Ingen plads til offerrollen i Kristuslivet

Bibelen taler om en vækst i den troendes liv, en nødvendig proces, en opbyggelse i et indre liv og i et fællesskab med troende søstre og brødre. Ikke alene troslivet og menigheden, men hele skaberværket vidner om, at liv er vækst. Intet kan holde sig i live, om det ikke vokser. Stilstand er død og intethed. Liv og fuldkommengørelse er udadstræbende og opadstræbende. Som blomster strækker sig mod lyset og dyreungen vokser, således er selve livet en strækken sig efter et mål, efter en mening, ja selve meningEN med tilværelsen.

Paulus levede ikke i stilstand, men glemmende det, der lå bagved, rakte han konstant efter det, der lå foran ham, det kald og den sejrspris, som Gud i sin alvidenhed havde lagt til rette for Paulus (Fil.3.13). Hos Paulus er der ingen apati, men snarere en vedvarende iver efter at nå ny erkendelse i Kristuslivet, ny åbenbaring i Skrifterne, nye dybder i Gudssamfundet, og en til stadighed større vækst i kærlighedslivet, først til Gud og hans Ord, og dernæst til Guds tjenere, og menighedens brødre og søstre.

Tip en Tung Teologisk Trettener

For nogle år siden til en julegudstjeneste, delte vi en spørgeleg ud til menigheden under kaffen. Vi kaldte den "En Tung Teologisk Trettener". Jeg gengiver den her, og så kan du - læseren - se menighedens teologiske niveau og åndelige habitus :o)

Hvor mange rigtige får du?

Jesu storhed og vor efterfølgelse

Én har engang sagt, at menneskers storhed vurderes i forhold til deres indsats indenfor syv områder: Kunst, videnskab, litteratur, politik, krig, opfindelser og filosofi. Og det er måske også det gængse at vurdere mennesker i forhold til sådanne områder, men når nogen siger, at Jesus er stor, så har Han aldrig berømmet sig inden for disse felter. Hans storhed er af en anden slags.

Om Jesus havde gjort sig berømt inden for et af de nævnte felter, uanset om det var kunst, videnskab eller politik, så ville Han kun have gjort noget for et fåtal af mennesker, nemlig de få, som nu forstår sig fuldt ud på sådanne ting.

Nej, Jesu storhed ligger i Hans karakter. Jesus kom for at vise os vor Guds og skabers inderste væsen og for at genføde og restaurere menneskets sind og karakter. Og i dette er Jesus ikke kun for en udvalgt forstandig og uddannet elite, men for alle.

John Harper - Titanics sidste helt!

Troens Helte!

 

Drømmeskibet
Den 10. april 1912 kl. 11.45 stævnede et skib ud på sin jomfrutur fra South Hampton til New York. Det var ikke et hvilket som helst skib, men selveste kronen på menneskehedens storhed og formåen. Hun bar navnet TITANIC efter den græske solgud TITAN, og var en flydende kæmpe i kraft og skønhed. Med en vægt på næsten 50.000 ton og en længde på 270 m var hun det største skib, som nogensinde var søsat. Hendes to vingepropeller vejede 38 ton og gav hende, tillige med 29 kulfyrede kedler, en fart på 24 knob.

Hun blev kaldt "Drømmenes skib" på grund af hendes luksuriøse indretning. Med overdådige saloner, smukke kahytter, swimming pool og tyrkisk bad overgik hun i skønhed og pragt alt andet, mennesket nogensinde havde fremstillet. En dobbelt bund og 16 vandtætte skotter skulle sikre de mange rige og prominente passagerer, som var med på hendes første tur. TITANIC var skibet, som ikke kunne gå under. Kaptajnen udtalte med stolthed før afgang, at selv den Almægtige Gud ikke kunne sænke dette skib.

Mirakelbillede af Kristus fra Medjugorje – Eller hva’?

FUP eller FAKTA?

Af Simon Griis

Medjugorje er blevet et meget populært valfartssted for mange katolikker. Mere end 2 millioner besøgende deltog i nadver alene i 2011, og besøgstallet er stadigt stigende.

Også blandt traditionelle protestanter har Medjugorje vundet indpas, og mange finder stedets manifestationer og åbenbarelser fascinerende. At noget sådant, som for år tilbage ville være utænkeligt, kan ske, skyldes til dels protestantisk-kristne mediers fokusering på begivenhederne "dernede". Også i Danmark har vi oplevet, at protestantiske medier har kastet sig over de tilsyneladende overnaturlige mirakler, åbenbaringer og fænomener, som sker i Medjugorje. Dette er ikke et enestående eksempel, men blot ét af flere udtryk for den voksende interesse for paven og den Katolske Kirke.

