Luther, Jøderne og deres Løgne

Om Luthers Jødehads-argumenter

Luther hadede jøderne af et godt hjerte. Han forfattede tre skrifter imod dem; Brief wider die Sabbather an einen guten Freund (1538), Von den jüden und iren lügen (1543) og Vom Schem Hamphoras und vom Geschlechte Christi (1544).

I skriftet ”Jøderne og deres løgne” har han specielt tre argumenter for, at jøderne er et modbydeligt, giftigt og løgnagtigt folk, og at Gud har forkastet dem for evigt. Han fremfører et raceargument, et Skriftargument og et historisk argument.

Spørgsmålet er, om de tre argumenter ville holde, hvis man fremførte dem i vore dage, eller om Luther i så fald ville tabe sin sag mod jøderne.

 

1: Raceargumentet

Det er blevet sagt, at man ikke kan anklage Luther for racisme eller antisemitisme. Den rette betegnelse er antijudaisme, og hans anke mod det jødiske folk er deres gudsdyrkelse og ikke deres afstamning, fædre og race.

Jeg er bekendt med at begrebet ”antisemitisme” først ser dagens lys langt senere end Luther i 1879, da den tyske journalist Wilhelm Marr udgav tryksagen ”Jødedommens sejr over det tyske folk”, og heri benyttede sig af ordet.

Men det frikender ikke Luther. Hans kampskrifter er ikke rettet alene mod jødernes religion, men i høj grad også mod dem som folk og som race. En del af hans argumenter er baseret på idéen om, at det jødiske folk er specielt modbydelige og djævelske. Han fortæller alle de myter, som er genfortalt mange gange siden af antisemitter, myter om Kristusmorderne, jøderne, der forgifter brønde, ser sig selv som herrefolk, udsuger blod af kristne spædbørn, og kun pønser på at gøre ved hedningerne, hvad dronning Ester gjorde ved hedningerne i sin tid. Ja, deres ” blodtørstige, hævngerrige, morderiske Begæringer og Haab” står kun til drab på os alle ifølge Luther. Uanset om man kalder det antijudaisme, så er det slet og ret jødehad.

Jøderne er ifølge Luther løgnere og blodhunde. Djævelen og alle hans engle har besat dette folk. De er på en speciel måde ”fulde af Hovmodighed, Misundelse, Begær, Gerrighed og alle Slags Ondskab”.  

”Aldrig nogensinde har Solen skinnet paa et mere blodtørstigt og hævngerrigt Folk end dette, som tror om sig selv, at de er netop Guds Folk, for at de skal og maa myrde og ødelægge Hedningerne!”

Luther taler ikke alene om det jødiske folk, som et anderledes folk. Han påstår, at dette folk aldrig kan forandres og forvandles. De kan aldrig blive til en anden slags mennesker, for den modbydelige jøde sidder ikke alene i deres opdragelse og skolegang, den sidder allerinderst inde i deres marv og ben.

”De har fra Ungdommen af indsuget et saa giftigt Had imod Goijems, fra deres Forældre og Rabbinere, og indsuger det endnu uden Ophør, at det gaar dem, som den 109. Salme siger, gennem Blod og Kød, gennem Marv og Ben, er bleven deres anden Natur og deres andet Liv. Og lige saa lidt som de kan forandre deres Kød og Blod, deres Marv og Ben, lige saa lidt kan de forandre en saadan Stolthed og Misundelse. De maa vedblive at være saaledes og fordærves, hvor Gud ikke bevirker et særlig stort Under.”

Næst efter Djævelen findes der ikke nogen giftigere jøde end den rigtige jøde, fortsætter Luther. Og her fremhæver han endnu en gang raceargumentet. Ifølge Luther er den rigtige jøde den, der ved på hvad, han tror, men der findes også jøder, som ikke er så vidende i forhold til deres religion. Luther slår dog fast, at de alle uanset viden og indsigt ikke kan løbe fra deres afstamning og omskærelse.

