Inden jeg skulle prædike mit pinsebudskab i år, gik Heidi og jeg rundtmed ost, kiks og druer og bød menigheden et stykke med ost.
Anledningen var ældgammel – faktisk handlede det om en gammel ost, en
meget gammel ost, en 3.500 år gammel ost.
En vandrerhistorie vil vide, at alle jøder er laktoseintolerante.
Alligevel bruger de pinsehøjtiden til at arbejde sig igennem bjerge af
mælkeprodukter, ostekager, pandekager med ostesovs, bønnesuppe med
ostesovs, pastaretter med ostesovs osv. osv.
Baggrunden er denne; det fortælles, at Moses kom ned fra bjerget med
loven til hebræerne. Desværre var det på en sabbat, og hebræerne, der
var vant til at kunne gøre, hvad de ville, fandt sig pludselig i en
madfælde, da den nye lov foreskrev, at intet dyr måtte slagtes på
sabbatten. Hvad gør man så, når man ikke kan få kosherkød? Ja, så
malker man koen og geden, og laver mælkeprodukter.
Og hvert år til pinse har jøderne altså spist og drukket
mælkeprodukter som en del af deres pinsemåltid, når de ihukommer
lovgivningen på Sinaj, og fejrer deres hvedehøstfest.
En anden fortælling, som knytter sig til jødernes pinse, også kaldet
Shavout, er den om det hellige land, som flød med mælk og honning. De
to mælk og honning - betragtes som selve grundlaget for alt liv, og er
en velsignelse, der modtages fra Gud uden arbejde og uden slid. Ved
Sinajbjerget, da folket modtog loven, fik de samtidig en forsmag på de
velsignelser, som ventede dem i Løfteslandet.
Når vi i dag kan opleve Guds kærlighed, og få frelsen af nåde alene,
så er det – vort nye liv i Kristus – også en forsmag på det, vi engang
skal komme til at opleve i vores Løftesland; evigheden hos Kristus.
Det er klart at jødiske lærde gennem århundrederne har mediteret
dybere over dette som over så meget andet. De har bl.a. tænkt over
dette, at det hebræiske ord for mælk (og dermed mælkeprodukter) har
talværdien 40 – præcis det antal dage, Moses var på bjerget. Ost har
talværdien 70 og henviser til Torahens 70 facetter.
Torahen, de 5 Mosebøger har sin centrale plads i den jødiske
gudsdyrkelse, og mælk og honning er også knyttet til den i symbolsk
betydning. I Højsangen står der bl.a.:
”Dine læber drypper af nektar, min brud, honning og mælk er under din
tunge; dine klæders duft er som duften fra Libanon” (4.11)
Vi læser dette som et erotisk digt, udtalt af en forelsket mand om
hans udkårne kvinde. Men for de gamle rabbinere lå der mere i ordene
end blot ydre skønhed. Sådan her læste de skriftstedet:
”Dine læber drypper af nektar, min brud, (Torahen ligger) som honning
og mælk under din tunge; dine klæders duft er som duften fra Libanon”.
Hendes skønhed er altså mere end hud, den består også i Guds Ords
iboen og hendes tale er sødet som honning og livgivende som mælk,
fordi hun taler Guds liflige Ord, Torahens budskab.
Alle disse små historier væves sammen til ét narrativ, én højtid, én
samling, hvor loven fra Sinaj, hvedehøsten, og Torahen danner rammerne
om og bliver det centrale for Israels tredje pilgrimshøjtid.
Derfor samles også jøderne aftenen før pinse og læser Torahen i
fællesskab hele natten indtil den klare morgen. En tradition, som vi
faktisk også kender fra vores skandinaviske protestantiske kirker
tilbage i attenhundredetallet. Dengang brugte man natten på sammen at
læse Bibelen, synge salmer og bede, mens man ventede – ventede på
pinsedag – for pinsehøjtiden handler om at vente, at bie, på Guds
Løfte om den Hellige Ånds udgydelse.