Blandt fænomenerne i Medjugorje er profetiske ord, åbenbarelser, en roterende sol, og ikke mindst; "Mirakelbilleder", som vises frem på stort set alle "Mejugorjesider" på internettet.

Hvor mange kristne skal der til for at skifte en lyspære?

Hvor mange kristne skal der til

for at skifte en lyspære?

Baptister:                           

15 baptister. En til at skifte pæren og resten fordelt

på 3 komiteer, der diskuterer om pæren nu også

skulle have været skiftet, og i givet fald, om den

korrekte metode er blevet brugt.

Karismatikere:                   

Kun En karismatiker. Han har allerede hænderne i vejret.

Liberalteologer:                 

Ingen liberalteologer. De kender alligevel ikke forskel på lys og mørke.

Calvinister:                        

Ingen calvinister. Gud har forudbestemt, hvornår lyset vil gå ud. Calvinister skifter ikke lyspærer.

De læser blot manualen og beder til, at netop denne lyspære hører til dem, Gud har udvalgt til at

blive skiftet.

Lutheranere:                      

Mindst 10 lutheranere, for de må først have en debat om hvorvidt lyspæren i det hele taget

eksisterer, og dernæst en debat om, hvorvidt lyset er noget, der overhovedet hører hjemme i en

moderne dansk folkekirke.

Indre missionske:               

Ingen. Indre Mission har intet ønske om, at kirkerummet skal oplyses, for så vil det blive

åbenbaret, hvad folkekirken i virkeligheden indeholder, og de vil blive tvunget til at gøre alvor af

deres hidtil tomme trusler om at forlade den.

Metodister:                        

Ingen metodister. De bryder sig alligevel ikke om forandring.

TV Evangelister:                

Èn TV evangelist. Men hvis du ønsker at pæren skal blive ved med at lyse, så giv en stor

pengegave til formålet.

Herlighedsteologer:           

Ingen herlighedsteologer. De skifter ikke pærer, de køber nyt hus.

Mormoner:                         

5 mormoner. En mand til at skifte pæren og fire koner til at fortælle ham, hvordan det skal gøres

korrekt.

Katolikker:                         

Ingen katolikker. Det er stadig kun stearinlys, der kan købe sjæle ud af skærsilden.

Bibeltro menighed:            

10 Bibeltro kristne. En til at skifte pæren, og 9 til at fortælle vedkommende, at de langt bedre

kunne li´ den gamle pære, og at den gamle også var mere i overensstemmelse med sand

Bibelsk lære. 

Søgervenlige kirker

Ingen: De maler bagvæggen sort og bruger kulørte LED spots, som holder evigt.

Der skal dog en til at betjene røgmaskinen.

Pinsefolk:                           

10 pinsefolk. En til at skifte pæren og 9 til at bede mod mørkets magter.

Apostolere:                        

6 apostolere. En apostel til at forkynde om det lys, der ikke længere er i menigheden, en lærer til

at prædike imod mørket, en profet til at kundgøre, at pæren er sprunget, en hyrde til at værne

folket mod mørket, en evangelist til at bringe syndere til lyset, der svandt, og en diakon til rent

faktisk at få skiftet pæren.

Skabelsestro og Frelsesvished del III

Del III af III

Af Simon Griis

Da jeg som yngre begyndte at studere skabelsesberetningen, fandt jeg, at der er seriøse videnskabsmænd og Bibeltro teologer, der mener, at Bibelen taler om en jord, der er meget ældre end nogle påstår. Disse kaldes "gammeljordskreationister" og udgør et rigt varieret alternativ til teorien om den unge jord. Tanken om at Bibelen taler om en ældgammel jord, er ikke ny.

Den skotske geolog og kristne kreationist James Hutton fremkom allerede i 1785 med tanken om, at jorden var gammel. Sir Charles Lyell (1830) fortsatte denne tanke og skrev i "Priciples of geology" bl.a. følgende: "...men uanset hvilken retning vi stiler vore undersøgelser, om det er i tid eller rum, opdager vi alle steder de klare beviser på en skabende intelligens, og på Hans forsyn, visdom og kraft". Og dette er før darwinismens fremmarch og radioaktive dateringsmetoder.