”Derfor maa du vide, kære Kristne, og tvivl ikke paa det, at du efter Djævelen ikke har nogen bitrere, giftigere, hæftigere Fjende end den rigtige Jøde, der for Alvor ønsker at være Jøde. Der kan maaske være nogle iblandt dem, som tror, hvad Koen eller Gaasen tror. Dog Afstamningen og Omskærelsen hænger ved dem alle”.

Jøderne er et folk, der lyver, forbander, bagvasker, spyr, myrder, stjæler, røver, låner må ågerrenter, bespotter og bedriver alle mulige afskyelige Grueligheder. Derfor må de, ifølge Luther, som folk, som etnisk gruppe, som race, underkues og fordrives.

”Men vil de Herrer ikke beherske sig eller styre deres djævelske Ondskab, saa skal man, som jeg før har sagt, drive dem ud af Landet og lade dem vide, at de kan rejse til deres Land og Gods ved Jerusalem, og der kan de frit lyve, forbande, bagvaske, spy, myrde, stjæle, røve, aagre, bespotte og bedrive alle deres afskyelige Grueligheder, som de nu gør det hos os. Og lad os saa beholde vort Herskab, Land, Liv og Gods, endnu langt mere vor Herre Messias, vor Tro og vor Kirke uberørt og ubesmittet af deres djævelske Herskersyge og Ondskab, skønt de ganske vist kan foregive, at det ikke vil hjælpe dem”.

Ville denne form for argumentation være legitim i dag? Nej, det ville den ikke, og Luther ville i dag tabe sin sag mod jøderne om han ikke fandt andre og bedre argumenter frem.

2: Skriftargumentet

Luthers andet argument hviler på Guds Ord. Heri finder han, at jøderne en gang for alle og for altid er forkastet af Gud. Èn ting er jo at have negative følelser rettet mod jøderne, en helt anden er at kunne finde legitimitet for følelserne i de hellige skrifter.

Luther skriver:

”Lad os derfor slutte heraf, at Jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans Folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til Skriftsproget hos Hosea l v. 9: Lo Ammi: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det gaar dem altsaa desværre saaledes og kun saaledes og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi ser Værket for vore Øjne, det bedrager os ikke”.

”Og hvis der var en Tøddel Fornuft eller Forstand i dem, maatte de i Sandhed tænke saaledes ved sig selv: Ak Herre Gud, det gaar og staar ikke godt til med os, Elendigheden er for stor, for langvarig, for haard, Gud har glemt …”

I den autoriserede danske oversættelse lyder skriftstedet:

”Så vænnede hun Ikke-Fundet-Barmhjertighed fra, og hun blev gravid og fødte en søn. Herren sagde: »Kald ham Ikke-Mit-Folk, for I er ikke mit folk, og jeg vil ikke være med jer.«

Hosea kap. 1. vers 8-9

Historien er, at Gud byder profeten at gifte sig med en luder. Hans ægteskab med hende skal være en anskuelsesundervisning for folket. Som han har giftet sig med en skøge, sådan har Gud ”giftet” sig med Israel, der horer med afguder i stedet for at tilbede ham i ære og sandhed.

Hosea får tre børn med skøgen. Den ene, en søn, kaldes Jizre’el (profeti om at kongehuset skal falde). Den anden, en datter skal hedde Lo-Ruhama: Ikke-Fundet-Barmhjertighed og den sidste, en søn, skal hedde Lo-Ammi: Ikke-Mit-Folk.

Der sker det uventede for Hosea, at han bliver forelsket i sin skøgehustru. Hun sviger ham og stikker af og boler med andre mænd. Han leder efter hende, finder hende og tager hende til nåde.

Dette skal være et billede på, at Gud trods Israels svig, altid vil lede efter sit folk, og altid tilgive Israel deres brøde mod Gud.

