Anna Spafford - en robust kvinde sejrer gennem tragedie

De gamle troshelte

Af Simon Griis

Den Amerikanske Koloni 

i Jerusalem

For mere end 100 år siden grundlagde norske Anna (Larssen) Spafford en amerikansk koloni i Jerusalem. Hun var kristen, og hendes mand Horatio var advokat og ældste i en presbytermenighed i Chicago, Amerika. Beretningen om norske Anna er beretningen om tragedie, svigt, og fordømmelse. Men det er også beretningen om stort mod, og åndelig hårdførhed, kærlighed og velsignelse.

Horatio var med i den såkaldte abolitionistiske bevægelse, som kæmpede for slavernes frigivelse, og familien Spaffords hjem var mødested for aktivister, både fra kampen for slavers frihed, fra den kristne kvindebevægelse og fra vækkelsesbevægelser. Prominente gæster som Frances E. Willard, præsident for the National Women's Christian Temperance Union, og store evangelister, som Dwight L. Moody, besøgte familien på deres ejendom.

Under den store brand i Chicago i 1871, mistede Horatio størstedelen af sin formue. Det var blot en lille forsmag på den ulykke, som skulle ramme den lille familie.

Den 21. november 1873 ramte tragedien familien, da Anna og familiens fire døtre var på vej med det luksuriøse dampskib S.S. Ville du Havre til Europa. Skibet sank på kun 12 minutter, efter at være blevet vædret af et engelsk skib. Anna Spafford overlevede, men hendes fire døtre druknede. Anna sagde ved den lejlighed: ”Gud gav mig fire døtre. Nu er de blevet taget fra mig. En dag vil jeg forstå hvorfor!”

Da Horatio modtog den sørgelige meddelelse, forlod han straks Chicago for at hente Anna hjem. Da han krydsede Atlanten, sejlede skibet henover det nøjagtige punkt, hvor forliset var sket og Horatios fire døtre var druknet. I dette øjeblik fik han sangen ”It is well with my soul” som stadig synges i dag. I den sang høres håbet og tilliden til Gud gennem livets til tider hårde strabadser. 

Anna og Horatio mistede endnu et barn i 1880, da deres søn, kun fire år gammel, døde af skarlagensfeber. Menigheden var overbevist om, at Guds straf lå over familien, og rygterne gik om den sorgramte familie.

Familien måtte forlade kirken. Anna Spafford fik endnu tre børn, og sammen med dem rejste hun og manden til det Hellige Land, efter hun havde modtaget, hvad hun tydede som klare tegn på, at Jesu genkomst var ganske nær. I 1881 ankom den lille familie med venner (16 i alt) til Jerusalem, og slog sig ned.

Mens hun og hendes venner ventede, og Jesu genkomst trak ud, voksede kolonien. En del svenskere rejste også til Jerusalem og blev en del af kolonien. Dette er den kendte historie fra Selma Lagerlöfs bog ”Jerusalem”. Kolonien købte et stort gammelt hus, oprindeligt ejet af en osmannisk adelsmand og hans fire hustruer, og omdannede det til et hotel.

Trods det, at nogen både i dag og dengang måske vil kalde fru Spafford for en religiøs fanatiker, så var hun alt andet end det. Hun var sammen med sine trosfæller elsket og respekteret i den gamle stad. Under første verdenskrig drev den kristne koloni fire hospitaler, og behandlede sårede fra begge sider. Da byens tyrkiske guvernør så, at osmannerne ville tabe krigen, gik han til kolonien med en buket blomster til fru Spafford med ordene: ”Jeg overgiver byen. Jeg ville gerne, at du skulle være den første til at vide det!”

Det var et lagen fra et af Anna Spaffords hospitaler, der blev brugt til som hvidt flag, da osmannerne overgav sig, og tre hundrede års osmannisk overherredømme sluttede i det Hellige Land.

Juleaften 1925 var Anna og Horatios nu voksne datter Bertha på vej mod sit hjem for at hente sin mand og deres børn. De skulle til Betlehem for at synge julen ind. På vejen mødte hun en beduin, som havde rejst langt med sin syge hustru, der med deres nyfødte barn red på et æsel. På grund af julen var der ingen, som ville tage dem ind og hjælpe dem. Bertha kunne se, at kvinden kunne dø, hvis hun ikke fik hjælp, og sørgede for, at hun blev indlagt.

Næste dag kom beduinen med barnet og bad Bertha, om hun ikke nok ville tage sig af det. Bertha ansatte en sygeplejerske til at tage sig af barnet, og inden for den første uge kom endnu to børn. Sådan startede ”The Spafford Baby Home” som senere blev til et børnehospital med 60 sengepladser. Siden da er arbejdet vokset, og i dag betjener det mere end 30.000 børn hvert år, arabiske som jødiske. Guds velsignelse gennem Anna Spafford fortsatte gennem generationer.

Fra 1947 har kolonien fungeret som felthospital for de sårede i krigen mellem israelere og arabere, og selvom kolonien frit har taget sårede ind fra begge parter i krigen, er de dog ikke blevet sparet. Mere end 20 gange blev kolonien beskudt i de første år fra 1947.

En arabisk pige fra Ramallah læser tegneserier sammen med børn fra den Amerikanske Koloni i Jerusalem

Den dag i dag eksisterer den amerikanske koloni. Faktisk er det i dag en slags neutral grund, en oase, hvor journalister, diplomater, politikere, og andet godtfolk, der ellers ikke taler sammen, kan mødes uden strid til samtale. Her har alle de kendte, berømte og berygtede fundet hvile for et øjeblik. Alle lige fra Lawrence af Arabien til Tony Blair og Bob Dylan. Og her kan man stadig få et glimt af de gamle kolonisters efterkommere.

Beretningen om den amerikanske koloni er beretningen om en hårdfør og kærlig familie, der trods personlige tragedier og fordømmelse fra brødre og søstre, finder trøst i Ordet om Jesus, og sejrer gennem alle strabadser. Det er beretningen om en familie, der trods modgang og manglende forståelse finder så meget kærlighed fra Gud, som de kan øse ud af, og bliver til en stor velsignelse for mennesker i nød og i strid.  

Se mere her: http://www.spaffordcenter.org/history

It is well, with my soul

When peace, like a river, attendeth my way,
When sorrows like sea billows roll;
Whatever my lot, Thou has taught me to say,
It is well, it is well, with my soul.

Refrain:
It is well, with my soul,
It is well, it is well, with my soul.

Though Satan should buffet, though trials should come,
Let this blest assurance control,
That Christ has regarded my helpless estate,
And hath shed His own blood for my soul.

My sin, oh, the bliss of this glorious thought!
My sin, not in part but the whole,
Is nailed to the cross, and I bear it no more,
Praise the Lord, praise the Lord, O my soul!

For me, be it Christ, be it Christ hence to live:
If Jordan above me shall roll,
No pang shall be mine, for in death as in life
Thou wilt whisper Thy peace to my soul.

But, Lord, ’tis for Thee, for Thy coming we wait,
The sky, not the grave, is our goal;
Oh, trump of the angel! Oh, voice of the Lord!
Blessed hope, blessed rest of my soul!

And Lord, haste the day when my faith shall be sight,
The clouds be rolled back as a scroll;
The trump shall resound, and the Lord shall descend,
Even so, it is well with my soul.

Horatio Spafford (1873 a.d.)