Skabelsestro og frelsesvished Del II

Del II af III

Af Simon Griis

Skabelsesberetningen er skrevet i en tid, hvor den kaldæiske opfattelse af en flad jord var fremherskende. Efter dette verdensbillede fulgte endnu to store; det ptolemæiske, der hævdede en kuglerund jord i verdens centrum, og vort moderne verdensbillede, der under stadig udvikling har afsløret et næsten uendeligt univers med vores sol som en lille stjerne i yderkanten af vores galakse.

Hvad nu hvis Gud, allerede da han inspirerede Moses til at skrive skabelsesberetningen, kendte fremtiden? Esajas skriver jo:

"Husk, hvad der skete tidligere, for længe siden! For jeg er Gud, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg. Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg" (46.9-10).

Hvis Gud er suveræn og kan kundgøre enden fra begyndelsen, har han vidst allerede da han inspirerede Moses til at skrive skabelsesberetningen, at den ville blive læst i 3.500 år frem i tiden og under 3 store verdensbilleder.

Skabelsestro og Frelsesvished Del I

Del I af III

Af Simon Griis

En pige spurgte mig, om man var nødt til at tro på, at verden blev skabt for kun 6.000 år siden, hvis man ville være frelst. Jeg svarede "nej", som jeg har gjort før til andre unge, der har haft problemer med disse store spørgsmål. Jeg skriver denne kronik, fordi jeg møder unge både troende og tænkende mennesker, som kæmper med disse problemer, og som ind imellem bliver stillet over for et ultimatum omkring skabelsen, der indbefatter deres egen frelse.

Jeg selv voksede op som brændende ungjordskreationist, overbevist om, at Gud havde skabt universet på 6 dage af 24 timer for under 10.000 år siden. I mine unge år fik jeg problemer med de åbenlyse modsætninger mellem denne holdning og de mange videnskabelige observationer, der viste at universet var langt ældre. Der var ikke meningsdiktatur i min menighed, men de bøger, jeg læste, gav mig kun valget mellem den vantro liberalteologi, der kastede skabelsesberetningen ned i mytens og overtroens sump og ungjordskreationismens "endegyldige bibelske sandhed". Nogle af bøgerne fortalte mig direkte, at min frelse var diskutabel, såfremt jeg ikke troede rigtigt, og at jeg ikke kunne tro resten af Bibelen, hvis jeg mente, de første linier var løgn.

Helligåndsdåben – Til personlig gavn?

Mange kristne fornægter dåben i den Hellige Ånd som en særskilt og nødvendig oplevelse. De ser Helligåndsdåben og dens virkninger som noget, der skaber uorden i menighedsforsamlingen og i visse tilfælde udtrykker sig i ekstreme fænomener, som de helst vil være foruden. Ikke desto mindre lægger Bibelen stor vægt på, at netop denne oplevelse skal blive alle Guds børn til del uanset tilhørsforhold. Som frelsen er Guds største gave til synderen, er dåben i den Hellige Ånd Guds største gave til den genfødte kristne. Men gaven må, som alt andet åndeligt, modtages ved i tro at lytte til Guds Ords lære. Hører vi aldrig en klar forkyndelse om Åndsdåben, dens formål og virkninger, kan vi heller ikke tilegne os den i overensstemmelse med Guds plan.

18 Bønneråb og Herrens svar

Dansk oversættelse ved Michael Dalsti

.

Et

Hør mig, Herre, og vær mig nådig, Herre, kom mig til hjælp! (Salme 30:11)

...for jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig:

Frygt ikke, jeg hjælper dig. (Esajas 41:13)

.

To

Vær mig nådig, Herre, for jeg er i nød. (Salme 31:10a)

Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.

(Salme 50:15)

Kirken, du har brug for - og dem, du ikke kan bruge til noget!

I dag mere end før vælger du selv, hvilken kirke, du vil komme i, og der er et væld af muligheder. Du kan vælge at være en søndagskristen, du kan komme i en kirke med en præst, der er Åndens eneste redskab i forsamlingen, og du kan vælge en kirke, der er skyklapensrettet i sin forståelse og virke for Kristus.

Nogen mener, at ”kirke” er én bestemt ting, som alle i forsamlingen skal efterfølge og efterabe. I dette vil den stedlige præst / forstander / evangelist skabe sig disciple i sit eget billede. Det er selvfølgelig det mest sikre, men i det lange løb vil kirkevirket blive gråt og trist.