Det spændende i Luthers argumentation er, at han citerer Hosea som bevis på, at Gud har forkastet Israel for altid, men stopper citatet fra Bibelen lige før Bibelen siger det modsatte. Luther citerer:

”Lad os derfor slutte heraf, at Jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans Folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til Skriftsproget hos Hosea l v. 9: Lo Ammi: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«

Fortsætter man imidlertid læsningen herfra, står følgende:

Men israelitterne skal blive talrige som havets sand, der ikke kan måles og ikke kan tælles. Og dér, hvor det nu lyder til dem: »I er ikke mit folk,« dér skal det lyde til dem: »I er den levende Guds børn.« 2 Judæerne skal samles med israelitterne; de skal have én og samme leder og blive herre i landet, for Jizre’els dag er stor. 3 Sig til jeres brødre: »I er mit folk« og til jeres søstre: »I har fundet barmhjertighed.«

Der er stadig mange genvordigheder i Hoseas, men han holder fast i at Gud aldrig vil forlade Israel, ligesom profeten ikke vil forlade sin horehustru.

Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig, Israel? Skulle jeg prisgive dig som Adma? Skulle jeg gøre dig som Sebojim?

Hoseas kap. 11 vers 8

Jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde. Min vrede vender sig fra dem. 6 Jeg er som duggen for Israel, der skal blomstre som liljen og slå rødder som Libanons træer.7 Dets grene skal brede sig, så det bliver prægtigt som oliventræet, dufter som Libanons træer.8 De, der bor i dets skygge, skal dyrke korn på ny. De skal blomstre som vinstokken, berømmes som vin fra Libanon.

Hoseas kap. 14 vers 5-8

Det vigtigste skriftsted i Hoseas er herunder, hvor Gud lover, at han har forlovet sig med Israel for evigt. For evigt er lang tid, men Luther skøjter let hen over alle disse skriftsteder, og plukker ét vers ud, der passer til hans holdning til jøderne.

På den dag slutter jeg en pagt for Israel med de vilde dyr, med himlens fugle og med jordens krybdyr. Bue, sværd og krigsmagt sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt. 21 Jeg forlover mig med dig for evigt; jeg forlover mig med dig i ret og retfærdighed, i godhed og barmhjertighed. 22 Jeg forlover mig med dig i troskab, og du skal kende Herren.

Hoseas 2.20-22

Luthers skriftargument ville ikke holde i dag, hvor så mange flere kender så meget mere af Skriftens ord.

3: Det historiske argument

Luthers tredje argument er det historiske argument, hvor han ud fra jødernes historiske situation slutter, at Gud har forkastet dem, ytrer han som følgende:

”Derfor skal en Kristen give sig tilfreds og ikke strides med en Jøde. Men skal du eller vil du absolut tale med ham, saa sig ikke mere end dette: Hør du, Jøde, ved du ogsaa, at Jerusalem og jeres Herredømme samt Templet og Præstedømme nu har været ødelagt mere end 1460 Aar? Thi i dette Aar, da vi Kristne skriver Aar 1543 efter Kristi Fødsel, er det nøjagtig 1469 Aar, og det er altsaa lienimod 1500 Aar siden, at Vespasianus og Titus ødelagde Jerusalem og drev Jøderne ud derfra. Og lad saa Jøderne bides og disputere om denne lille Nød saa længe, de vil.”

Hvordan kan vi som kristne se, at Gud har forkastet jøderne? Jo, de lever i landflygtighed udenfor deres land, deres stad og deres tempel, siger Luther.

Ville det argument holde i dag? I 1948 oprettede jøderne deres egen stat i det gamle hellige land. Luther opfordrede til, at man forviste dem fra de kristne områder og lod dem flytte til deres gamle land og stad. Det var lige præcis det, der skete, specielt fra 1800 tallet og frem.

