Korset i Tabernaklet og Israels Lejrordning

Af Simon Griis

Vi kender alle beretningen om Bileam, som tre gange forsøgte at forbande Israel for kongen Balak. Hver gang kom Guds Ånd over ham, og han måtte i stedet velsigne Israel.

De to første gange, kunne han kun se en del af Israels lejr, og derfor bad han Balak om at føre ham højere op på bjerget. Til sidst stod han med udsyn over hele lejren, og her udbrød han – til Balaks store frustration - sin fantastiske profeti om den Messias, som engang skulle udspringe af dette folk i dalen. Han forudsiger ganske enkelt Jesus.

Men lad os lige lægge mærke til detaljerigdommen i profetien. Bileam udbryder:

”Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel”

Når fine damer bider tæerne af hellige mænd!

 Af Simon Griis

Der var engang en hellig mand i den katolske kirke. Hans navn var Francis Xavier. Den hellige mand gennemtravede hele Asien og blev kendt som den rejsende munk. Han døde på vej til Kina den 3. december 1552, 46 år gammel.

Han blev begravet, som det sig jo hør og bør, men da den katolske kirke har noget med døde kroppe, blev han gravet op igen og begravet igen og gravet op igen. Til sidst blev man enige om, at sådan et lig af en hellig mand var alt for værdifuldt til at lade ligge under muld.

Derfor fik man lavet en sølvkiste til ham, og hvert 10. år lige siden, har man hentet ham frem, så offentligheden kunne se ham, ophøje ham, og kysse hans fødder – og det med at kysse hans fødder var slet ikke så frygteligt, heller ikke selvom han var et lig, og havde været død i årtier, ja århundreder, for han gik ved et guddommeligt mirakel ikke i forrådnelse.

Man sagde om Xavier, at han efter sin død ved sit lig stadig udførte mirakler, som man også så ved relikvier andre steder rundt omkring i hele den katolske verden.

I 1554, to år efter hans død, kom den højagtede portugisiske lady; Dona Isabel Carom fordi også hun ønskede at ære og ophøje den afdøde helgen. Hun knælede, bad sikkert en stille og inderlig bøn, hvorefter hun bøjede sig frem og kyssede den afdødes tæer.

Luther, Jøderne og deres Løgne

Om Luthers Jødehads-argumenter

Luther hadede jøderne af et godt hjerte. Han forfattede tre skrifter imod dem; Brief wider die Sabbather an einen guten Freund (1538), Von den jüden und iren lügen (1543) og Vom Schem Hamphoras und vom Geschlechte Christi (1544).

I skriftet ”Jøderne og deres løgne” har han specielt tre argumenter for, at jøderne er et modbydeligt, giftigt og løgnagtigt folk, og at Gud har forkastet dem for evigt. Han fremfører et raceargument, et Skriftargument og et historisk argument.

Spørgsmålet er, om de tre argumenter ville holde, hvis man fremførte dem i vore dage, eller om Luther i så fald ville tabe sin sag mod jøderne.