I virkeligheden vil du visne hen i ensretningen, fordi dit åndelige liv har brug for så meget mere end én erkendelse, én slags tjeneste, én åndsåbenbarelse.

Bibelen siger, at Gud har besluttet at lade sin visdom i al dens mangfoldighed skal gives til kende for magter og myndigheder i den himmelske verden, og han har besluttet at lade dette ske gennem kirken (Ef.3.10)

Ville DU have korsfæstet Kristus?

Pilatus spørger dem så: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?" De svarede alle: "Lad ham blive korsfæstet!" Han spurgte: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de skreg endnu højere: "Lad ham blive korsfæstet!" Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!" Men hele folket svarede og sagde: "Hans blod komme over os og vore børn!"
Matt 27,22

Du står midt i en stor hob for næsten 2.000 år siden. Menneskene i den store forsamling er ophidsede og råber sit budskab op mod landshøvdingen Pilatus og hans fange, som står på balkonen. Pilatus er tydeligvis nervøs, for han fornemmer, at situationen er på vej ud af kontrol. Han ønsker at frigive sin fange, tømrersønnen Jesus fra Nazaret, men hoben er imod, og opildnede af farisæere og ældste, kræver de fangens død på et kors.

Har du prøvet det tankeeksperiment at spørge dig selv om, hvordan du tror, du ville have ageret, hvis du havde levet i Israel for 2.000 år siden, og ikke vidste mere om Jesus end den tids borgere vidste? Ville du være blevet en discipel af Jesus, eller ville denne ørkenprofets budskab ikke have sagt dig noget, eller ville du måske have stået i mængden og råbt "Korsfæst ham!"? Det vil ligge naturligt for mange mennesker at forsøge at vurdere deres egen godhed og ondskab i forhold til dette spørgsmål. At prøve at måle, om de selv ville være så onde, at de ville stå i folkemængden og kræve Jesus korsfæstet. Og på den måde vurderer vi mange ting her i livet ud fra vores opfattelse af vores egen ondskab og godhed. Dette inklusiv om vi er gode nok til engang at komme i himlen.

Loven eller Nåden?

Vi ved, at loven er streng, og at den hører Gamle Testamente til. Vi ved, at vi ikke skal holde loven. Vi ved, at vi ikke frelses ved gerninger, men ved tro alene. Vi ved, at vi lever i nådens tid, og at loven på en eller anden måde er trådt ud af kraft ved Kristi forsoningsværk.

Samtidig kender vi Kristi lære i Bjergprædikenen. Vi ser gennem hele Kristi tjeneste, at der stilles krav til vores liv. "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!"(Matt.5.48). Det er klart, at vi som kristne må bestræbe os på at leve et godt liv. Både i det indre og i det ydre må det skinne frem, at vi er kristne. Vi skal ikke holde loven, men Jesus selv siger jo, at visse ting skal opfyldes, for at vi kan vandre Gud til behag.

For nogen kristne bliver dette en bitter kamp mod selvet og egen kødelighed. Mange oplever, at de gang på gang lider nederlag i bestræbelserne på at leve et "godt kristent" liv. De læser ikke nok i Bibelen, de beder ikke nok, de kommer for lidt på møder, de vidner for lidt, de gør for lidt for Guds sag. Hele tiden halser de afsted efter Guds hellighed i deres liv, og aldrig når de målet, aldrig bliver de tilfreds med sig selv. Kender du dette? Hvor er hvilen i Kristus? "Lige om hjørnet efter næste anstrengelse" siger du, men når aldrig derhen. Frelst af nåde, ja, men helliggørelsen kræver sit. En umådelig pris må betales.

Vort liv i 3 Salmer

“Den vide jord skal mærke sig det og omvende sig til Herren, og alle folkenes slægter skal tilbede for hans åsyn; thi Herrens er riget, han er folkenes hersker… Thi han greb ind!”

Salme 22
David har skrevet tre salmer, som aftegner vores liv med Kristus. Det er salme 22, 23 og 24, som hører sammen i et hele. Vi kender de to første så godt. Salme 22 fortæller os om korset, og Kristi værk her. Om hvordan Guds Søn led for os, for at vi kunne få evigt liv. Ved første øjekast ser vi, at David synger om sig selv og sine egne lidelser. Men ved nærmere eftersyn opdager vi, at salmen går videre og begynder at tale om ting, som David aldrig selv har oplevet. Den taler om en Guds tjener, som engang skulle lide døden på et kors - en henrettelsesmetode, som David ikke kendte til i sin egen samtid, men som ville blive brugt i romerriget 1000 år efter Davids tid. Salmen er utrolig nøjagtig i sin forudsigelse af de hændelser, som omkransede Kristi korsfæstelse. Selv sådanne detaljer som, at de romerske soldater kastede lod om Jesu klæder og at tilskuerne opfordrede Jesus til at frelse sig selv, er med i salmen.