Og i 1967 vandt Israel deres gamle hovedstad Jerusalem tilbage, og dermed også Grædemuren, resterne af den sidste mur fra det gamle tempel. Dermed falder Luthers tredje argument til jorden. Ja, mere end det, for Luther skriver:

”Og dersom Gud ikke havde ladet Staden Jerusalem ødelægge, havde ladet dem fordrive fra deres Land, men at de i Stedet havde beholdt alt som forhen, saa havde ingen kunnet sige dem paa, at de ikke var Guds Folk, fordi de stadig havde Templet, Staden og Landet, uanset hvor ondt, ulydigt og halsstarrigt et Folk de end var…”

Nu forholder sig jo sådan i disse år, at jøderne netop bor i israel og i jerusalem. I et sådant tilfælde, siger Luther, vil ” … ingen kunnet sige dem paa, at de ikke var Guds Folk …”

Altså, ingen af Luthers tre argumenter ville holde i dag. Kunne det tænkes, at Gud ikk for evigt har forkastet sit gamle folk, men bevaret dem i årtusinder med et formål?

Uddrag af Jøderne og deres løgne

af Martin Luther

1542

…Det er ikke min Mening, at jeg vil strides med Jøderne eller lære af dem, hvorledes de tyder eller forstaar Skriften. Det kender jeg altsammen godt nok forud. Langt mindre omgaas jeg med den Tanke, at jeg vil omvende Jøderne. Thi det er umuligt. Endnu nytter det intetsteds med Jøderne og har altid kun gjort Ondt værre. - Ogsaa fordi de er bleven saa haarde og haardhudede, at de ikke vil befries for den skrækkelige Plage, at de nu i fjorten Hundrede Aar er i Landflygtighed og endnu ikke kan opnaa at se nogen Ende eller bestemt Afslutning herpaa trods deres evige heftige Raaben og Skrigen til (som de mener) Gud: Hjælper (siger jeg) Slagene ikke, saa er det nemt at regne ud, at vor Tale og Udlægning vil hjælpe endnu langt mindre.

Derfor skal en Kristen give sig tilfreds og ikke strides med en Jøde. Men skal du eller vil du absolut tale med ham, saa sig ikke mere end dette: Hør du, Jøde, ved du ogsaa, at Jerusalem og jeres Herredømme samt Templet og Præstedømme nu har været ødelagt mere end 1460 Aar? Thi i dette Aar, da vi Kristne skriver Aar 1543 efter Kristi Fødsel, er det nøjagtig 1469 Aar, og det er altsaa lienimod 1500 Aar siden, at Vespasianus og Titus ødelagde Jerusalem og drev Jøderne ud derfra. Og lad saa Jøderne bides og disputere om denne lille Nød saa længe, de vil.

Thi en saa grusom Guds Vrede viser altsaa tydeligt nok, at de sandelig maa fejle og fare med Uret, det kan vel selv et Barn forstaa. Thi saa frygteligt maa man ikke tænke om Gud, at han skulde straffe sit eget Folk saa længe , saa grueligt og saa ubarmhjertigt og til og med tie stille, hverken trøste med Ord eller Gerninger, hverken fastsætte Tid eller Sted. Hvem vilde tro og haabe eller elske en saadan Gud? Lad os derfor slutte heraf, at Jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans Folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til Skriftsproget hos Hosea l v. 9: Lo Ammi: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det gaar dem altsaa desværre saaledes og kun saaledes og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi ser Værket for vore Øjne, det bedrager os ikke.

Og hvis der var en Tøddel Fornuft eller Forstand i dem, maatte de i Sandhed tænke saaledes ved sig selv: Ak Herre Gud, det gaar og staar ikke godt til med os, Elendigheden er for stor, for langvarig, for haard, Gud har glemt os o. s. v. …

"Vogt dig derfor for Jøderne og pas paa, hvor de har deres Skoler, da disse ikke er andet end en Satansrede, hvori der kun findes Indbildskhed, Løgn og Modbydelighed, til aller bitreste og giftigste Skændsel for Gud og alle Mennesker, som var det Djævelen selv. Og hvorsomhelst du ser eller hører en Jøde undervise, da tænk kun, at der hører du en giftig Basilisk, hvis Udseende alene er nok til at forgive og dræbe Folk. "
Martin Luther, Mod jøderne og deres løgne  1543