18 Bønneråb og Herrens svar

Dansk oversættelse ved Michael Dalsti

.

Et

Hør mig, Herre, og vær mig nådig, Herre, kom mig til hjælp! (Salme 30:11)

...for jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig:

Frygt ikke, jeg hjælper dig. (Esajas 41:13)

.

To

Vær mig nådig, Herre, for jeg er i nød. (Salme 31:10a)

Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.

(Salme 50:15)

Kirken, du har brug for - og dem, du ikke kan bruge til noget!

I dag mere end før vælger du selv, hvilken kirke, du vil komme i, og der er et væld af muligheder. Du kan vælge at være en søndagskristen, du kan komme i en kirke med en præst, der er Åndens eneste redskab i forsamlingen, og du kan vælge en kirke, der er skyklapensrettet i sin forståelse og virke for Kristus.

Nogen mener, at ”kirke” er én bestemt ting, som alle i forsamlingen skal efterfølge og efterabe. I dette vil den stedlige præst / forstander / evangelist skabe sig disciple i sit eget billede. Det er selvfølgelig det mest sikre, men i det lange løb vil kirkevirket blive gråt og trist.

I virkeligheden vil du visne hen i ensretningen, fordi dit åndelige liv har brug for så meget mere end én erkendelse, én slags tjeneste, én åndsåbenbarelse.

Bibelen siger, at Gud har besluttet at lade sin visdom i al dens mangfoldighed skal gives til kende for magter og myndigheder i den himmelske verden, og han har besluttet at lade dette ske gennem kirken (Ef.3.10)

Ville DU have korsfæstet Kristus?

Pilatus spørger dem så: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?" De svarede alle: "Lad ham blive korsfæstet!" Han spurgte: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de skreg endnu højere: "Lad ham blive korsfæstet!" Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!" Men hele folket svarede og sagde: "Hans blod komme over os og vore børn!"
Matt 27,22

Du står midt i en stor hob for næsten 2.000 år siden. Menneskene i den store forsamling er ophidsede og råber sit budskab op mod landshøvdingen Pilatus og hans fange, som står på balkonen. Pilatus er tydeligvis nervøs, for han fornemmer, at situationen er på vej ud af kontrol. Han ønsker at frigive sin fange, tømrersønnen Jesus fra Nazaret, men hoben er imod, og opildnede af farisæere og ældste, kræver de fangens død på et kors.

Har du prøvet det tankeeksperiment at spørge dig selv om, hvordan du tror, du ville have ageret, hvis du havde levet i Israel for 2.000 år siden, og ikke vidste mere om Jesus end den tids borgere vidste? Ville du være blevet en discipel af Jesus, eller ville denne ørkenprofets budskab ikke have sagt dig noget, eller ville du måske have stået i mængden og råbt "Korsfæst ham!"? Det vil ligge naturligt for mange mennesker at forsøge at vurdere deres egen godhed og ondskab i forhold til dette spørgsmål. At prøve at måle, om de selv ville være så onde, at de ville stå i folkemængden og kræve Jesus korsfæstet. Og på den måde vurderer vi mange ting her i livet ud fra vores opfattelse af vores egen ondskab og godhed. Dette inklusiv om vi er gode nok til engang at komme i himlen.

Loven eller Nåden?

Vi ved, at loven er streng, og at den hører Gamle Testamente til. Vi ved, at vi ikke skal holde loven. Vi ved, at vi ikke frelses ved gerninger, men ved tro alene. Vi ved, at vi lever i nådens tid, og at loven på en eller anden måde er trådt ud af kraft ved Kristi forsoningsværk.

Samtidig kender vi Kristi lære i Bjergprædikenen. Vi ser gennem hele Kristi tjeneste, at der stilles krav til vores liv. "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!"(Matt.5.48). Det er klart, at vi som kristne må bestræbe os på at leve et godt liv. Både i det indre og i det ydre må det skinne frem, at vi er kristne. Vi skal ikke holde loven, men Jesus selv siger jo, at visse ting skal opfyldes, for at vi kan vandre Gud til behag.

For nogen kristne bliver dette en bitter kamp mod selvet og egen kødelighed. Mange oplever, at de gang på gang lider nederlag i bestræbelserne på at leve et "godt kristent" liv. De læser ikke nok i Bibelen, de beder ikke nok, de kommer for lidt på møder, de vidner for lidt, de gør for lidt for Guds sag. Hele tiden halser de afsted efter Guds hellighed i deres liv, og aldrig når de målet, aldrig bliver de tilfreds med sig selv. Kender du dette? Hvor er hvilen i Kristus? "Lige om hjørnet efter næste anstrengelse" siger du, men når aldrig derhen. Frelst af nåde, ja, men helliggørelsen kræver sit. En umådelig pris må betales.

Vort liv i 3 Salmer

“Den vide jord skal mærke sig det og omvende sig til Herren, og alle folkenes slægter skal tilbede for hans åsyn; thi Herrens er riget, han er folkenes hersker… Thi han greb ind!”

