Paulus, som ikke kender begrebet apostolske fædre? Eller er det i virkeligheden en dæmon? Eller er det en af Bentleys fantasi-monstre?

Paulus har kun været i den 3. himmel én gang, Bentley har været der mange gange, ligesom han har rejst både frem og tilbage i tiden.

I himlen er Bentley blevet undervist af Paulus, besøgt ham i hans himmelske hjem og bl.a. fået besked på at spise brevet til Titus. Paulus har fortalt ham, at som Paulus her er sammen med Bentley, var Abraham sammen med Paulus, da han var i den tredje himmel. Derved har Paulus selv – selvom det ikke står nogen steder i Bibelen – bekræftet, at Abraham underviste ham, og dermed, at nekromantik er god teologi.

Paulus viser Bentley alle stigerne, som åbenbart er i himlen for at forene de mange niveauer. Paulus fortæller, at han er Hebræerbrevets forfatter, og at grunden til, at han ved så meget om jøderne (som han skriver om i brevet) er, at Abraham har undervist ham om disse ting, mens Paulus var i den 3. himmel (en mere sandsynlig forklaring er nok, at Paulus var både jøde og skriftlærd, og sikkert vidste mere om jødernes historie end mange andre).

Kunne brevet til Hebræerne været inspireret af en død mand (Abraham) foruden Helligånden? Er der noget, som tyder på dette? Nej, det er der ikke. Er der andre bøger i Bibelen, som bærer vidnesbyrd om, at de er inspirerede af Helligånden PLUS en død mand? Nej, det er der heller ikke. Om det var så, ville Bibelen bekræfte, at nekromatik er i orden, når kristne søger inspiration, kraft og Guds vejledning. Det bekræfter Bibelen ingen steder. Om Bentley taler sandt, har vi ventet i totusinde år på at få at vide, at Hebræerne i virkeligheden er dikteret til Paulus af Helligånden OG Abraham.

Bentleys nye kone Jessa(bel) går ikke af vejen for at komme med lignende historier, så man kan vel sige, at ånd søger ånd, og han ligger som han har redt. Hun fortæller om en drøm, hvor Oral Roberts (det var den nat, han døde, og altså besøgte hende lige efter sin død) kom og åbenbarede sig for hende. Han talte til hende om elefanter og løver, og om drømmens betydning.  

 

Ud over at også dette er nekromantik, skal man lægge mærke til en meget vigtig ting her, og det er meget meget vigtigt! Oral Roberts kan ikke forsvare sig. Jessa bruger Oral Roberts autoritet og gode rygte til at bekræfte og anerkende hende og Todds handlinger og tjeneste. Hun kalder på en højere autoritet til at bevidne hendes legalitet. Dette er, hvad hun bruger nekromantikken til, og hun har hårdt brug for Oral Roberts anbefaling, for hun og Todd er pressede i deres nidkære anstrengelser for at blive accepterede som Guds udvalgte tjenere.

Hvem kan betvivle Bentleys ”Gudindsatte” tjeneste, når afdøde Paulus selv har undervist ham i himlen, mens Abraham og David har bevidnet hændelsen? Og hvem kan sætte spørgsmålstegn ved Jessas handlinger, når Oral Roberts egen høje døde person har taget sig tid til at besøge hende i en natlig drøm for at åbenbare hende den glorværdige fremtid, som ligger forude for både hende og Bentley?

Men hvad siger Bibelen? Ikke ret meget. Tilsyneladende er det ikke det store hit at snakke med de døde blandt hverken patriarker, troshelte eller apostle. Apostlene var døbt med Ånden, fyldt af Ånden, drevet af Ånden, inspireret af Ånden, salvet af Ånden, og undervist af Ånden, men aldrig fyldt af, drevet af, inspireret af, salvet af, eller undervist af døde mennesker. Der er ingen opfordringer til at tage kontakt til døde mennesker, og der er ingen opfordringer til at være åbne over for budskaber bragt af døde mennesker. Dette i sig selv burde være nok til at vide, at man skal holde sig fra disse ting – Hvis altså Guds Ord har værdi.

Der er nogle få ”grænsehistorier” i Bibelen, som bliver brugt til at argumentere for og imod kontakt med de døde og modtagelse af budskaber fra de døde. Den rige mand i Abrahams skød fik ikke lov til at kontakte de levende. Dette syntes ikke at være et specialtilfælde, men snarere en generel ordning, idet de levende til alle tider har Moses og profeterne, og dermed ikke har behov for, at de døde kontakter dem.

Et andet grænsetilfælde er Moses og Elias, der viser sig for Jesus på forklarelsens bjerg. Dette tilfælde kommer slet ikke i nærheden af spørgsmålet om kontakten og kommunikationen mellem døde og levende. De åbenbaredes for at samtale med Jesus, og hændelsen skal ses i tidsalderligt og frelseshistorisk lys, og ikke som en spiritistisk oplevelse.

Til sidst er der hændelsen med Saul, der fik fremmanet profeten Samuel (hvis det da var profeten og ikke en dæmon i forklædning). Hele denne beretning træder frem i et yderst skummelt og negativt lys, og her er intet at hente for den, der vil promovere kommunikation med afdøde mennesker.

I Bibelen findes desuden mange henvisninger til, at man ikke skal gå til dødemanere og sandsigere (3.Mos.19.31 + 20.6 + 5.Mos.18.11 + 2.Kng.23.24 m.fl.). Dødemanere er de okkulte eksperter i at kommunikere med afdøde mennesker (hvis det altså ER afdøde mennesker, og ikke dæmoner, de har fat i).      

Nogen vil så sige, at der kun er forbud mod at opsøge de døde, ikke mod at de døde opsøger de levende. Ud fra dette konkluderer de, at det er ok, når bare det er den døde og ikke den levende, som indleder samtalen. Hvem vil fremture med, at der er nogen som helst sund fornuft i et sådant argument? I bedste tilfælde forbyder Bibelen levende at tage kontakt til døde, og nævner ikke med ét eneste ord, at døde legalt kan tage kontakt til levende. Så hvad er problemet?

Var det ikke bedre at søge et helt andet sted hen i sit gudsliv og sin tjeneste? Derhen hvor også Josija befandt sig, da han udryddede dødemanere, sandsigere, husguder, møgguder og ækle guder af folkets midte? (2.Kng.22). Ud og væk med det hele, og lad os så koncentrere os om Guds Ord og Åndens fylde, ledelse og udrustning.

Til enhver, som er lokket af Todd Bentleys dødekommunikation, findes der et godt ord fra Herren. Det står i Esajas 8.19, og siger således:

.

”Og siger de til jer: ”Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler”! – Skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende?

Nej, til læren og vidnesbyrdet!

.

… lad os gentage den sidste sætning et par gange:

Nej, til læren og vidnesbyrdet!
Nej, til læren og vidnesbyrdet!
Nej, til læren og vidnesbyrdet!
Nej, til læren og vidnesbyrdet!
Nej, til læren og vidnesbyrdet!

.

I dette skriftsted handler det ikke kun om, at man ikke må søge en okkult spiritist for at få kontakt til afdøde mennesker. Det handler snarere om, at man ikke skal modtage undervisning og retledning af genfærdene og ånderne (afdødes sjæle og dæmoner). Man skal ikke modtage retledning og undervisning, som bl.a. Todd Bentley og andre af hans slags gør.

.

Så mit råd omkring Todd Bentley og kommunikation med de døde er dette ene:  
.
Skal et folk ikke søge sin Gud?
Skal man søge de døde for de levende?
Nej, til læren og vidnesbyrdet!