Bam! Bam! Bam! Prædikanten
Jeg blev stillet et spørgsmål omkring Todd Bentley og hans
såkaldte tjeneste. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til dette. Todd
Bentley er på alle områder ude på overdrevet. Han er så ekstrem, at hans fans
efter min mening er uden for pædagogisk og åndelig rækkevidde.
Når vi i kristenheden har samtaler på tværs af teologiske
holdninger, søger vi altid at finde det, vi er fælles om, for derefter at
italesætte det, vi ser forskelligt på. Men Bentley er uforbeholdent ekstrem i
det han siger, det han profeterer og lærer, i hans måde at udtrykke sig på,
hans løfter, hans livsførelse, hans karakter, hans udstråling, hans fremtræden,
hans forbønsmetoder, hans holdninger, og hans påståede åbenbaringer og kald.
Den, der begejstres for Bentley frem for nogen anden
prædikant, begejstres for det ekstreme og grænseoverskridende, som adskiller
Bentley fra andre. Man begejstres for hans måde at bede for syge og døende ved
at sparke dem i ansigtet, give dem et knæ i mellemgulvet, vælte dem omkuld og
kaste sig over dem, eller tage kvælertag på dem, og i det hele taget opføre sig
militaristisk voldeligt, hvilket mistolkes til at være autoritativt og myndigt.