Salme 22
David har skrevet tre salmer, som aftegner vores liv med Kristus. Det er salme 22, 23 og 24, som hører sammen i et hele. Vi kender de to første så godt. Salme 22 fortæller os om korset, og Kristi værk her. Om hvordan Guds Søn led for os, for at vi kunne få evigt liv. Ved første øjekast ser vi, at David synger om sig selv og sine egne lidelser. Men ved nærmere eftersyn opdager vi, at salmen går videre og begynder at tale om ting, som David aldrig selv har oplevet. Den taler om en Guds tjener, som engang skulle lide døden på et kors - en henrettelsesmetode, som David ikke kendte til i sin egen samtid, men som ville blive brugt i romerriget 1000 år efter Davids tid. Salmen er utrolig nøjagtig i sin forudsigelse af de hændelser, som omkransede Kristi korsfæstelse. Selv sådanne detaljer som, at de romerske soldater kastede lod om Jesu klæder og at tilskuerne opfordrede Jesus til at frelse sig selv, er med i salmen.

Kætter af Guds nåde - på den fede måde

Forleden var jeg i en menighed og afholdt to Bibelstudier om den store skøge i Johannes Åbenbaring. Det handlede bl.a. om de gamle reformatorers og vækkelsesprædikanters forståelse af teksten, som værende om Den katolske Kirke og dennes undertrykkelse af Guds Ords forkyndelse og slavebinding af uskyldige sjæle under et præsteskabs diktatur.

Det blev en god dag, ikke mindst fordi der var en stor interesse for emnet og en stor forståelse for det profetiske ord.

Men hvordan er det generelt med interessen for vor egen identitet som protestantisk evangeliske kirker? I vore skandinaviske samfund ser vi tabet af identitet som et langsomt, men sikkert voksende faktum. Det kan man sige både godt og skidt om. Men hvorfor skal samfundets udvikling absolut smitte af på kirken? Hvorfor er vi pisket til at afgive identitet, bare fordi det ligger i tidsånden?

Før i tiden var det frikirkelige landskab farverigt og spraglet som selve den viise Josefs mangefarvede kappe (King James ;o) ). Nu skal alt bare være gråt i gråt, og alle hedde det samme, synge det samme, og sige det samme. Og når vi så længes efter de gamle farver, vi ikke længere har, ja så kigger vi til Roms skarlagen og purpur, og rækker ud efter Semiramis´ gyldne bæger, uden at ænse, at de samme vederstyggeligheder, som var i bægeret på reformationens tid, stadig svømmer rundt i den samme utugts vin.

Well, well, well, jeg er protestant og stolt af at være det. Jeg er sværmer og anabaptist, jeg er kætter af Guds nåde - på den fede måde, og jeg ønsker ikke at træde de gamle martyrers blod under fode. Så mange er blevet brændt for at jeg frit kan læse min Bibel. Så mange er blevet hudflået levende for at jeg kan modtage frelse ved tro af Guds nåde alene. Så megen lidelse i så mange århundreder for at jeg kan stå fri og ikke undertrykt af et alment katolsk præsteskab med magt over sjæle og deres evigheds skæbne. Skulle jeg spytte på martyrernes grav? Nej langtifra!

Nu er der flere og flere prominente evangeliske prædikanter og skribenter, der søger mod Rom. De håner det gamle protestantiske budskab, og siger, jeg ikke må fordømme, men elske betingelsesløst. Men hvad er mangel på kærlighed? Er det ikke at holde katolikken fra frelsen i Kristus?

Hvorfor kan jeg ikke vidne for katolikken, hvad jeg vidner for hinduen, buddhisten, jøden, muslimen og lutheraneren? At der ikke findes frelse for sjælen i sakramentets Hokus Pokus, men - som den navnkundige kvæker George Fox sagde til en katolsk præst: Det, som bringer frelse i dag, er det samme som bragte frelse til apostlenes menighed, og ikke noget andet, nemlig Guds nåde alene. Som Skriften siger: ”Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker” (Tit.2.11)

Så nu står jeg og vægter. Jeg har de prominente evangeliske prædikanter og selvbestaltede foregangsmænd i den ene hånd. De, som mener, at vejen til himmelen sagtens kan gå ad de mange krogede veje til Rom.

Jeg kender deres navne og deres ry. Jeg kender deres historie og deres tidligere læresætninger. Jeg lurer på deres motiver.

I den anden hånd vil jeg tage Johan Hus, Tyndale, Wycliffe, Zwingli, Luther, Melanchthon, Calvin, Knox, Matthew Henry, John Bunyan, Richard Baxter, John Owen, John Wesley, George Whitefield, John Gill, Charles Spurgeon, Martyn Lloyd-Jones, D.L. Moody, Hudson Tayler, og ikke mindst Isaac Newton, der alle, og mange med dem, så den store skøge i den katolske kirke, den overhængende fare for det almene folks sjælsfred og frelse, og den absolutte nødvendighed af en total frigørelse fra Pavens lære og forkyndelse.