Kætter af Guds nåde - på den fede måde

Forleden var jeg i en menighed og afholdt to Bibelstudier om den store skøge i Johannes Åbenbaring. Det handlede bl.a. om de gamle reformatorers og vækkelsesprædikanters forståelse af teksten, som værende om Den katolske Kirke og dennes undertrykkelse af Guds Ords forkyndelse og slavebinding af uskyldige sjæle under et præsteskabs diktatur.

Det blev en god dag, ikke mindst fordi der var en stor interesse for emnet og en stor forståelse for det profetiske ord.

Men hvordan er det generelt med interessen for vor egen identitet som protestantisk evangeliske kirker? I vore skandinaviske samfund ser vi tabet af identitet som et langsomt, men sikkert voksende faktum. Det kan man sige både godt og skidt om. Men hvorfor skal samfundets udvikling absolut smitte af på kirken? Hvorfor er vi pisket til at afgive identitet, bare fordi det ligger i tidsånden?

Før i tiden var det frikirkelige landskab farverigt og spraglet som selve den viise Josefs mangefarvede kappe (King James ;o) ). Nu skal alt bare være gråt i gråt, og alle hedde det samme, synge det samme, og sige det samme. Og når vi så længes efter de gamle farver, vi ikke længere har, ja så kigger vi til Roms skarlagen og purpur, og rækker ud efter Semiramis´ gyldne bæger, uden at ænse, at de samme vederstyggeligheder, som var i bægeret på reformationens tid, stadig svømmer rundt i den samme utugts vin.

Well, well, well, jeg er protestant og stolt af at være det. Jeg er sværmer og anabaptist, jeg er kætter af Guds nåde - på den fede måde, og jeg ønsker ikke at træde de gamle martyrers blod under fode. Så mange er blevet brændt for at jeg frit kan læse min Bibel. Så mange er blevet hudflået levende for at jeg kan modtage frelse ved tro af Guds nåde alene. Så megen lidelse i så mange århundreder for at jeg kan stå fri og ikke undertrykt af et alment katolsk præsteskab med magt over sjæle og deres evigheds skæbne. Skulle jeg spytte på martyrernes grav? Nej langtifra!

Nu er der flere og flere prominente evangeliske prædikanter og skribenter, der søger mod Rom. De håner det gamle protestantiske budskab, og siger, jeg ikke må fordømme, men elske betingelsesløst. Men hvad er mangel på kærlighed? Er det ikke at holde katolikken fra frelsen i Kristus?

Hvorfor kan jeg ikke vidne for katolikken, hvad jeg vidner for hinduen, buddhisten, jøden, muslimen og lutheraneren? At der ikke findes frelse for sjælen i sakramentets Hokus Pokus, men - som den navnkundige kvæker George Fox sagde til en katolsk præst: Det, som bringer frelse i dag, er det samme som bragte frelse til apostlenes menighed, og ikke noget andet, nemlig Guds nåde alene. Som Skriften siger: ”Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker” (Tit.2.11)

Så nu står jeg og vægter. Jeg har de prominente evangeliske prædikanter og selvbestaltede foregangsmænd i den ene hånd. De, som mener, at vejen til himmelen sagtens kan gå ad de mange krogede veje til Rom.

Jeg kender deres navne og deres ry. Jeg kender deres historie og deres tidligere læresætninger. Jeg lurer på deres motiver.

I den anden hånd vil jeg tage Johan Hus, Tyndale, Wycliffe, Zwingli, Luther, Melanchthon, Calvin, Knox, Matthew Henry, John Bunyan, Richard Baxter, John Owen, John Wesley, George Whitefield, John Gill, Charles Spurgeon, Martyn Lloyd-Jones, D.L. Moody, Hudson Tayler, og ikke mindst Isaac Newton, der alle, og mange med dem, så den store skøge i den katolske kirke, den overhængende fare for det almene folks sjælsfred og frelse, og den absolutte nødvendighed af en total frigørelse fra Pavens lære og forkyndelse.